

Sponsoreret
Bedøvelse af katte
Hvorfor skal katte bedøves?
Det primære formål med enhver form for bedøvelse er at mindske eller ophæve kattens bevidsthed og helt ophæve kattens smertesans.
Bedøvelsen skal tilgodese to overordnede krav: Katten bliver behandlet så blidt som muligt og påført et minimum af tvang under dyrlægens forskellige undersøgelser og behandlinger. Dyreværnsloven indeholder meget præcise bestemmelser for, hvornår der skal bruges bedøvelse. Rent praktisk er en god bedøvelse også en fordel, idet det giver arbejdsro til at foretage den bedst mulige undersøgelse og behandling. Desuden er der mindre risikoen for, at dyrlægen eller veterinærsygeplejersken bliver revet eller bidt af katten.
Katten vil altid blive bedøvet før en operation, dels for at undgå smerter og ubehag hos katten, og dels for at sikre den bedst mulige behandling. Katten bliver i visse tilfælde også bedøvet før andre undersøgelser end en egentlig operation. Det kan være i forbindelse med røntgenoptagelse, ultralydstandrensning, kikkertundersøgelse (endoskopi), forskellige prøver m.m.
Selve bedøvelsen er ikke smertefuld for katten, men den kan blive nervøs eller bange, og det kan gøre det svært eller umuligt for dyrlægen at gennemføre et indgreb. For eksempel kan det - afhængig af kattens temperament og psyke - være umuligt at foretage en tilfredsstillende røntgenundersøgelse af en ængstelig kat, der ligger og ryster på røntgenbordet. Billederne bliver uskarpe, så der skal tages nye billeder, og dermed bliver katten endnu mere bange.
På almindelige hospitaler får patienten altid en grundig forklaring om undersøgelsen, både med hensyn til hvad der skal ske, og hvor længe det tager. Det er i sagens natur ikke muligt for dyrlægen at forklare katten de ting.
Hvordan bliver katte bedøvet?
Før selve bedøvelsen får de fleste katte en kraftig beroligende indsprøjtning, og det er der to store fordele ved. Katten er dermed rolig og afslappet, når selve bedøvelsen sker, og mængden af bedøvelsesmiddel kan mindskes betydeligt. Dyrlægen benytter sig af flere forskellige former for bedøvelse:
Bedøvelse med bedøvelsesmiddel i gasform:
Den mest almindelige bedøvelsesform, der både ophæver bevidsthed og smertesans fuldstændigt. I mange tilfælde får katten først barberet og renset et lille område på det ene forben. Her kan dyrlægen finde en blodåre, hvor der bliver sprøjtet bedøvelsesvæske ind, hvorefter katten blidt og roligt falder i dyb søvn. Virkningen varer kun i 2-5 minutter. Straks efter indsprøjtningen bliver en gummislange til ilt og bedøvelsesgas ført ned i kattens luftrør. Katten vil være bedøvet, så længe der bliver tilført ilt og bedøvelsesgas til gummislangen. Bedøvelsesformen bliver primært brugt i forbindelse med indgreb, der tager lang tid.
Under mindre og meget kortvarige indgreb kan dyrlægen nøjes med at bedøve katten med en indsprøjtning af bedøvelsesvæsken.
Rygmarvsbedøvelse:
Ved rygmarvsbedøvelsen bliver et lokalbedøvelsesmiddel sprøjtet ind i rygmarvskanalen. Det betyder, at bagkroppen bliver fuldt bedøvet, mens katten stadigvæk er ved bevidsthed. Rygmarvsbedøvelsen bliver f.eks. anvendt ved kejsersnit og knæoperationer.
Injektionsbedøvelse:
Katten bliver bedøvet med en indsprøjtning, der består af en blanding af beroligende og smertestillende medicin. Blandingen bevirker, at de to typer medicin hver især forstærker hinanden. Katten mister smertesans og bevidsthed i 30-60 minutter ved den bedøvelsesform, så injektionsbedøvelsen bliver overvejende brugt i forbindelse med mindre, kortvarige indgreb som f.eks. røntgenundersøgelser, øremærkning, kastration, sterilisation og tand- og ørerensning.
Lokalbedøvelse:
Bedøvelsen sker ved, at dyrlægen sprøjter et lokalbedøvelsesmiddel ind i det område, hvor katten skal behandles. Bedøvelsesformen bliver typisk brugt i forbindelse med syning af mindre rifter og lignende. Katten er ved fuld bevidsthed, og smertesansen er kun ophævet i det område, der er lokalbedøvet.
Er der en risiko ved bedøvelser?
Der er altid en risiko ved bedøvelser, men i forbindelse med de nye og moderne bedøvelsesmidler er risikoen meget lille. Under alle omstændigheder skal risikoen altid opvejes mod hvorledes hvert enkelt tilfælde ville udvikle sig, hvis katten ikke blev bedøvet og fik den optimale behandling.
For at mindske risikoen yderligere undersøger dyrlægen altid katten grundigt før bedøvelsen, og er især opmærksom på kattens kredsløbs- og lungefunktion. Dyrlægen ser også efter, om katten har nogen form for betændelse i kroppen, eller om den får nogen form for medicin. Det er tit en god idé, at katten får analyseret en blodprøve før bedøvelsen, hvor eksempelvis lever- og nyrefunktion bliver undersøgt. Hvis katten har nedsat modstandskraft eller problemer med lever- og nyrefunktionen, kan dyrlægen tage sine forholdsregler eller helt aflyse bedøvelsen, indtil katten er rask igen.
Hvis du har bemærket usædvanlige symptomer hos din kat før en bedøvelse, eller hvis din kat tit har været syg eller har haft problemer i forbindelse med tidligere bedøvelser, er det meget vigtigt, at du fortæller det til dyrlægen.
For at undgå at katten kaster op under eller efter bedøvelsen, må den ikke få fast føde i mindst 12 timer før en bedøvelse. Opkastningerne kan medføre lungebetændelse eller i værste fald kvælning.
Overvægtige katte har større risiko for forstyrrelser i lunge- og kredsløbsfunktionen og dermed også større risiko ved bedøvelser.
Du skal kontakte dyrlæge, hvis...
Når katten bliver sendt hjem efter en bedøvelse og behandling, vil du altid blive orienteret om bedøvelsesformen, og om hvordan du skal passe katten de kommende dage. Når du kommer hjem, skal du holde katten varm og placere den i rolige omgivelser. Undgå så vidt muligt uro omkring katten. Katten vil under alle omstændigheder være sløv de næste 24 timer, alt afhængig af bedøvelsesformen. Det er en fordel at vente med at lukke katten ud i det fri, indtil den er fuldstændig frisk igen.
Hvis katten har været bedøvet ved hjælp af en gummislange i luftrøret, kan den normalt have en let hoste de første 12-24 timer efter bedøvelsen. Katten må altid drikke vand med det samme og kan ofte spise et let måltid, medmindre du har fået anden information af dyrlægen. Dyrlægen vil informere dig om, hvordan katten skal fodres efter bedøvelsen. Alt afhængig af årsagen til bedøvelsen kan det blive nødvendigt med en fasteperiode eller fodring med diætfoder.
Hvis katten er blevet opereret, forklarer dyrlægen dig, hvordan du skal holde øje med operationssåret bagefter. Måske skal katten have smertestillende medicin, og i nogle tilfælde kan det være nødvendigt, at katten får en plastikkrave på for at forhindre, at den slikker i såret. Hvis katten har fået en forbinding eller bandage på, er det meget vigtigt, at den bliver holdt tør. Du skal kontakte dyrlægen, hvis katten efter en bedøvelse.
- Ikke har lyst til at spise eller drikke efter 24 timer
- Ikke er frisk efter 24 timer
- Får feber
- Hvis et operationssår springer op, virker hævet eller flyder med væske
- Hvis en forbinding eller bandage virker stram, bliver våd eller begynder at lugte underligt.
Hvis du har andre spørgsmål, eller hvis du er bekymret for din kats tilstand, så ring til dyrlægen med det samme.