Tilmeld dig vores nyhedsbrev
Modtag faglig viden og spar 10% i vores webshop.
De fleste mennesker forbinder thujaen med kirkegårde, hvor planten findes både som hække og som træer. Thujaen hører til nåletræerne, er stedsegrøn og stammer oprindeligt fra Amerika. Der er ikke nåle på grenene, som det ses ved grantræer. I stedet er der det, man betegner som nåleskæl. Disse er karakteristisk større end på den nært beslægtede cypres, som er ugiftig. En anden forskel på de to træer er, at topskuddet på thuja oftest er opret, medens det hænger på cypressen.
Thujaen er et meget almindeligt træ i haver, parker og i enkelte skove. Derfor er der stor mulighed for, at hunde kan komme i kontakt med thuja i det daglige.
Thujaforgiftning skyldes i væsentlig grad terpenen (oliestof), kaldet thujon, der sammen med en række andre stoffer findes i træets æteriske olier. Giftstoffet findes i alle træets bestanddele, og man kan fornemme den aromatiske duft af stofferne ved at gnide en gren i hånden.
Der findes ikke en specifik modgift til giftstofferne i thuja. Det er heldigvis sjældent, at hunde finder på at æde dele af thujatræet, men eftersom især hundehvalpe er tilbøjelige til at tygge i forskellige ting, foreligger muligheden for, at de kan blive ofre for en thujaforgiftning. I et tilfælde er en hund blevet meget syg, da den gennemgnaskede en apport-pind, der stammede fra en thuja. Hunden overlevede efter en intensiv behandling.
Den dødelige mængde af thuja kendes endnu ikke for hunde. De giftige olier med thujon m.m., der findes i thuja, vil i koncentreret form imidlertid kunne slå et menneske ihjel ved indtagelse af ca. 1 milliliter af koncentratet.
I vores webshop har vi et stort udvalg af alt du skal bruge til din hund
Besøg butik