Hund
Kat
Hest
Smådyr
Videnskab
VetPlan
Brevkasse
Find dyrlæge
Webshop

Sponsoreret



Russian Blue

Historie

Russian Blue's oprindelse er en smule kompliceret.
I hovedtræk stammer racen oprindelig fra Rusland, hvor den var højt estimeret ved det russiske hof. Zaren brugte blandt andet katten som en eksklusiv gave til udvalgte personer. Den ansås for at være særdeles værdifuld på grund af sin renlighed, klogskab og dejlige karakter. Man mener, at de første eksemplarer af racen kom ud i verden ved handelsskibe, og de fleste kom direkte til England.

Russian Blue har været opdrættet i England helt tilbage i 1800-tallet.

I Danmark startede de første opdræt af racen i 1941 og havde egentlig ingen direkte kontakt til Rusland.
Man ved faktisk ikke, hvorfra den kom, og man mener, at den muligvis er en almindelig lille blågrå kat med grønne øjne, som man så fik accepteret som hørende til racen Russian Blue.

Det, der er fantastisk ved denne historie, er, at hvad der end har ligget som grundlag for de danske katte, må de have haft en rimelig kvalitet, da der i 1951 kom yderst rosende bemærkninger om de danske Russian Blue fra en anerkendt engelsk dommer, Brian Stirling-Webb. Han havde været i Danmark for at bedømme katte og måtte med ærgrelse afstå fra at tage et par stykker med hjem på grund af karantæne. Avlen gik dog noget i stå efterfølgende, og vi skal frem til år 1967, hvor man fik importeret en hun fra Sverige og derved fik startet avlen op igen. Der er i de senere år kommet en kraftig stigning i forekomsten af racen.

Udseende

Katten er en slank men meget muskuløs kat. Den er langbenet, og har en lang hals med et kort kileformet hove.
I profil danner næseryggen en konveks bue, og der er tydelige knurhårspuder. Ørerne er store, temmelig tilspidsede og brede ved roden. Huden er nærmest gennemsigtig på ørerne.
De store mandelformede øjne er livligt grønne. Pelsen er kort og tæt med en ren, regelmæssig blå farve, der udviser et tydeligt sølvskær.

Temperament

Russian Blue er en reserveret katterace, som ikke bryder sig om fremmede. Til gengæld knytter den sig meget til sin ejer. Den er legesyg og elsker at jage solstråler, og legesager er bare sagen. Den kræver ligeledes at hverdagen er meget ensartet, så trives katten bedst.

Sygdom og sundhed

Udover at der kræves jævnlig mundhuleundersøgelse for at sikre, at kattes tænder er i orden, skal man som kommende Russian Blue ejer sikre sig, at killingerne har haft en god social kontakt. Problemer med denne kat er typisk adfærdsmæssige. Det er derfor overordentlig vigtigt, at killingerne har social kontakt fra en tidlig alder. Man bør derfor besøge sin opdrætter mere end en gang for at se, hvorledes killingerne bliver håndteret.