Blæresten

Nyrernes funktion er at udskille hundens affaldsstoffer i en opløselig form. Men nogle bestemte stoffer opløses dårligt og kan derfor udfælde som krystaller, når visse kemiske omgivelser er til stede. Hvis krystallerne ikke føres ud af kroppen med urinen i samme tempo, som de dannes, sker der en ophobning af krystaller i blæren. Krystallerne sætter sig fast på selve blærevæggen.
Krystalliseringen foregår hurtigst i koncentreret urin. Jo længere tid krystallerne er i urinvejene, desto større mulighed er der for, at der bliver dannet store blæresten. Blæresten er et resultat af en udkrystallisering, hovedsageligt af mineralerne calcium, magnesium og fosfor.
Hvad er symptomerne på blæresten?
- Helt eller delvist ophørt vandladning
- Forsøg på vandladning - men uden resultat
- Smerte ved vandladning
- Blodig urin
- Enkelte gange observeres små urinsten
Hvordan kan din dyrlæge stille diagnosen blæresten?
Blæresten kan være svære at diagnosticere, fordi de ikke alle har samme egenskaber.
Som regel undersøger dyrlægen en urinprøve i et mikroskop for at se, om der findes krystaller i urinen. Hvis der er krystaller til stede, øger det mistanken om blæresten. Selv om dyrlægen ikke finder krystaller i urinen, kan hunden stadig godt have en blæresten.
Enkelte blæresten er så store, at dyrlægen kan mærke dem gennem huden.
Andre kan ses på almindelige røntgenbilleder, mens atter andre først afsløres ved en røntgen-kontrastoptagelse. Desuden kan ultralydsdiagnostik være et godt hjælpemiddel til at opdage blæresten.
Hvordan behandles blæresten?
Blæresten behandles enten medicinsk eller kirurgisk afhængigt af, hvilken slags blæresten, der er tale om. Ved den medicinske behandling vil man blandt andet ved en omlægning af diæten søges at opløse blærestenene. Hvis dette ikke lykkes, eller hvis blærestenen formodes at være af den slags, der ikke kan opløses ved medicinsk behandling, fjernes blærestenene ved en operation. Efter operationen undersøges blærestenen, således at en målrettet efterbehandling kan iværksættes. I de fleste tilfælde skal hunden efter operationen have en let fordøjelig diæt med et lavt mineralindhold.
Hundens urin undersøges desuden for bakterier. Hvis der er bakterier i urinen, behandles hunden med antibiotika i op til 4 uger.
Blæresten er en konsekvens af koncentreret urin, og derfor vil hunden i de første par dage få tilført væske gennem et drop. Den tilførte væske vil gennemskylle nyren og tvinge hunden til at tisse hyppigere.
Hvordan er fremtiden for din hund, hvis den har blæresten?
Din hund skal fremover leve af diætmad. Din dyrlæge finder frem til netop den diæt, der er bedst for din hund. Derudover skal hunden drikke meget, og den skal derfor altid have adgang til frisk vand.
Hvorfor får hunde blæresten?
Blæresten opstår, når der udfældes krystaller i urinen, og når der er et kernecenter (nidus), omkring hvilket udfældningen kan foregå. Udkrystalliseringen foregår, når de rette kemiske omgivelser er til stede i urinen. F.eks. udfældes visse krystaller, når urinens pH-værdi stiger, hvilket typisk sker, hvis hundens foder indeholder et protein, som det er svært for kroppen at omsætte.
Blæresten kan også opstå som følge af blærebetændelse. Det er derfor vigtigt at være opmærksom på tidlige symptomer på unormal vandladning, så hunden kan komme i behandling hurtigt.
Hvad er risikoen for, at din hund får blæresten?
Risikoen for blæresten er størst hos hunde, der drikker for lidt. Risikoen er ligeledes højere hos hunde, som har tilbagevendende eller kroniske infektioner i urinvejene. Selvom tæverne har størst risiko for blærebetændelse, har tæver og hanhunde samme risiko for blæresten.
Hvilke racer er særligt udsatte for at få blæresten?
Alle hunde kan få blæresten, men racerne lhasa apso, bichon frissé, yorkshire terrier, miniature schnauzer, cockerspaniel, pomeranier og dværgpuddel synes at være overrepræsenterede.
Anden viden om blæresten
Blæresten er ofte sammensat af forskellige lag af mineraler. Det er en konsekvens af, at indholdet af affaldsstoffer i urinen varierer fra dag til dag. Nedenfor er en beskrivelse af de hyppigst forekommende blæresten, samt et forslag til diætetisk behandling.
- Struvit-sten
Magnesium-ammonium-fosfat krystaller (MAP-krystaller) er den hyppigst forekommende blæresten hos hunde og udgør ca. 2/3 af alle blæresten. Struvit-sten kan være 100% struvit eller en blandingsform med andre stendannelser. Stenene dannes oftest som følge af en blærebetændelse og kaldes derfor også infektions-sten. Derudover dannes stenene ved en overmætning af magnesium i urinen. De udfælder specielt i basisk urin (urin med en høj pH-værdi). Tilførsel af store mængder protein i foderet øger urinens pH. Struvit-sten behandles diætetisk, se et udvalg af struvitforebyggende diæter her. - Oxalat-sten
Calcium-oxalat krystaller opstår, når hunden får foder, som gør urinen sur (sænker urinens pH-værdi). Nogle undersøgelser viser, at hunde, som tilføres store mængder C-vitamin, vil have større risiko for at udvikle oxalat-sten.
Ved tilbagevendende problemer med oxalat-sten skal hunden undersøges for sygdomme, der kan føre til en høj calciumudskillelse. Oxalat-sten behandles ved, at man giver hunden foder, der normaliserer urinens pH. - Calcium-fosfat krystaller udgør ligeledes en stor gruppe, og findes hyppigst i kombination med andre udfældninger, oftest struvit. Op mod 40% af alle blæresten indeholder calcium-fosfat udkrystallisering. Specielt tævehunde danner denne form for sten. Typen findes oftest i en blandingsform. Hvis den forekommer alene, skal dyrlægen undersøge, om hunden lider af andre sygdomme, der kan føre til en øget calciumudskillelse eller sur urin. Calcium-fosfat krystaller behandles med en diæt, som tvinger pH i basisk retning.
- Urat-sten
Dalmatinere udskiller store mængder urat i urinen - 200-800 mg/dag mod normalt 15-50 mg/dag. Racen er derfor særligt disponeret for at danne urat-sten. Hvis unge hunde af andre racer danner urat-sten, skal dyrlægen undersøge, om hunden lider af tilgrundliggende lever- eller nyresygdomme. - Cystin-sten:
kan dannes, hvis hunden lider af den arvelige lidelse cystinuri