Min hest skal aflives

Af dyrlæge Tine Mangart Søland.

Hvorfor skal heste aflives?

Døden er en naturlig afslutning på livet, også for heste. Men det er sjældent i det moderne hestehold, at heste dør af alderdom. I de fleste tilfælde ligger der en forudgående sygdomsperiode, af enten kort eller lang varighed, til grund for aflivningen. I de fleste tilfælde er det dyrlægen, der i samråd med hesteejeren tager stilling til hvorfor og hvornår, hesten skal aflives.

Hvorfor skal min hest aflives?

Den altoverskyggende grund til at heste aflives i dag, er sygdom. Enten af akut eller kronisk karakter. Akutte tilstande der gør, at hesten skal aflives, er f.eks. et brækket ben, der ikke kan opereres eller en trafikulykke, hvor hesten kommer så slemt til skade, at alle forsøg på behandling er nyttesløse. Der kan også være tale om koliktilfælde, der er så alvorlige, at selv operation ikke hjælper, og hesten må derfor aflives i henhold til Dyreværnsloven.

Kroniske sygdomstilstande hos heste kan eksempelvis udvikle sig til, at hesten stort set ikke har mere lungekapacitet igen eller forfangenhed hos heste, der på trods af behandling gennem længere tid, ofte år, ikke bliver bedre gående. Der kan opstå knoglelidelser, såsom wobbler, ringfod, spat og andre slidgigt-forandringer, og de er også hyppigt årsag til aflivning.

Hvad er der af overvejelser i forbindelse med aflivning?

Der er som regel mange overvejelser for hesteejeren, både hvad angår den praktiske del og den mere følelsesmæssige del.

Den praktiske del indebærer for det første overvejelser omkring hestens forsikring, og om hvordan den forsikring er udformet. Nogle forsikringstyper dækker kun ved aflivning i henhold til Dyreværnsloven, mens andre typer også dækker ved kroniske lidelser, f.eks. halthedslidelser.

Det er en god ide at rådføre sig med sin dyrlæge omkring de forhold allerede inden, man skal forsikre sin hest.

Man kan som ejer synes, at hesten er uegnet til ridebrug, og derfor bør aflives og erstattes, men det er dyrlægens vurdering, der afgør, om hesten er uegnet til ridebrug eller ej. Og i sidste ende forsikringsselskabet der afgør om den skal erstattes. Det gælder både hvis man synes, at hesten skal aflives her og nu, men også i de modsatte tilfælde, hvor ejeren ikke er bekendt med sygdommens alvor, og hvor dyrlægen anbefaler aflivning.

Man kan stort set altid være med i beslutningen om, hvornår ens hest skal aflives.
I de tilfælde, hvor hesten lider af en kronisk sygdom og er forsikret, skal dyrlægen afklare med forsikringsselskabet, om erstatning kan udbetales på baggrund af de undersøgelser, dyrlægen har lavet. Man afventer derefter, at forsikringsselskabet behandler sagen. Hvis hesten f.eks. lider af en knoglelidelse, og ikke får medicin, er der ikke nogle sundhedsmæssige aspekter til hinder for, at den slagtes og bruges
til konsum. For nogle hesteejere kan det dog være en uudholdelig tanke. Og så skal man lade være.

Hvis hesten skal aflives, skal den bagefter afhentes og destrueres på en destruktionsanstalt. Det er en god ide at få oplyst afhentningstidspunkter, inden man laver aftaler med dyrlægen, især hvis hesten står opstaldet på et sted med mange heste og ryttere. Prisen for at få hentet og destrueret en hest er ca. 2500 kr.

Hvordan aflives heste?

Der er 2 måder at aflive heste på. Den ene er at give den en sprøjte med aflivningsvæske. Den anden metode er at bedøve hesten med en boltpistol og bagefter afbløde den. Det gøres ved at skære de meget store blodkar over midt på halsen.

Hvis hesten skal slagtes, skal den skydes og afblødes. Man kan få slagteren til at komme og skyde og afbløde hesten ved stalden, eller man kan køre den til slagteren, hvor den umiddelbart efter ankomst skydes og slagtes. Når hesten skydes, er det som om, at alle 4 ben trækkes op under den, og den falder til jorden med et brag.

Hvis hesten skal aflives og bagefter destrueres, aftaler man med dyrlægen, hvornår og hvordan det skal gøres. Typisk vil dyrlægen først give hesten en beroligende sprøjte. Dyrlægen kan vælge at lægge et venekateter i hestens blodåre, fordi det er en forholdsvis stor portion væske, der skal sprøjtes ind, og der er derfor en lille risiko for, at en del af medicinen ikke kommer ind i blodåren. Når hesten er rolig, sprøjtes aflivningsvæsken ind i blodet, evt. gennem det anlagte kateter og ellers gennem en tyk kanyle. Efter ca. 30-60 sekunder reagerer hesten på væsken. Den tager nogle dybe indåndinger og læner sig lidt baglæns. Herefter går det stærkt, den falder det sidste stykke vej ned mod jorden, lægger sig på siden og bliver så liggende her. Hesten er nu ved at dø. Man kan som regel se et par vejrtrækninger og lige inden hesten dør, tager den en meget dyb indånding, som godt kan forskrække lidt, fordi hesten nærmest bevæger hele kroppen samtidig. Alt dette tager, fra man starter med at sprøjte, ca. 2-5 minutter, inden hesten er død. Dyrlægen checker derefter, at alle reflekser er væk, og at hjertet er holdt op med at slå, inden hesten forlades.

Nogle heste dør på hestehospitaler i forbindelse med sygdom. De heste obduceres ofte. Det vil sige, at de åbnes og undersøges fra den ene ende til den anden for at finde årsagen til sygdommen og det, der gjorde, at hesten måtte aflives. Efter obduktionen destrueres hestene.

Hvad kan der gå galt ved en aflivning?

I de allerfleste tilfælde foregår aflivninger af heste som beskrevet ovenfor. I meget få tilfælde kompliceres aflivningen. Det kan f.eks. være, at hesten, der skal skydes med boltpistol, flytter hovedet ganske lidt, idet der trykkes. Så rammer man ikke der, hvor man skulle, og hesten går ikke ned. Den bliver simpelthen stående op med hul i hovedet. I de tilfælde er der ikke andet at gøre end at skyde igen.

Når man afliver hesten ved hjælp af en indsprøjtning, kan det i meget få tilfælde ske, at den slet ikke reagerer på det. Det kan være fordi væsken ikke er løbet direkte i blodet, eller fordi hestens kredsløb ikke fungerer optimalt. Der går alt for lang tid, før det når hjertet. I nogle af disse tilfælde kan hesten gå i kramper. Det er en meget ubehageligt situation. Dyrlægen kan enten vælge at skyde hesten med boltpistol, hvis man kan komme til den eller sprøjte mere aflivningsvæske ind.

Som ejer skal man være opmærksom på, at:

• Være fattet, hjælpe til og holde hesten. Det er mange dyrlægers erfaring, at når først hesten er faldet om og er død, så bliver ejeren rigtig ked af det. Det er helt forståeligt. Ofte er det en hest man har haft gennem mange år og har haft mange gode oplevelser med. Mange ejere vil derfor være til stede, når deres hest dør.
• Det er en god ide at tænke over om man nu faktisk synes det er en god ide man selv holder hesten når den aflives og falder. Få evt. en god ven med der kan overtage lige denne opgave. Man er typisk ikke helt sig selv, når vi når til denne helt konkrete del, nemlig selve aflivningen.
• Hvis man ønsker at være til stede ved aflivningen, skal man ikke gøre det for hestens skyld, men derimod for sin egen fordi man ønsker at være med til det sidste.
• Aflivning af heste, især store heste, er en meget voldsom oplevelse for alle, specielt for børn.
• Hvis ejeren gerne vil se sin hest død, men ikke være med til selve aflivningen, kan man aftale, at dyrlægen sammen med en hjælper afliver hesten, og når den så er død, kommer man og ser den.
• Mange ejere vil gerne have et stykke af hestens man eller hale med hjem som det sidste minde, og det kan man selvfølgelig få dyrlægen til at hjælpe med at klippe af.
• Bor man i nærheden af en dyrepark eller en zoologisk have, kan man donere sin hest til dyrefoder. Rigtig mange ejere synes det er en god tanke at hestens død har en mening, og den bliver brugt til noget fornuftigt. Man henvender sig til dyreparken eller den zoologiske have og spørger om der er brug for den. Typisk foregår det sådan at hesten enten skydes og afblødes derhjemme, og herefter afhentes – eller hesten køres til dyreparken eller den zoologiske have, bliver skudt og afblødt med det samme den ankommer – og herefter slagtes.