Sponsoreret
Lus
Latinsk navn: Pediculosis
Af dyrlæge Mette Pilgaard Kristensen.
Hvilke lus angriber heste?
Både blodsugende og bidende lus kan angribe heste. De blodsugende lus lever af at suge blod og andre vævsvæsker fra hesten, hvorimod de bidende lus lever af hudceller og skæl. I Danmark er bidende lus langt mere almindeligt forekommende end de blodsugende typer.
Lus er artsspecifikke, dvs. de typer lus, som angriber heste, vil ikke kunne leve på andre dyrearter.
Hvad er symptomerne på lus?
Langt de fleste tilfælde af luseangreb forekommer i vintermånederne, hvor temperaturerne er lavere og hestens hårlag tilsvarende længere og tættere. Begge arter af lus kan, når de optræder i større antal, forårsage hudirritation. Dette giver anledning til stærk kløe og deraf følgende uro. På grund af kløen bliver huden skællet at se på, og der kan ses varierende grader af hårtab.
Symptomerne er som regel mest tydelige på halsen og bringen, langs hestens ryglinie, herunder i manen og halen.
Ved meget voldsomme luseangreb, især med blodsugende lus, kan hesten magrer af og evt. udvikle blodmangel.
Hvordan kan din dyrlæge stille diagnosen?
Diagnosen kan som regel stilles ved den kliniske undersøgelse, idet lusene kan ses med det blotte øje. De sidder som regel placeret på huden mellem hårene. Også æggene, som sidder fastklæbet til hårene, er umiddelbart erkendelige.
I tvivlstilfælde kan dyrlægen opsamle hudrester og skæl fra hesten, som så efterfølgende undersøges under mikroskop. Selve identifikationen af lusene er herefter ukompliceret.
Hvordan behandles heste med lus?
I modsætning til f.eks. lopper, er lus ikke gode til at overleve udenfor værtsdyret, (som de snylter på). Derfor tilbringer de hele deres livscyklus på selve hesten. Dette livsmønster gør det lettere at behandle lus, fordi hesten ikke er i risiko for konstant at blive smittet fra omgivelserne.
Er hesten angrebet af bidende lus, vil dyrlægen behandle den med et insektdræbende middel. Dette fås som pudder, pulver, eller en antiparasitær shampo. Hvis hesten har udtalt hudkløe og/eller sår i huden, kan det desuden være nødvendigt at behandle den med kløestillende creme og antibiotika.
Hvis hesten derimod er angrebet af den mere sjældne blodsugende luse-type, vil dyrlægen behandle den med et bredspektret ormedræbende middel. Dette gives som en pasta i hestens mund, som absorberes fra fordøjelseskanalen og derefter optages i blodbanen. Når så lusene suger blod fra hesten, vil de optage insektmidlet i kroppen og efterfølgende dø.
Fordi de fleste lus bedst kan lide at opholde sig i tætbehårede områder på hesten, f.eks. i manen og omkring haleroden, kan det blive nødvendigt at klippe hesten for helt at få bugt med lusene.
Hvad er fremtiden for din hest, hvis den har lus?
Lus er i de allerfleste tilfælde ikke direkte farlige for hesten; de giver udelukkende anledning til ubehag og varierende grader af kløe i huden. Med korrekt behandling vil hesten blive helbredt uden komplikationer.
Hvorfor får heste lus?
Lus smitter fra hest til hest gennem direkte kontakt mellem dyrene. Din hest kan således risikere at blive smittet, hvis den går tæt sammen med andre heste, som i forvejen er smittet.
Hvad er risikoen for, at din hest får lus?
Risikoen er størst om vinteren, hvor hestens hårlag er tykkere og mere tætsiddende. Smitterisikoen er desuden større for heste, som har megen direkte kontakt med andre heste og for heste i relativt dårlig foderstand.
Hvad kan du gøre for at forebygge, at din hest får lus?
Det er vigtigt, at hesten ikke befinder sig i et miljø f.eks. i en stald, hvor dyrene går meget tæt op ad hinanden. Du kan desuden minimere risikoen for luse-angreb ved at tynde ud i hestens man eller hale, hvis disse er meget kraftige og tykke i hårlaget.
Endelig er det vigtigt, at hesten får en tilstrækkelig mængde foder af høj kvalitet, da under- eller fejlernærede heste er mere udsat for insektangreb end raske heste.