Tilmeld dig vores nyhedsbrev
Modtag faglig viden og spar 10% i vores webshop.
Vores hund har lige været hos hundetrimmeren og føler at vi behøver lidt hjælp. Vores dejlige terrier på to år er tilsyneladende blevet ked af at komme hos hundetrimmeren. Uden for salonen er der intet at mærke, men når vi går ind af døren virker hun noget usikker. Når hun kommer op på trimmebordet fordamper hendes selvtillid og hun ligner en "rødspætte". Hun er ellers glad for mennesker, er meget tillidsfuld og følger os hvor vi end går.
Hvorfor er hun utryg? Skal vi holde op med at komme det sted? Kan problemet skyldes, at hun kan mærke min nervøsitet - jeg er jo ked af at skulle tage hende derhen, når hun tilsyneladende ikke kan lide det? Hvad skal vi gøre?
Venlig hilsen
Lise
Kære Lise
Det er ikke til at sige, nøjagtig hvad der er skyld i, at jeres hund er blevet utryg var at komme hos hundetrimmeren. Meget tyder på, at hunden har haft en ubehagelig oplevelse i salonen. Hun har måske følt ubehag ved at blive håndteret og/eller trimmet, måske har hun haft det skidt den dag, eller måske har hun oplevet noget andet ubehageligt, som hun nu forbinder med salonen og trimmebordet. I princippet kunne det være en høj, forskrækkende lyd, synet af en truende hund, et ustabilt bord eller andet hun fandt ubehageligt. Så selvom ubehaget ikke var forårsaget af personen der trimmer hunden, kan det godt udløse en situationsbestemt angst hos hunden. Uanset om I påtænker at benytte denne salon igen eller ej, så skal I tage hånd om problemet og hjælpe hunden. I modsat fald kan det nemlig bevirke, at usikkerheden forplanter sig til andre situationer eller tiltager i styrke. Nedenfor finder I vores løsningsmodel:
Først er det tid til lidt selvjustits. Hvor ofte børster I selv hunden? Har I en god, daglig soigneringsrutine? Holder I pelsen fri for pelsfilter? Hvis I kan svare ja til ovenstående, så hop ned til punkt 3. Hvis ikke, så læs videre...
Det er jeres ansvar at vænne hunden til at blive børstet og holde pelsen fri for urenheder og filtret pels. Man skal altså ikke forvente at de eneste gange hunden bliver børstet og ordnet er når hunde er hos hundetrimmeren. Hvis hunden møder op i salonen med filtrer pels to gange om året, vil det med sikkerhed være en langsommelig og måske endda smertefuld oplevelse for hunden - og det vil i så fald være vores egen og ikke hundetrimmerens fejl, hunden lider under. Derfor skal vi tilvænne hunden - fra den er hvalp - at blive børstet og ordnet, og vedligeholde pelsen mellem trimninger.
De fleste hundetrimmere er flinke og forstående folk, og derfor vil vi anbefale, at I tager derhen og foreligger dem denne plan. De kan nemlig også være med til at hjælpe hunden. Hvis de ikke ønsker at hjælpe jer, bør I nok vælge et andet sted, eller lære at trimme selv!
I skal nu til at gøre hende glad for at komme på trimmebordet, og blive håndteret af både jer selv og fremmede. I skal betragte dette som enhver anden indlæringssituation, og I skal træne korte sekvenser, flere gange om dagen.
Indkøb eller lav jeres eget improviserede trimmebord med en skridsikker måtte. Gør det sjovt og behageligt at være på trimmebordet. Beløn (lækre godbidder, ros og klap) hunden for at stå på bordet i få sekunder. Afled hendes opmærksomhed hvis hun bliver usikker. Ros hende når hun igen er rolig. Beløn for at gå og stå på bordet i lidt længere tid. Lad hende spise sin mad på bordet. Ros og kæl for hende når hun er på bordet.
Når hun igen er glad for at være på trimmebordet, kan I begynde at børste hende. Brug samme fremgangsmåde som punkt 5.
Introduktion til berøring og børstning af fremmede. Efter samme princip som punkt 5, skal I gøre det sjovt at blive berørt og børstet af fremmede på trimmebordet. Start med folk hunden kender og har tillid til og få senere fremmede til det samme. Står hunden stille og er glad eller upåvirket får den godbidden. Hvis hun på et tidspunkt virker trygget, usikker eller lægger sig ned, skal I ikke give godbid, men forsøge at aflede dens opmærksomhed (få hunde til at gå rundt og evt. lave en øvelse hun kender), når den igen er faldet til ro kan I fortsætte, men kun længe nok til, at I kan rose hunden for at stå stille og være upåvirket.
Aftal med hundesalonen at I kommer forbi engang imellem. Ros og beløn hunden for at gå med ind og forholde sig rolig. Øg langsomt forventningerne og beløn alle delmål: op på bordet, stå roligt, børstes, trimmes lidt osv.
Spørg gerne om at blive hos hunden, mens de trimmer den, således at du kan rose hunden for at være rolig. Det vil ikke vare længe, så er hunden igen glad for trimmebordet.
Kontakt evt. terrierklubben. Her kan I tilmelde jer et trimmekursus. Når I selv har lært at trimme, kan I gøre det i små etaper, når det passer jer og hunden.
Held og lykke!
Med venlig hilsen
Lise Lotte Christensen
Adfærdsspecialist (hund)
Giv dit kæledyr adgang til ydelser som fx sundhedstjek, tandtjek, vaccination og rabatter på foder.
Læs mere