Hund
Kat
Hest
Smådyr
Videnskab
AniPlan
Find dyrlæge
Webshop

Snyltende orme

Det blåhvide glimt i bilen lyskegler henleder opmærksomheden på det hurtige rovdyr med den buskede hale, der smutter over vejen. At se en ræv er en hverdagsforeteelse også for andre end jægere og skovarbejdere, for ræven, der tidligere var sky og forsigtig, er rykket ind i den tætte bebyggelse.
Den smukke røde "Mikkel" giver parker og parcelhushaver et touch af natur på linie med forekomsten af vilde fugle. Og på samme måde som mange lægger mad ud til fuglene, er der nogle, der lægger kød- og knoglerester ud til rævene for at kunne nyde synet af dem fra tid til anden.


Det er oplagt, at især jagthunde er udsat for at blive smittet med parasitter fra de relativt nært beslægtede ræve. Dels skal de jo netop finde frem til rævens tilholdssteder, dels betyder deres opsøgende adfærd, at de snuser til og rører ved rævens afføring. Hunden er en art, der, uanset om vi kan lide det eller ej, er coprofag, altså et dyr, der æder afføring. Og det er blandt andet kontakten med afføring, der er anledning til at hunden bliver inficeret med parasitiske ormeæg fra inficerede ræve og omvendt.

Overalt i landet sker der det, at den vilde fauna kommer tættere på bebyggelse, blandt andet, som nævnt, fordi befolkningen accepterer det. Tidligere blev rævene i byområder i højere grad skudt, men i dag, hvor mennesker fascineres af at have vilde dyr i baghaven, er rævejagt på retur. Ræven har ingen naturlige fjender i Danmark, og med rævens gode tilpasningsevne til bebyggede områder med meget mad, øges også antallet af overlevende ræveunger år efter år.  Disse ræveunger, skal senere selv ud og finde deres eget territorium, og undersøgelser viser, at unge ræve godt kan vandre op mod 100 km, før de slår sig ned.


Resultatet er blandt andet, at vores husdyr ikke behøver at fjerne sig ret meget fra huset for at komme i kontakt med områder, hvor rævene færdes, og hvor der derfor er risiko for smitte-
overførsel. For på samme måde som zoonoser er sygdomme, der kan overføres fra dyr til mennesker, er der en lang række sygdomme, der kan overføres fra en dyreart til en anden.
Her er det overførsel af parasitære  orme mellem hund og ræv, der er i focus med eksempler fra de to ormegrupper rundorme (nematoda)) og bændelorme (cestoda). Men overførsel af parasitter mellem ræv og kat er lige så hyppige. Parasitiske orme har ofte en fascinerende livscyklus, hvor de på forskellige tidspunkter i deres liv opholder sig i forskelligt væv eller endog i forskellige værtsorganismer.

Rundorm

Spolorm
Halvfems procent af den danske rævebestand er inficeret med spolorm, der kan smitte hunde. Tidligere var op mod en tredjedel af de danske hunde inficeret, men formodentlig er det på grund af brug af ormemiddel at det i dag er reduceret til cirka ti procent. Spolormens æg, der er mikroskopiske, kommer ud med værtens afføring. Forudsætningen for at ægget kan udvikle sig, er, at det opholder sig uden for værten en periode. Når ægget bliver spist, starter det en udviklingsproces, der varer nogle uger. Efter at det kommer ned i tarmen på den nye vært, for eksempel en hund, udvikler snylteren sig til en larve på et par millimeters længde, der borer sig ud gennem tarmvæggen og ind i blodbanerne. Når larven når frem til lungerne, borer den sig ind i bronchierne, hvorfra den kan kravle op gennem luftrøret. Her hostes parasitten fri af luftvejene og synkes, så den kommer ned i mavesækken, hvor den færdigudvikles til en godt ti cm lang smal hvid orm, der har den for rundorme karakteristiske faste, næsten brusklignende overflade. Hvis der ikke er for mange spolorme i tarmen, generes værten ikke synderligt. Den kan udryddes med et ormemiddel.

Fransk hjerteorm
Parasitten er sandsynligvis indført til Danmark i sidste halvdel af forrige århundrede med hunde, som har været med på udenlandsrejser. Snylteren er nu overført til rævepopulatione og har bredt sig til resten af landet. En undersøgelse har vist, at mere end halvfems procent af rævene i Storkøbenhavn er smittede.
Den voksne orm, der sidder i rævens eller hundens lunger (eventuelt i højre hjertekammer) afsætter æg i luftvejene. Her klækkes de til en lille larve, der bliver slugt af værten og bliver ført gennem fordøjelsessystemet ud med afføringen.
I omgivelserne optages de små larver af snegle, specielt den Iberiske skovsnegl (også kendt som dræbersnegl) er effektiv til at udskille smitten i vores miljø.
I sneglen, der er mellemvært udvikler larverne sig til et nyt larvestadium, der når sneglen ædes af en hund eller ræv frigives i denne slutværts tarmkanal. Larverne vandrer herefter gennem tarmvæg, lever og lymfeknuder til lungekredsløbet og lungerne, hvor de udvikler sig til voksne æglæggende orm. Hjerteormen er en alvorlig sygdom hos hunde. Symptombilledet er meget varieret, og man kan ikke på forhånd vide om hunden kan behandles, eller om den dør af infektionen.

Rævens lungeorm
Ormen minder på mange områder om hjerteormen, da den også har snegle som mellemværter. Lungeormen er blevet fundet hos cirka 15 procent ræve fra hele landet, dog var højeste forekomst hos godt halvdelen af rævene fra Jægersborg Dyrehave.

Symptomer hos hunde er først og fremmest tør hoste. Sygdommen er knap så alvorlig som hjerteorm, og kan i mange tilfælde helbredes helt.

Rævens luftsvejs-hårorm
Denne parasit har ikke nødvendigvis en mellemvært, men en mere direkte udvikling, der minder om spolormens. Den voksne parasit sidder i lungens forgreninger, hvorfra æggene hostes op, går igennem fordøjelsessystemet og kommer ud som afføring. Æggene klækkes i fordøjelsessystemet af den ræv eller hund, der inficeres fra afføringen. Fra tarmen borer larven sig ud i blodbanen og føres til lungerne, hvor den bliver voksen.

Bændelorm:
Også de forskellige arter af bændelorme har fascinerende livscykler, med æg, der spredes med værtens afføring. Hos de fleste arter ligger æggene i små pakker i ekskrementerne. Det er simpelthen de bageste led af ormens krop, der er snøret af og kommet ud med ekskrementerne. Leddene kan kan bevæge sig en tid og vrikke sig fri af afføringen, og når leddet går i stykker kommer æggene fri og spredes til omgivelserne. Når æggene spises af en passende vært fordøjes skallen og den lille snylter borer sig gennem tarmvæggen ind i blodstrømmen, hvor den føres til væv som for eksempel muskler eller lever, hvor den danner en blære omkring sig. Her afventer parasiten værtens død.

Når vævet, der er inficeret med snylteren så bliver spist af eksempelvis en hund eller ræv, bliver dyret således den nye vært for bændelormen, der så vil videreudvikle sig i dets tyndtarm. En af de forskellige arter af bændelorme, der kan forekomme hos hund kan blive 3 meter lang.

Men det er ikke parasittens størrelse, der er afgørende for dens farlighed. Rævens dværgbændelorm, der kan overføres til hunde, er påvist flere steder i Danmark. Det har fået Fødevarestyrelsen til at udsende en generel anbefaling om at alle danske hunde, der løber frit i naturen skal behandles med et ormemiddel mod bændelorm rutinemæssigt en gang om måneden. Læs mere på Fødevarestyrelsens hjemmeside.

En smittet ræv eller hund kan forurene omgivelserne med op mod 40.000 æg. Det er bemærkelsesværdigt, at hverken ræve eller hunde bliver syge af at være smittede med rævens dværgbændelorm. Men parasitten er frygtet, da mennesker som optager æg, vil udvikle en uhelbredelig dødelig sygdom.

Netdyredoktors nyhedsbrev Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder om dyrs sundhed, tips til træning og masser af gode tilbud