Sponsoreret
Sur stråle
Hvad er sur stråle hos heste?
Sur stråle er en forrådnelse af strålehornet i strålen.
Hvad er symptomerne på sur stråle?
- Hesten er ofte urent gående
- Der er en karakteristisk sur lugt fra hoven
- Forrådnelsen starter oftest i strålekløften og breder sig derefter ud over hele strålen
- Hornet er sortfarvet, ildelugtende og i opløsning
- Hvis forrådnelsen har bredt sig op til ballerne og kronbæltet bagtil, fås karakteristiske ringe
- Ved dyberegående forrådnelse kan der opstå betændelse i læderhuden, hvorved en hovbyld kan opstå
- Den nederste del af benet kan hæve, som følge af en bakteriel infektion
Hvordan kan din dyrlæge stille diagnosen?
Dyrlægen kan stille diagnosen ved den kliniske undersøgelse, hvor strålens dårlige hornkvalitet afsløres.
Hvordan behandles sur stråle?
Strålen skæres så vidt det er muligt ren, til der kommer sundt horn frem. Undertiden er strålen så rådden, at dette ikke er muligt.
Strålen rengøres grundigt med børste og en lunken sæbespåne opløsning. Herefter påsmøres hovtjære 1-2 gange dagligt i 1-2 måneder, til nyt sundt horn vokser frem.
Ved alvorlige tilfælde kan der f.eks. 1 gang ugentligt iblandes blåsten i tjæren, men denne opløsning må udelukkende anvendes, når der ikke længere er blottet læderhud.
En ubehandlet sur stråle, kan medføre en bagtil-forsnævret hov, fordi hesten ikke har en ordentlig gennemtrædning på det syge ben.
Hvordan er fremtiden for din hest, hvis den har sur stråle?
En sur stråle kan rettes op ved korrekt beskæring og hovpleje, så fremtiden er god.
Hvorfor får heste sur stråle?
Heste får sur stråle, fordi de er opstaldet fugtigt og uhygiejnisk. Våd dybstrøelse pakkes i hoven og forhindrer strålen i at få luft. Det ses især på bagbenene hos heste, der er opstaldet i spiltove. Sur stråle kan også opstå på fold, hvis der er for fugtigt eller mudret.
Sur stråle kan opstå som følge af manglende beskæring f.eks. ved lange forvoksede hove.
Hvad er risikoen for, at din hest får sur stråle?
Risikoen er lille, hvis hovene får regelmæssig beskæring, hvis den daglige pasning er god, og hvis hesten står tørt og velstrøet.
Hvad kan du gøre for at nedbringe risikoen for, at din hest får sur stråle?
- Regelmæssig beskæring
- Det er vigtigt at lave en daglig udrensning af hoven med hovrenser, så strålen kan udtørre
- Opstaldning i tørre og velstrøede omgivelser
- Tørre folde
Anden viden om sur stråle
Heste med små forsnævrede hove er mere udsatte for at få sur stråle.