Tilmeld dig vores nyhedsbrev
Modtag faglig viden og spar 10% i vores webshop.
Vi er en familie med en voksen datter på 20 år og en gravhund på 12 år.
Vi har boet det samme sted i 10 år, i hus med have. Da vores datter er enebarn, valgte vi at få en ny hund, da hun blev 8 år. Det er altså lidt "hendes hund" i omtale. De sidste år har han næsten boet på hendes værelse (trods hun har haft kæreste). Hun er stille og rolig og ikke til meget fest og ballade.
Nu er hun flyttet hjemmefra i en stor lejlighed kun 5 minutters kørsel fra os. Hun går på universitetet og er væk 5 timer om dagen. Hun synes, at han skal flytte ind ved hende. Jeg ved, at hun vil tage sig af ham, og vi betaler gerne udgifter til ham.
Men er det ikke synd at flytte en gammel hund? Vi har også snakket om en deleordning, men tænker det vil forvirre ham? Vi har også tænkt 2 dage i ugen ved hende (som pasning) og derefter resten ved os.
Vi er bestemt ikke enige i, hvordan vi gør. Kan I komme med et råd?
Han har lige været syg, hvor vi troede det var slut. Men fik behandling og er næsten sig selv igen.
Venlig hilsen Annette
Kære Annette
Det er så dejligt, at I gør jer en masse tanker og overvejelser omkring dette og prøver at træffe den bedste beslutning for netop jeres hund. Nu kender jeg jo ikke jeres hund, så derfor kan svaret blive lidt generelt, og I må bruge det, I kan.
Som udgangspunkt er min første tanke at lade ham blive boende, hvor han bor nu. Han er en ældre hund, som har nogle vaner og rutiner i hjemmet, og det kan være svært at finde sig til rette et nyt sted.
Kan I mærke, at han savner jeres datter? Går han lidt hvileløst rundt, leder efter hende og ligger meget i hendes seng, tøj eller lignende? For gør han dette, kunne det måske være en mulighed at flytte ham. Så har han et behov for at være sammen med hende og savner hende. Men tilvænning til det nye hjem kan tage tid, og dét at være alene hjemme kan kræve stor tilvænning og er ikke bare noget, man lige gør. Man bør starte forfra med at lære ham at være alene hjemme, da der ellers kan opstå separationsangst. Og det vil virkelig være synd for ham.
Så... Hvis ellers han trives i jeres hjem og ikke virker frustreret og stresset over, at jeres datter er meget mere væk end tidligere, vil jeg lade ham blive, hvor han er nu. Og ellers selvfølgelig overveje flytningen nøje og tage de forholdsregler, der skal til for at hjælpe ham bedst muligt med at finde ro og tryghed i det nye hjem.
Jeg håber I finder den bedste løsning for jeres hund. Held og lykke med det.
Mange hilsener
Karina de Fries
Adfærdsrådgiver
Giv dit kæledyr adgang til ydelser som fx sundhedstjek, tandtjek, vaccination og rabatter på foder.
Læs mere