Vores kat havde mærkelige spasmer/kramper

Natten til torsdag havde vi en mærkelig oplevelse med vores kat. Ved halvottetiden opdagede vi, at Luna slet ikke kunne styre sit hoved og ben. Den havde mærkelige spasmer/kramper.

Jeg tog den op, men den var helt slap og varm, så vi troede faktisk, at den skulle dø mellem hænderne på os. Vi kælede for den og beroligede den.

Vi ringede til dyrelægevagten, da vi troede, den måske havde fået rottegift, men fik at vide, at symptomerne ikke passede.

Vi snakkede om epilepsi, men da "anfaldet" varede meget længe, kunne det nok heller ikke være det. Vi holdt en skål med vand op til den, og den fik heldigvis noget væske indenbords, skønt den havde svært ved at styre sin tunge.

Vi prøvede at sætte den ind i kattebakken, men den kunne ikke holde balancen. Det var som om, den var lammet i bagpartiet.

Dyrlægen tilbød, at vi kunne komme, men mente vi skulle se tiden an. Hun var på vagt til kl. 24. Vi gik i seng med katten og den faldt i søvn.

Vi vågnede ved 4-tiden ved, at Luna ville ud. Da kunne den både gå og stå og var som den plejer. I dag søndag er katten heldigvis ganske som den plejer - kærlig og legesyg.

Vi synes, at det var en mærkelig og meget uhyggelig oplevelse. Det var som om nervesystemet var ude af funktion.

Vi har haft katten i 1 år. Den er hentet på et internat, da var den 7 måneder. Vi har aldrig set noget lignende.

MEN det var en grim oplevelse - har I oplevet noget lignende?

Vi blev også spurgt, om den lige havde fået "loppekur" men det er 14 dage siden.
Venlig hilsen
Frank og Ulla

Svar fra Netdyredoktor

Kære Frank og Ulla

Det var en grim oplevelse, men dejligt at høre, at katten har det godt igen.

Det er meget forståeligt, at der er blevet spurgt til loppekur, for den hyppigste årsag til de symptomer, som I beskriver, ser dyrlæger, når katte er blevet behandlet med et loppemiddel til HUNDE på trods af, at det står på pakken, at det ikke må gives til katte. Det giver kramper, der ikke kan kontrolleres og som regel er det med dødelig udgang.

Katte har et specielt stofskifte og der findes en del stoffer, de ikke kan tåle. Fx må de ikke få Paracetamol - det dør de også af. Så derfor tænker jeg, at jeres kat kan have været udsat for et eller andet kemisk/medicinsk stof, den har reageret på. Måske I skal gå i tænkeboks, om det var en mulighed.

En anden mulighed er, at der er foregået noget oppe i dens hjerne, og her er epilepsi da en mulighed. Et epileptisk anfald, som skyldes elektriske fejlstrømninger i hjernen, plejer bare ikke at vare mere end få minutter. Hvis det er den vej rundt, vil det nok ske igen.

Sluttelig kan der være svulster i hjernen, men dels er katten meget ung, og dels er det virkelig sjældent hos katte.

Det er vist desværre det nærmeste, jeg kan komme på en diagnose. Lad os håbe, det ikke sker igen.

Med venlig hilsen

Kirsten Boeck

Dyrlæge og redaktør

Få VetPlan - en sundhedsordning til din kat

Læs mere