Sponsoreret
Fysisk og mental udvikling
Artiklen er skrevet af Irene Jarnved og Lise Lotte Christensen.
Ved hjælp af tidslinjen kan du følge med i hundens udvikling og få gode råd om, hvad du skal være opmærksom på i en specifik periode igennem din hunds liv. Du får tips til hensigtsmæssig træning og en viden om, hvilke særlige hensyn du bør tage over for din hund.
Hundens fysiske og psykiske udvikling
Alle hunde - uanset race - gennemgår de samme udviklingsstadier fra de fødes, til de dør. Alle hunde har derfor de samme behov for at lære, hvilken art de tilhører, og for at udvikle deres sociale egenskaber over for artsfæller og mennesker.
Udviklingshastigheden både fysisk og mentalt varierer afhængig af race. Generelt udvikler hvalpe af små og mindre racer sig lidt hurtigere end hvalpe af store racer. Nogle små racer er derfor at betragte som voksne, allerede når de er omkring 12 måneder, imens andre, og store racer, først anses for at være voksne, når de er omkring 24-36 måneder.
De vigtige udviklingsstadier
Både som opdrætter og hundeejer er det vigtigt at have indsigt i hvalpens og hundens udviklingsstadier, indtil den aldersmæssigt kan betegnes som voksen.
Det gælder i forhold til prægning i den helt spæde alder. Og specielt socialisering af hvalpen i den meget vigtige socialiseringsfase. I denne periode vil både positive og negative oplevelser være toneangivende for hundens reaktion og opfattelse af sine omgivelser resten af dens liv.
Så vær opmærksom på, at der findes en rette alderssvarende periode, hvor hvalpen er mentalt udviklet og i stand til at forholde sig til livets indlæring af for eksempel:
- en prægning og socialisering hos opdrætter, der ruster hvalpen til at skifte hjem uden mentale udfordringer
- indlæring af hverdagens regler og begrænsninger i det nye hjem
- hundetræningens øvelser indlært fra hvalpealderen
- håndtering af udefrakommende stimuli, for eksempel andre hunde, lyde, hændelser og så videre
Hvalp og ejers opbygning af relation
Det er af stor vigtighed, at hvalpens oplevelser bliver gode og succesfulde, så dit og hvalpens samarbejde og jeres indbyrdes relation udvikler sig til at blive et stærkt bånd imellem jer. Det sikrer du ved at tage hensyn og tilrettelægge socialiseringen og træningen således, at du i tempo og sværhedsgrad ikke kommer til at presse hvalpen eller hunden unødigt.
Du kan, via opmærksomhed, tålmodighed og viden, undgå mange misforståelser og i stedet udvikle et optimalt samarbejde med din hund, der bygger på tillid, respekt og glæde.
Læs specifikt om hver alder: