Tilmeld dig vores nyhedsbrev
Modtag faglig viden og spar 10% i vores webshop.
Livmoderbetændelse, eller endometritis, er en betændelsestilstand i livmoderslimhinden. Den kan være af både akut og af kronisk karakter, ligesom den kan forløbe både synlig med udflåd fra skeden og skjult uden ydre symptomer. Fælles for alle varianter af sygdommen er, at hoppen har svært ved at blive i fol trods gentagne bedækninger/insemineringer.
Symptomerne på akut endometritis er:
Kronisk endometritis vil altid udefra set være symptomløs. Hopper med udbredt kronisk endometritis vil dog ofte have problemer med at komme i fol, og have svært ved at opretholde en drægtighed til normal fødsel.
Dyrlægen kan stille diagnosen endometritis ved at udtage en prøve fra livmoderslimhinden, enten i form af en svaber eller, bedre, i form af en biopsi.
Udtagning af både svaberprøve og vævsprøver (biopsi) er ufarligt for hoppen.
En svaberprøve er en prøve udtaget sterilt fra livmoderslimhindens overflade. Her undersøges i et mikroskop for betændelsesceller. Desuden kan man dyrke den udtagne prøve for et eventuelt indhold af bakterier og svampe. Hvis der dyrkes bakterier, laver man ofte også en resistensundersøgelse for at finde ud af, hvilket antibiotikum, der er effektivt i behandlingen.
En biopsi er et lille stykke af slimhinden, som nappes af med en til formålet speciel tang. Det er kun forbundet med et minimum af ubehag ved indføring af udtagningsinstrumentet i livmoderen. Hoppen har ingen decideret smerte ved udtagning af en biopsi. Har man lavet en biopsi, er der også mulighed for at få laboratoriet til at lave et vævssnit.
Fordelen ved at undersøge en vævsprøve er, at man kan se eventuelle betændelsestilstande i livmoderslimhinden. Samtidig får man et indtryk af graden af henfaldet af kirtler og af arvævsdannelsen. Man får altså et udtryk for hvor meget arvæv, der findes i livmoderslimhinden.
Resultatet af biopsierne opdeles typisk i 4 grupper. Hopper i den første gruppe har normal chance for at blive i fol. Hopper i den sidste gruppe har derimod mindre end 10% chance for at blive i fol. Man får således et udtryk for hoppens fremtidige chance for at blive i fol.
De forskellige tests bruges ofte i kombination, hvorved sikkerheden for en korrekt diagnose, behandling og forudsigelse af fremtidsudsigter forøges.
Akut endometritis behandles ved en kombination af udskylning med saltvand og antibiotika lokalt i livmoderen flere dage i træk.
Det er vigtigt, efter behandling af akut endometritis, at finde den underliggende årsag til infektionen. Er det f.eks. at hoppens skedeåbning er blevet for slap, så hun suger luft ind, må denne tilstand først korrigeres. Dette kan evt. gøres ved udførelse af Caslick's operation. Dette er et lille indgreb, hvor den øverste del af skedeåbningen syes sammen under lokalbedøvelse, så skedeåbningens lukkemekanisme igen kan fungere optimalt.
Kronisk endometritis har ikke nogen eksakt helbredelsesmulighed. Alle hopper får med alderen en grad af kronisk endometritis, hvor dele af livmoderslimhinden erstattes af arvæv. Hoppens chancer for at komme i fol nedsættes meget, hvis tilstanden bliver for udbredt i livmoderslimhinden. For de værst angrebne hopper bliver konsekvensen ofte at de må sættes ud af avlen.
Fremtiden for en hoppe med akut endometritis er ofte god, idet infektionen med de fleste mikroorganismer ofte let kan behandles. Ligeledes kan eventuelle fysiske skavanker, som f.eks. mangelfuld skedelukning, ofte behandles med et godt resultat.
Er hoppen hårdt angrebet af kronisk endometritis er fremtiden som avlshoppe dog ikke god. Der er en flydende overgang fra en let angrebet til en hårdt angrebet hoppe. Man kan aldrig sige, at udsigten til drægtighed er håbløs, men ved hårdt angrebne hopper er chancen ofte under 10%.
En hoppe kan godt på samme tid have en tilstand af både akut og kronisk endometritis. Her vil en behandling af den akutte form altid give en forbedring af hoppens chancer for succesrig ifoling, selvom tilstanden af kronisk endometritis ikke kan forbedres.
Den akutte form for endometritis skyldes bakterie- eller svampeangreb af slimhinden i livmoderen. Dette kan skyldes:
Den kroniske form for endometritis skyldes et henfald af kirtelvævet i livmoderen, hvor kirtlerne erstattes af arvæv. Nogle udvikler tilstanden hurtigere end andre. Hoppen mangler således kirtler til at opretholde en normal drægtighed. Dette kan f.eks. skyldes:
Risikoen for at hoppen får akut endometritis, er generelt lille. God hygiejne i forbindelse med fødsler, overvågning af fødslen og den efterfølgende periode, samt udbedring af fysiske skader, som f. eks. mangelfuld skedelukning, vil nedsætte risikoen. Alle hopper vil med alderen i takt med et stigende antal fødsler udvikle en grad af kronisk endometritis. Det er dog kun de hårdest angrebne, der får problemer som følge af kronisk endometritis.
I vores webshop har vi et stort udvalg af alt du skal bruge til din hund
Besøg butik