Tyrkisk Angora

Historie

Tyrkisk angora har eksisteret i mange århundreder. Man mener at kunne spore den tilbage til 1400-tallet.
Man er ikke helt sikker på, hvorfor den har udviklet sin lange silkeartige pels, men klimaet omkring de høje plateauer i Tyrkiet har givetvis favoriseret de mere langhårede individer frem for de korthårede.

I slutningen af det 15. århundrede blev den importeret til England og Frankrig, hvor den stille og rolig blev fortrængt af Perseren, hvis popularitet var voldsom. På et tidspunkt omkring 1900 var racen ved at uddø, men i Ankaras Zoo startede man et avlsprogram for at bevare denne meget smukke og elegante kat. I dag er den ved at vinde indpas i de danske hjem, men på verdensplan er det stadigvæk en sjælden kat. I USA ligger den på en 24. plads med hensyn til valg af racekatte.

Udseende

En del forveksler Tyrkisk Angora med Perseren, men der er faktisk ikke mange lighedspunkter. Angoraen er en mellemstor kat med en lang krop, med store og mandelformede øjne. Hunkatte vejer typisk 3-5 kg, mens hankatte er 5 kg+.

Lille let V-formet hoved med en lang slank hals. Benene er lange og halen er lang og dansende.

Pelsen er det, man kalder semilanghåret. Den er silkeagtig og har ikke nogen underuld. Den er længere ved nakken og på halen. Oprindelig har pelsen været hvid, men der er i de senere år kommet mange forskellige farvekombinationer.

Temperament og pleje

Katten er overordentlig livlig og vil sjældent holdes ret længe af gangen. Den elsker højder og springer gerne i træerne, så man vil oftest finde katten højt oppe. Katten er meget legesyg og har som Tyrkisk Van en forkærlighed for vand.

Katten har en mild og blød stemme som bruges hyppigt. Den er glad for de fleste fremmede, men knytter sig stærk til en person i familien, som den stoler fuldt på.
Pleje af pelsen er ligeledes meget nem.

På grund af den ringe underuld er det faktisk nok af børste den en gang ugentligt. Racen har et stort pelsskifte om sommeren, hvor pelsen kræver lidt ekstra pleje.

Sygdom og sundhed

Tyrkisk Angora har ry for en høj forekomst af døvhed, hvilket ikke længere er tilfældet hos ægte Tyrkisk Angora. Historisk avlede man hvid/hvid, hvilket gav en høj forekomst af døvhed. Dette skyldes, at det dominante gen, som giver de blå øjne og den hvide pels i nogle tilfælde kan forvolde en degenerativ forandring af det indre øre.

FIFe og Felis Danica har heldigvis gjort en meget stor indsats for at afhjælpe problemet om døvhed. Den farvede Tyrkisk Angora blev godkendt i FIFe allerede i 1994. FIFe lavede i 2013 et påbud om, at man ikke må avle hvid/hvid, kun hvid/farvet, og du må naturligvis hverken avle eller udstille en døv Tyrkisk Angora.

Som ved andre racer skal du være opmærksom på mundhuleproblemer, tandsten og tandkødsbetændelse.