

Sponsoreret
Xylitol
Hvad er xylitol?
Xylitol er et kunstigt sødestof, som anvendes i levnedsmidler i stedet for sukker. Det bruges især i kager, læskedrikke, sukkerfrit tyggegumi (også nikotin-tyggegummi), tandplejemidler og produkter beregnet til diabetikere. Xylitol forekommer naturligt i fiberholdige grøntsager og frugt samt i veddet fra forskellige træer, f.eks birk. Fødevarekoden for xylitol er E967.
Xylitol er særdeles giftigt for hunde, da det hos dem udløser en voldsom frigørelse af kroppens eget insulin. Dermed falder blodsukkeret drastisk og udløser voldsomme symptomer. Denne mekanisme ses ikke hos mennesker.
Andre sødestoffer som sorbitol, saccharin, maltitol, sucralose er ikke giftigt for hunde.
Hvad er forgiftningssymptomerne ved xylitol?
Inden for en halv til én time efter indtagelsen ses symptomer, der svarer til et insulinchock. Hunden vil kaste op og virke sløv, der kommer slingerhed og kramper og måske til sidst kollaps. Der findes hunde, hvor man ikke vil se denne reaktion, men i stedet udvikler de leverskader i løbet af de næste par døgn.
Symptomerne ses, hvis en hund indtager mere end 50 mg pr kg legemsvægt. Det kan betyde at få stykker sukkerfrit tyggegummi til en mindre hund, kan overskride grænsen for, hvad der er farligt.
Hvordan behandles xylitol-forgiftning?
Da optagelsen af stoffet foregår særdeles hurtigt og effektivt fra mavetarm-kanalen, er der ikke meget mening i at forsøge at fremkalde opkastning eller at indgive stoffer, der måske kan neutralisere xylitol. I stedet skal hunden til dyrlæge hurtigst muligt og have taget en blodprøve og lægges på drop. Blodprøven vil vise indholdet af glucose i blodet og en del andre parametre. Den vil blive brugt som udgangspunkt for behandlingen.
Har din hund indtaget et produkt med xylitol, så husk at tage emballagen med til dyrlægen. Så har denne bedre chancer for at beregne, hvor meget xylitol den har spist.
Hvordan behandles xylitol-forgiftning?
Gennem droppet vil man tilføre glucose i de mængder, der skal til for at genoprette det normale blodsukker. Da der opstår generel ubalance i kroppen, kan det også blive nødvendigt at tilføre andre stoffer. Man vil også interessere sig for levertallene, da der kan være tale om leverskader.
Det er aktuelt med intensiv overvågning og fornyede blodprøver over et par dage.
Hvordan er udsigterne?
Forudsat at hunden kun har indtaget moderate mængder af giftstoffet, og at der hurtigt iværksættes en målrettet behandling, er udsigterne til fuld helbredelse gode. Ved indtagelse af større mængder og for sen eller utilstrækkelig behandling ser det knapt så godt ud og kan ende fatalt. Er der indtaget større mængder, er der desuden stor risiko for varige leverskader.
Hvordan forebygges xylitol-forgiftning?
Det kan være fristende – i misforstået godhed – at lade hunden smage noget af det, man selv spiser. Men drejer det sig om produkter sødet med xylitol, kan det indebære livsfare for hunden. Der kommer flere og flere produkter på markedet med indhold af kunstige sødemidler, så derfor bør kendskabet til stoffets giftighed for hunde udbredes mest muligt.
Check også emballagen for E-nummeret E967.