Hund
Kat
Hest
Smådyr
Videnskab
AniPlan
Find dyrlæge
Webshop

Manx

Historie

Manx er en meget specielt udseende race, da den er uden hale! Racen har eksisteret i mange århundreder på øen Isle of Man, som ligger i området mellem Liverpool og Belfast. Den kendes af mange fra fortællingerne om "Pelle Haleløs".
Katten er forbundet med mange spændende myter på grund af den manglende hale. Nogle beretter, at det opstod, fordi Noah lukkede døren til sin ark lidt for hurtigt og derved kappede halen af. Andre hævder, at invandrere stjal halerne og satte dem på deres hjælme, så kattene i konsekvens heraf selv bed halerne af for at undgå den grusomme behandling.

Faktum er, at den manglende hale er et træk, der nedarves, men at man ikke ved, hvorledes mutationen er opstået.

Det kræver noget af ens tålmodighed, at have opdræt af Manx katte. Det er nemlig således, at haleløsheden ikke er renavlet, og dette medfører, at man får både haleløse (Rumpy), haleløse med brusk klap (Rumpyriser) - og stumphalede (Stumpy).

Samtidig får avleren små kuld, hvilket skyldes parring af to katte, der begge bærer arveanlægget. Overføres anlægget til fosteret fra begge forældre, vil det gå til grunde og resorberes af organismen. Og hvis man parrer to Rumpy's, kan man risikere, at afkommet  bliver så defekt, at det ikke kan leve. Derfor parrer man ofte Rumpy med Rumpyriser eller Stumpy.

I Danmark så man første gang Manx'en på en katte udstilling i 1934.

Udseende

Katten er middelstor, har kraftig kropsbygning med kort ryg, et højt afrundet bagparti og et bredt bryst. Hovedet er stort og rundt med brede kinder, den har store runde øjne og mellemstore ører. Der, hvor halen skulle være, skal være en tydelig fordybning. Pelsen er kort og har en tæt og blød kvalitet. Alle farver er tilladt. Vægten af en udvokset hankat ligger på 4-6 kg og hunnernes på 3,5-5 kg.

Temperament

Katten er den perfekte jæger. Dens kropsbygning gør den stærk og hurtig og samtidig meget modstandsdygtig overfor vejret. Trods dette er det en fin familiekat, der virkelig knytter sig tæt til sin familie. Den er legesyg og social uden at "klistre". Den er let snakkende og fornemmer meget ofte de vibrationer, der er i huset, hvilket gør det til en nem kat at have.

Den skal børstes en gang om ugen på grund af den tætte underuld.

Sygdom og Sundhed

Generelt er Manx-katten robust og sund. Problemerne hos racen skyldes hovedsagelig medfødte misdannelser. Disse kan være af forskellig karakter, men de er alle lokaliseret til problemer med ryggen og rygmarven. Misdannelserne opstår, når en killing modtager genet for haleløshed fra begge forældre. Defekterne ses ofte ved fødslen, men der kan gå op til 4 måneder inden problemerne viser sig, afhængigt af, hvilken defekt det drejer sig om. Derfor beholder opdrætterne altid killingerne i mindst 4 måneder for at sikre sig, at de er sunde. Af andre lidelser skal man som ved de fleste katte holde et vågent øje med tænderne og undgå, at der dannes for meget tandsten.

Netdyredoktors nyhedsbrev Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder om dyrs sundhed, tips til træning og masser af gode tilbud