Da heste blev heste

Af journalist Vibeke Brock

Hestenes udviklingshistorie er et fascinerende og ganske velkendt eksempel på fænomenet evolution, hvor arter ændrer sig i forbindelse med forandringer i omgivelserne. Som effekt af evolutionsprocesserne uddøde der efterhånden hestearter, mens nye opstod.

Selv om hesten i dag er udbredt i hele Nordamerika, blev den, som de fleste hesteinteresserede ved, først indført med Columbus og europæerne for 500 år siden. Hvad måske færre ved er, at der gennem tiden har eksisteret mange arter af hestelignende dyr i det nordamerikanske område. Det drejer sig om de medlemmer af hestefamilien, Equidae, der som så mange andre arter i tidens løb er forsvundet.

Samtlige nulevende medlemmer af hestefamilien, som zebraer, æsler og egentlige heste med alle deres underarter og racer, er medlemmer af den samme slægt Equus. Den moderne hest hedder således Equus caballus, mens den lille sydafrikanske bjergzebra hedder Equus zebra. Disse arter er baseret på hesteformer, der levede i Europa og Asien og Afrika, men som vel at mærke havde stamformer i Nordamerika. Alle områderne Nord- og Sydamerika, Europa, Asien og Afrika har i tidens løb været stærkt præget af de efterhånden én-tåede hurtigløbere.

I den Pleistocæne periode, hvor mennesket opstod, uddøde de amerikanske hestetyper samtidig med mamutter og sabeltigre. Det er uafklaret, hvad der var årsag til denne massedød blandt store pattedyr. Men der fremføres blandt andet hypoteser, der går ud på, at det er en effekt af menneskets fremtrængen med dårligt reguleret jagt og brug af ild.

I Jean M. Auels meget læste romaner om den kompetente istidspige Ayla har vildhestene en fremtrædende plads som byttedyr for jægersamfundene. Ayla har med stor tålmodighed selv tæmmet et føl, der bliver hendes hengivne ride- og trækdyr.

Oprindelsen til de moderne heste og deres helt specielle løb på én tånegl (hov) på hvert ben går godt 50 mio år tilbage til den Eocæne periode. Dermed er det en udviklingslinie, der ikke er så gammel som for eksempel rovdyrenes eller den linie, vi mennesker henregnes til.

Da hestenes udvikling især er foregået i Nordamerika, hvor der er talrige fund af de uddøde hesteformer, har mange af områdets naturhistoriske museer lavet glimrende udstillinger om hestens evolution.

Og det er evolutionshistorie, der fænger. For det drejer sig om, hvordan der på basis af små hundelignende hesteforfædre, der formodentlig levede af frugter og sprøde blade i Eocænperiodens udstrakte skovområder, udvikledes alle mulige og også ret umulige hesteagtige arter. Blandt andet de arter, der for tiden findes på jorden, altså zebraerne i Afrika, æslerne i mellemøsten og de egentlige heste i Eurasien.

Den, der for en del år tilbage lærte om forfædrene til den moderne hesteslægt, får ny information fra planchen over hestenes evolution. Tidligere lærte man oftest, at udviklingen skete i en lige linie, hvor en hesteart afløstes af en bedre art, der afløstes af en endnu bedre art og så fremdeles. I de gamle fremstillinger skete det uden forstyrrende svinkeærinder til uddøde forgreninger, og uden at en ny art levede side om side med sin oprindelses-art. Sådan mener man ikke mere, evolutionen er foregået og foregår.

Og den, der husker navne, kan blive ret irriteret over, at nogle for-heste har fået navneforandring. Forholdene skyldes, at der hele tiden gøres nye fund, der supplerer de gamle, og som kan bevirke, at en ældre opfattelse må revideres. Og det er da lidt ærgerligt, at det poetiske amerikanske navn for den ældste forfader Eohippus (den gryende dags hest) måtte vige for den ældre navngivning af samme slægt, nemlig det engelske Hyracotherium. Et navn der afslører, at navngiveren mente at have fundet urgamle rester af et kaninlignende dyr. Men på grund af konventionerne inden for navngivning, der giver forret til den ældste betegnelse, er Eohippus altså ikke mere den korrekte betegnelse.

Fra salatsprøde skovvækster til sejt steppegræs

Som hesteinteresseret må man være lidt overbærende med den grimme lille Hyracotherium, den godt 50 mio. gamle hestestamform: Skulderhøjde på 25cm, almindelige pattedyrstænder, fire tæer på forbenene og tre på bagbenene med rester af endnu to tæer, og så havde den havde oven i købet poter.

Men den var tilpasset sine omgivelser og slægten eksisterede faktisk i 20 mio. år og de to former, der afløste Hyracotherium, nemlig Orohippus og Epihippus, adskilte sig mest fra den ved, at deres tænder var anderledes.

Den varme og skovrige Eocænperiode afløstes af en mere kølig og tør periode, hvor de nyudviklede græsser indtog de tørre områder. Perioden kaldes Oligocæn. De hestetyper, der overlevede ændringerne, havde dels udviklet tandsæt, der muliggjorde tygning af det seje græs, dels en bedre vægtfordeling på de tretåede forben, der gav større hastighed.

Disse heste benævnes Mesohippus. Samtidig med at Mesohippus klarede sig godt, udspaltedes der en ny form, Miohippus fra den.

Ud fra denne slægt opstod der i den følgende tidsperiode, Miocæn en række spændende slægter som Hypohippus og Megahippus (jamen, det hedder de skam), der var udbredt også i Europa og Asien. Deres tænder viser, at de ikke var specielt velegnede til at æde græs. Men samtidig udvikledes der en ægte græsædertype, der blev til slægten Meryhippus med lange tandrødder, som kunne klare det seje, kilselholdige græs. Ganske vist havde slægten tre tæer, men de støttede kun på den midterste tå, der var hovklædt; der var ved at komme fart over feltet.

For 10 mio år siden var hesteslægterne overordentlig artsrige både i den gamle og den nye verden. Det drejede sig om en yderst varieret gruppe, der omfattede alt fra små skovlevende bladædere til relativt store entåede steppedyr, der var specialiseret i at æde græs. Et tankevækkende scenarie set i relation til vores ene overlevende hesteslægt.

Pliohippus, der er opstået i miocæn holder sig langt ind i den følgende Pliocæn-periode og anses for at være forfader til Dinohippus, en slægt med alle de moderne hestekarakterer. Denne slægt menes at være basis for udviklingen af Equus-slægten, der opstår i pliocæn for 4 mio. år siden og udvikler sig side om side med mange tretåede og entåede hestetyper. Men det var kun denne ene slægt, der overlevede de pleistocæne istider, og selv om det er fristende at fryde sig over, at det er de bedste, der overlever, er de fleste moderne forskere af den opfattelse, at tilfældige hændelser i høj grad spiller ind, når det drejer sig om, hvilke arter, der overlever.