Hund
Kat
Hest
Smådyr
Videnskab
VetPlan
Brevkasse
Find dyrlæge
Webshop
Se udvalgte Produkter

Produkter fra vores butik

649,00 kr

Virbac HPM Adult Cat, 7kg Køb her
998,00 kr

Hill's Science Plan Feline Adult Chicken, 15 kg Køb her
489,00 kr

SPECIFIC FXD Adult, 7 kg Køb her
509,00 kr

Royal Canin Derma Skin & Coat Dry, Cat 3,5 kg Køb her
Tilbud
575,00 kr
402,00 kr

VetPro voksen kattefoder 8 kg (4x2 kg) Køb her

Sponsoreret



Alternativ behandling af hund og kat

En del dyrlæger og dyreejere går i dag ind for alternativ behandling af deres dyr.

For dyrenes vedkommende har vi som dyrlæger den store fordel, at vi kan udelukke den subjektive usikkerhedsfaktor ved behandling af dyr. Ved behandling af mennesker skal man altid have troen på behandlingen med i betragtningen af virkningen, men dyrene ved ikke, at de bliver behandlet og har derfor heller ikke troen på behandlingen. Og de dyrlæger, som arbejder med alternativ behandling, kan virkelig se en gavnlig virkning af mange typer alternativ behandling. Men vi må dog, som det også gælder for behandling af mennesker erkende, at vi jo ikke ved, hvad der ville være sket, hvis vi havde ladet naturen gå sin gang uden vor indgriben.

Hvad er alternativ behandling?

Alternativ behandling defineres som enhver form for behandling, der er alternativt til den klassiske medicinske og kirurgiske behandling. Ved alternativ behandling forsøger man at stimulere dyret til selvhelbredelse. Det vil sige, at man ønsker at hjælpe dyret i balance, så det stimuleres til at bekæmpe sin sygdom eller lidelse, frem for at man med traditionel terapi overtager styringen og regulerer eller slår sygdommen ned. I Danmark bruges mest kinesiske behandlingsmetoder, men man kunne også forestille sig krystalterapi, Filippinsk behandling eller indiansk urtemedicin.

Hvad er fordelen ved alternativ behandling?

Den helt store fordel ved alternativ behandling er, at der i dag ikke kendes bivirkninger. Samtidig tager man i langt højere grad hensyn til kroppens balance og immunsystem. Man bør i dag inddrage den alternative behandling på lige fod med den almindelige medicinske og kirurgiske behandling. Selvfølgelig har den alternative behandling begrænsninger, f.eks. er der mange typer af kræft, som skal opereres, ligesom et brækket ben skal i gips eller opereres. Men ved mange medicinske sygdomme, hvor kroppen typisk er ude af balance, kan man med stor effekt behandle med alternative metoder

Hvilke sygdomme kan behandles alternativt?

I princippet kan de fleste lidelser hos dyr behandles med alternativ medicin. Det er dog vigtigt, at en dyrlæge har stillet en diagnose på dyrets sygdom, og at dyrlægen og du som dyreejer har diskuteret mulighederne for helbredelse eller afhjælpning af dyrets problem med traditionel behandling i forhold til alternativ behandling, således at dyrets fremtidige livskvalitet sikres bedst muligt.

Der er gode erfaringer med behandling af visse muskel- og knoglelidelser (gigttilstande og forstuvninger), mave- og tarmlidelser, hormonforstyrrelser, hudproblemer samt psykiske og mentale lidelser hos hund og kat.

Hvilke typer behandling bruges i Danmark?

I Danmark bruges homeopati, kinesisk plantemedicin og akupunktur. Derudover er massage, fysioterapi samt kiropraktik blevet meget populært.

Kinesisk plantemedicin og akupunktur er kun en meget lille del af det kinesiske behandlingssystem, som strækker sig årtusinder tilbage, og som bunder i en helt anden opfattelse af kroppen og sjælen, end vi som vesterlændinge overhovedet kan forestille os. Hovedessensen i alt kinesisk filosofi, som også gennemstrømmer deres syn på behandling af sygdomme, er, at alt består af modsætninger, som ikke kan eksistere uden hinanden, og som skal være i balance. Dette er symboliseret ved cirklen med sort og hvidt i, det meget velkendte Yin/Yang symbol. 
Og meget groft kan man sige, at hvis en sygdom består af for meget Yin, så skal man oprette balancen med Yang.

Homøopati

Homøopati er en naturmedicinsk behandlingsform med sin egen filosofi, sine egne lægemidler og en lang tradition og historie. Behandlingsformen blev grundlagt og systematiseret af den tyske læge, Christian Friedrich Samuel Hahnemann (1755-1843), som publicerede sine første teorier i 1796. Siden hans tid har homøopatien vundet udbredelse i en stor del af verden, hvor den bruges i behandlingen af både mennesker og dyr.

Homøopatiske lægemidler er meget fortyndede ("potenserede") opløsninger af stoffer fra plante-, dyre- eller mineralriget, og disse gives i små doser til det syge dyr. Der er således ingen skadelige virkninger forbundet med brugen af medicinen. Medicinen udvælges efter "lighedsprincippet", en slags "med ondt skal ondt fordrives". Det vil sige, at det syge dyr behandles med et homøopatisk middel, som i koncentreret form fremkalder lignende symptomer hos et rask individ. Medicinen indgives direkte i munden som f.eks. dråber eller sukkerkugler. En homøopatisk behandling kræver ofte tålmodighed da den kan strække sig fra en dag op til mange måneder afhængig af sygdommens art, omfang, lægemidlets potens og dyrets respons på behandlingen. Det er vigtigt at en dyrlæge løbende vurderer dyrets livskvalitet, da det i nogle tilfælde kan være nødvendigt at supplere med f.eks. smertestillende medicin.

Akupunktur

De tidligste optegnelser af akupunktur går helt tilbage til år 2500 før Kristus, og rent praktisk har man brugt akupunktur i mindst 2000 år i Kina. Først I midten af forrige århundrede begyndte man i den vestlige verden at interessere sig for denne behandlingsform. Akupunkturen vinder stadig større accept i vor del af verden, og akupunkturbehandling af dyr bliver brugt i stadig større udstrækning.

Ved akupunkturbehandling påvirkes punkter, der ligger på de såkaldte akupunktur-meridianer. Inden behandlingen beslutter man, hvilke punkter der skal anvendes. Dette afhænger af lidelsens art og dyrets symptomer. Punkterne kan findes, dels som "ømme" områder eller smertepunkter, dels med en punktsøger. Endelig kan punkterne findes udelukkende ud fra deres anatomiske placering. Selve stimuleringen af et akupunkturpunkt kan foregå ved nålestik, hvor en akupunkturnål indstikkes igennem huden ind i punktet. Via denne nål kan stimulationen forstærkes eller suppleres ved hjælp af manipulation (bevægelse), elektrisk strøm og varme. Behandlingen med nåle tolereres af de fleste dyr. Nålene, der anvendes, er så tynde og bøjelige, at der kun er ringe eller ingen reaktion ved indstikket. Meget nervøse eller aktive hunde samt katte tolererer måske ikke denne behandling, og derfor kan man her bruge akupressur (tryk med fingre) samt laserbehandling af punkterne.

Punkterne kan også stimuleres ved at sprøjte væske eller medicin ind i punktet. Derudover kan man via kraftige kanyler ilægge forskellige typer af metal, og her er der observeret gode resultater med guld, som jo ikke giver kemiske bivirkninger.

Guldakupunktur

Hvis man virkelig tvivler på, om alternativ behandling virker, kan man kontakte en af de mange hundeejere, som har fået behandlet deres hund med guld akupunktur for hofte- og led problemer. Især ved hofteledsdysplasi, som kan medføre smertefuld slidgigt i hofterne, mener vi, der udfører alternativ behandling at se rigtigt gode resultater. Man fører under traditionel skånsom bedøvelse små 24 karats guldstumper ind i bestemte punkter ved hofteleddet, med en kraftig kanyle og mange hundeejere vil fortælle at deres hund er som ny.

Og hvad er egentlig årsagen til dette? En kinesisk dyrlæge ville sige, at der i et smertefuldt led er en Yin-tilstand. Yin står for det mørke, indadvendte og negative. Ved at ilægge guld, som er et ekstremt Yang-metal (lyst, udadvendt og positivt), får man ligevægt i leddet, og smerten forsvinder. Men vi vesterlændinge skal helst have beviser for alt, så vores opfattelse er, at i et led, som smerter, er der en svag negativ bioelektrisk spænding, som når der bliver ilagt guld, ændres til en neutral eller svag positiv bioelektrisk spænding.

Der er dog nye teorier, som beskriver en virkning som følge af udskillelse af guldsalte.

Massage, fysioterapi og kiropraktik

Disse behandlingsmetoder er blevet meget populære indenfor de sidste år. Efter led og knogleskader er en god genoptræning ligeså vigtig som selve operationen, og her er der nu mange dyreklinikker, som kan tilbyde denne service. Mange dyrlæger og veterinærsygeplejersker har taget efteruddannelse i genoptræning, og man kan på ens egen dyreklinik henvise til klinikker, som tilbyder denne service.

Genoptræningen foregår bl.a. i vand, enten i swimmingpool, varme bade eller i "Water-walker", som er et avanceret løbebånd under vand. Derudover foregår massagen, fysioterapien samt kiropraktik i selve klinikken.

Hvilke dyrlæger behandler med alternativ medicin?

Der er idag en lang række dyrlæger, som beskæftiger sig med disse behandlingsformer, og de fleste er medlemmer i Foreningen for Integreret Veterinærmedicin (FIV). Denne forening har til formål at udbrede kendskabet til og formidle oplysninger om alternativ veterinærmedicin og tilbyder sine medlemmer spændende kursusaktiviteter med mange udenlandske foredragsholdere, undervisning, uddannelse og certifikater, medlemsblade og andre interessante tilbud. Samtidig er det et forum for udveksling af erfaringer indenfor disse meget spændende områder.


Spørgsmål vedr. foreningen kan rettes til:

FIV, postboks 429, 1505 København V

Oplysninger om hvilke dyrlæger, der tilbyder alternativ behandling, kan fås ved henvendelse hos egen dyrlæge.