Hvalp knurrer af fremmede børn

Vi har en cocker spaniel på næsten 5 måneder. Siden hun var 9 uger gammel, har jeg haft hende med på mit arbejde (en tøjbutik), hvilket har forløbet helt fint, indtil nu! Hun har sin egen kurv, som hun ligger i, når hun vil slappe af. Jeg gør også kunderne i butikken opmærksom på, at de ikke må røre hende, når hun ligger i kurven, da det er hendes "helle". Det fungerer også ok, men der er nogle som har lidt svært ved at holde fingrene fra hende, da hun jo er en dejlig hund. Hun er ellers en meget glad og nysgerrig hund, som godt kan lide opmærksomhed og at blive kælet med.

Men her er så vores problem: for ca. en uge siden begyndte hun at knurre ad børn! Det har hun aldrig har gjort før. Det er som om, at hun er blevet bange for børn. Det er ikke fordi der har været nogle episoder, hvor børn har gjort hende fortræd, det er bare kommet lige pludselig. Kan I hjælpe os med vores hund, da vi virkelig gerne vil have, at den kan være i samme rum med børn?

Mvh
Lisette

Svar fra Netdyredoktor

Kære Lisette

Det er dejligt, at du har mulighed for at have din hund med på arbejde. Hvalpe og unghunde har godt af at blive socialiseret, men de har også brug for en hel del hvile og ro i løbet af dagen. Som du selv er inde på, er det vigtigt, at hunden har et sted den hvor den kan være i fred. Du nævner, at folk ikke altid respekterer, at de skal lade hende være i fred i kurven. Det er stressende for hunden konstant at blive forstyrret og derfor skal du placere kurven et sted, hvor folk ikke kan komme til hende, eksempelvis bag ved skranken. Der kan hun hvile sig i fred, og du undgår at virke uhøflig, når du skal stoppe de nysgerrige kunder. Det er dit ansvar, at hunden ikke bliver forstyrret, når den hviler sig! Hvis du har meget travlt og ikke kan holde hunden under opsyn, bør du lade hunden blive hjemme.

Det lyder ikke som om, at I selv har mindre børn, hvorfor hun ikke ad den vej er blevet præget på børn. Mindre børn kan, for hunden, virke lidt "mystiske" , med deres lidt "sjove" gang, ukoordinerede bevægelser, anderledes lyde, stirrende øjne, gribende hænder og påtrængende kontakt. I har måske ikke bemærket, at hunden har haft en ubehagelig oplevelse med et barn, men den kan også være blevet forstyrret, overrasket eller forskrækket i samværet med et barn. Et af de førnævnte eksempler, kan være årsag til hundens reaktion.

Uanset anledningen, er det meget vigtigt at I straks genskaber hundens tillid til børn. Det kan I gøre ved at planlægge et "træningsforløb" med børn:

  • Start denne træning hjemme, hvor I kan arbejde uforstyrret. Indledningsvis har I brug for at få hjælp af et par rolige, større børn (5-6 år).
  • Giv børnene nogle lækre godbidder og instruer dem i, at de skal kalde lokkende på hunden. Når hunden kommer over til dem, belønner de straks kontakten med en godbid. Mens hunden tager kontakt og modtaget sin belønning, skal du tale rosende og opmuntrende til hunden.
  • Få børnene til at gå lidt væk og bed dem igen om at kalde på hunden. Hunden belønnes atter med godbid. Når hunden glad kommer til dem, kan de roligt berøre den på siden af hovedet og på bringen.
  • Det er vigtigt at børnene ikke omklamrer hunden!
  • Hold pause (lad hunden være i fred) og gentag evt. senere.
  • Når hunden villigt og på eget initiativ opsøger større børn, kan I gentage samme træningsforløb, med lidt mindre børn. Husk at rose og stoppe, mens I har succes.
  • Når I har succes på hjemmefronten, kan du gentage træningen med udvalgte børn i forretningen.
  • Husk på, at det altid er hunden, der skal tage kontakt med børnene (og de voksne) og ikke omvendt.
  • Lad aldrig hunden være alene sammen med børn!
  • Du bør iagttage en mærkbar fremgang i løbet af nogle få træningsgange.

Hvis du er i tvivl om håndteringen af problemet, eller du ikke ser en tydelig fremgang, skal du søge professionel hjælp fra en dyrlæge eller en hundekonsulent.

Held og lykke med træningen.

Med venlig hilsen

Lise Lotte Christensen

Adfærdsspecialist (hund)

Få VetPlan - en sundhedsordning til din hund

Læs mere

VetPlan sundhedsordning

Giv dit kæledyr adgang til ydelser som fx sundhedstjek, tandtjek, vaccination og rabatter på foder.

Læs mere