

Sponsoreret
Rhododendron

Hvordan ser rhododendron ud?
Rhododendron er en meget flot stedsegrøn prydplante som trives bedst i surbundsmiljø. Rhododendronslægten omfatter mange hundrede arter. De fleste arter er store buske eller træer.
Buskene blomstrer i maj-juni måned og findes i mange flotte farver, men den mest almindelige art herhjemme er den nordamerikanske art Rhododendron catawbiense grandiflora med karakteristiske blå-lilla blomster.
Hvordan kommer man i kontakt med rhododendron?
Rhododendron findes i mange haver og parker. Typisk kommer får, geder og kvæg i kontakt med planten, når de får adgang til afskårne grene eller græsningsområder med rhododendronbuske. Alle plantens dele indeholder giften.
Hvilken gift indeholder rhododendron?
De fleste Rhododendron arter indeholder giftstoffet andromedotoxin. Arterne R. hirsutum og R. ferrugineum indeholder ikke giftstoffer.
Hvordan viser forgiftningssymptomerne sig?
Forgiftningssymptomerne indtræder forholdsvis hurtigt:
- Følelsesløshed på tunge og i svælg
- Kvalme
- Små doser nedsætter hjertets arbejde, middelstore doser bevirker, at dyrene får respirationslammelse, mens større doser lammer hjertet.
- Fra England er der rapporteret om dødelige forgiftninger af kvæg og får som har haft adgang til rhododendron.
Hvad kan man gøre for at modvirke giften?
Der findes ingen specifik modgift.
Specielt om rhododendron
Mennesker som er forgiftede med rhododendron oplever, at den følelsesløshed, der optræder på tungen og i svælget, breder sig til resten af kroppen. Patienterne oplever myrekryb eller brændende fornemmelser, kombineret med en meget voldsom kuldefølelse, ("isvand i årerne"). I dette stadium er patienten ved fuld bevidsthed.