Sponsoreret
Tilbageholdt efterbyrd
Latinsk navn: Retentio secundinarum
Hvad er tilbageholdt efterbyrd hos heste?
Tilbageholdt efterbyrd vil sige, at moderkagen efter fødslen ikke slipper sit tag i livmoderslimhinden. Efterbyrden består af fosterhinderne. Man siger, at efterbyrden er tilbageholdt, når der er gået mere end 4 timer siden fødslen, og fosterhinderne stadigvæk ikke er løsnet fra livmoderslimhindens væg. Det er derfor vigtigt, at man i forbindelse med fødslen kontrollerer, at fosterhinderne er kommet ud. Ellers er der stor risiko for livmoderbetændelse og efterfølgende forfangenhed.
Hvad er symptomerne på tilbageholdt efterbyrd?
- Fosterhinder hænger ud af skeden
- Der er slet ikke observeret fosterhinder efter fødslen, og hoppen har evt. stadig veer
- At der ved forsøg på at brede moderkagen ud på jorden, mangler store dele af denne; den skal have facon som et par bukser
- Hesten er ømbenet dagen efter fødslen
- Ildelugtende flåd fra skeden, og hesten har feber
Hvordan kan din dyrlæge stille diagnosen?
En gynækologisk undersøgelse vil afsløre, om moderkagen er delvist eller helt afgået; ofte vil resten af efterbyrden hænge ud af skeden.
Hvordan behandles tilbageholdt efterbyrd?
Er der rester af efterbyrd, giver dyrlægen - efter en gynækologisk undersøgelse - en indsprøjtning, som får livmoderen til at trække sig sammen. Efter ca. 5-10 minutter forsøges hele efterbyrden afløst.
Hvis ikke det lykkes at afløse hele efterbyrden, kommer dyrlægen igen dagen efter og forsøger på ny at fjerne den resterende efterbyrd.
Dyrlægen behandler fra første dag lokalt ved at lægge antibiotika i livmoderen, og universelt ved at give en injektion med antibiotika . Behandlingen strækker sig ofte over 3-5 dage. Samtidig behandles hesten med medicin, som nedbringer risikoen for forfangenhed.
Hvordan er fremtiden for din hest, hvis den har tilbageholdt efterbyrd?
Hvis hele efterbyrden få timer efter fødslen afløses uden problemer, er der normalt ikke nogen risiko for hoppen. Hvis efterbyrden derimod har siddet for længe, eller det ikke er muligt at afløse den ved første forsøg, kan der blive problemer med at få hoppen ifolet igen: Den efterfølgende opståede livmoderbetændelse giver ændringer på overfladen af livmoderslimhinden. Det befrugtede æg kan, som følge af disse ændringer, ikke sætte sig fast på livmodervæggen. Dette kan medføre, at hoppen kommer i regelmæssig brunst, men at det befrugtede æg simpelthen ikke sætter sig fast, og hoppen derfor bliver ved med at løbe om. Ligeledes kan det ske, at hoppen får en kronisk livmoderbetændelse, der medfører, at den får såkaldte korte brunster, hvilket vil sige, at hoppen kommer i brunst med for korte intervaller, f.eks. 18-19 dage.
Hvorfor får heste tilbageholdt efterbyrd?
Man har en del teorier om, hvorfor hoppen får tilbageholdt efterbyrd, men man har ikke nøjagtigt klarlagt årsagssammenhængen. Man mener, at mangelfuld tilførsel af vitaminer og mikromineraler kan medføre flere tilfælde af tilbageholdt efterbyrd.
Hvad er risikoen for, at din hest får tilbageholdt efterbyrd?
Sandsynligheden for at hoppen får tilbageholdt efterbyrd, er opgjort til nogle få procent.
Hvad kan du gøre for at forebygge risikoen for, at din hest får tilbageholdt efterbyrd?
Hoppen skal igennem hele drægtigheden fodres optimalt med foder af god kvalitet, svarende til hestens behov. Dette gøres ved at få lavet en foderplan for den drægtige hoppe, så vitaminer og mineraler er korrekt afstemt.
Anden viden om tilbageholdt efterbyrd
Forfangenhed kan opstå som følge af tilbageholdt efterbyrd.