Tilmeld dig vores nyhedsbrev
Modtag faglig viden og spar 10% i vores webshop.
Jeg har en hund, der gerne vil spise rå kartofler. Hun tigger om at få en, når jeg er ude at grave dem op, og vil endda gerne have skrællen.
På nettet kan man kun læse om de giftige dele (grønne) af kartoflerne.
Jeg ved godt, at hunde kan tåle kartofler, når de er kogt, det får hun også. Men hvorfor spiser hun dem rå?
Venlig hilsen
Lisbeth
Kære Lisbeth
Det er rigtigt, at man på nettet kan læse en del om, hvor giftige rå kartofler er for hunde. Men det er en sandhed med modifikationer. Det er nemlig meget forskelligt, hvad den enkelte hund kan tåle. Gennem mine mange år som dyrlæge har jeg tit fået fortalt, hvor glade hunde var for at få et par rå kartofler uden skræl og at det var uden problemer.
Alle kartofler indeholder et stof, der hedder solanin, den største mængde findes lige under skrællen. Det findes i større mængder i grønne kartofler og i alle kartoffelplantens grønne dele.
Solanin ødelægges ved varmebehandling.
Der er som sagt stor individuel forskel på, hvor godt hunde tåler rå kartofler. Men hvis din hund ikke får dårlig mave eller bliver utilpas af at få et par kartofler ved køkkenvasken, så synes jeg, du roligt kan fortsætte med det - men helst uden skræl, bare for en sikkerheds skyld.
Hvorfor hun er så glad for dem, kan jeg ikke svare dig på - det er hun ikke ene om 😉
Med venlig hilsen
Kirsten Boeck
Dyrlæge og redaktør
Giv dit kæledyr adgang til ydelser som fx sundhedstjek, tandtjek, vaccination og rabatter på foder.
Læs mere