Har mit marsvin fået kræft?

Jeg har et marsvin på 4 år, der har fået en knude på den bagerste del af ryggen. Den er næsten så stor som en bordtennisbold. Nu er jeg bange for, om det kan være kræft. Får marsvin det? Kan sådan en knude forsvinde af sig selv?

Hun virker ikke til at have ondt, når jeg trykker på den, og hun er fuldstændig, som hun plejer.

Hilsen Maria

Svar fra Netdyredoktor

Kære Maria

Det er ikke usædvanligt, at lidt ældre marsvin - og det er de jo, når de er 4 år - kan få knuder, som sidder under huden. De er hyppigst godartede, men kan genere ved at blive ret store. De forsvinder ikke af sig selv og kan tit opereres væk med godt resultat.

Jeg vil anbefale, at du tager kontakt til din dyrlæge og får knuden undersøgt ved at der bliver taget en vævsprøve. Ud fra svaret kan det bedømmes om knuden skal fjernes kirurgisk.

Du behøver ikke være nervøs for narkosen, det er efterhånden standard på de fleste klinikker at bedøve marsvin.

Held og lykke med projektet!

Med venlig hilsen

Kirsten Boeck

Dyrlæge og redaktør

Få VetPlan - en sundhedsordning til din gnaver

Læs mere