Hund
Kat
Hest
Smådyr
Videnskab
VetPlan
Brevkasse
Find dyrlæge
Webshop

Sponsoreret

Bengal

Historie

Bengalen er opstået som et forsøg på at krydse den asiatiske Leopardkat, som er en vildkat med en asiatisk tamkat. De første krydsninger startede i 1963. Man var meget interesseret i at bevare Leopardkattens flotte tegninger, men ville prøve at få temperamentet tilpasset således, at det var muligt at have katten i et almindeligt hjem.
I starten var der udtalte problemer med dette, hvor man fik meget svingende resultater.

Hertil kom, at man løb ind i et frugtbarhedsproblem, idet mange af de hanner, der blev født, var ufrugtbare. Baggrunden for det avlsresultat, vi ser i dag, er grundlagt i 1980.

Det har været vanskeligt at få denne race anerkendt, blandt andet på grund af det ustadige temperament. Men da Bengalens udseende unægtelig er helt fantastisk flot, har det nok været medvirkende til, at katten alligevel har vundet indpas de fleste steder rundt om i verden, blandt andet i Danmark.

Udseende

Katten har en lang, slank men muskuløs krop. Det er en mellemstørrelse kat, hvor den fuldvoksne hankat vejer 4-8 kg og hunkatten vejer 3-5,5 kg. Katten har et forholdsmæssigt bredt kileformet hoved med store ovale øjne. 
Den altoverskyggende karakter ved denne kat er pelsen, som er helt enestående. Der findes forskellige variationer i mønstre som leopardtegning, marmorering og snebengal. Det er endvidere kendetegnende, at Bengalens kraftige pels, også hvad struktur angår, minder mere om den vilde kats pels end om den tammes. Den er nemlig usædvanlig blød og meget tæt.

Temperament og pleje

Da man generelt har fået styr på temperamentet, må Bengalen karakteriseres som meget aktiv og legesyg. Man siger, at det er en ekstrem intelligent kat, som også har en social side.

Et andet specielt træk ved denne race, er at kattene er meget glade for vand, og man skal passe specielt på, hvis man har akvarium, da katten elsker at fouragere i dette.

Racen er ikke vanskelig at holde. Den kræver som andre katten børstning, og hvis man gør det dagligt, er man rigelig dækket ind.

Sygdom og sundhed

Bengalen er tilsyneladende en sund kat. Det, som volder de største problemer med denne kat, er frugtbarheden og opførslen. Hvis man er kommende Bengal ejer, er det en god ide at undersøge, hvor langt tilbage i stamtavlen, der er blandet Leopardkat ind i linien. Man foretrækker generelt, at det ligger længere tilbage end 4 generationer.

Andre ting, der skal tages hensyn til, er selvfølgelig almen hygiejne og specielt mundhuleundersøgelser.