Sponsoreret
Tyrkisk Van
Historie
Katten kommer oprindelig fra Tyrkiet nærmere bestemt fra området omkring søen Van. Racen går mange århundreder tilbage i tiden, hvor man har gengivet den på malerier og stentavler i området omkring Van.
Racens indførelse til disse breddegrader kom omkring 1950, hvor der var nogle engelske avlere, der hentede den til England. De katte, som oprindelig danner grundlaget for arvemassen, var meget ensartede, hvilket gør, at man opfatter den "korrekte" Tyrkiske Van som en hvid kat med brun hale og to pletter(tommelfingrer) i panden, som ikke må komme under øjenniveau eller omkring basis af ørerne.
Racen blev først officielt anerkendt i 1969.
Udseende
Tyrkisk Van er en mellemstørrelseskat, som har en forholdsvis lang og muskuløs krop, med mellemlange ben, der ender i runde tottede poter. Hovedet er let trekantet med en lang lige næse. Katten har store, ovale glansfyldte øjne, som normalt er i farveskalaen gul-rav-orange, men som dog kan være blå eller odd-eye, hvor øjnene har forskellige farver. Pelsen er lang og silkeagtig uden underuld, den er, som nævnt, oftest hvid med brun hale og 2 brune pletter i hovedet. Der er dog efterhånden godkendt flere forskellige farver for racen.
Temperament og pleje
Tyrkisk Van er en af de få racer, som faktisk elsker vand. Den opsøger vandet og tager gerne svømmeture. Og det er en kat, der nyder at være ude i hårdt vejr. Det er samtidig en livlig og kærlig kat. Men det er en race, som generelt trives bedst i rolige omgivelser, når den er indendørs, da en del af kattene kan have et lidt nervøst temperament.
Plejen af katten pels er til at overse. Den daglige børstning er i regel nok, da den ikke har kraftig underuld.
Sygdom og sundhed
Som med mange andre katte er det vigtigt at kontrollere kattens tænder jævnligt. Hvis ikke man er klar over, hvorledes dette gøres, kan man næste gang, man er hos dyrlægen, få det demonstreret.