Familiær nefropati

Hvad er familiær nefropati hos hunde?

Af dyrlæge Peter Maasbøl Skov.

Familiær nefropati er en arvelig nyrelidelse, der medfører nyresvigt hos unghunde. Lidelsen ses typisk hos hunde i alderen 2 til 18 måneder.

Hvad er symptomerne på familiær nefropati?

De tidligste symptomer på lidelsen er, at hunden begynder at drikke og tisse mere end normalt. Senere vil der komme symptomer som opkast, manglende appetit, vægttab og depression. Hundens ånde kan få en karakteristisk urinagtig lugt.

Hvordan kan din dyrlæge stille diagnosen familiær nefropati?

Ved mistanke om nyrelidelse undersøges urin- og blodprøver med henblik på at påvise nedsat nyrefunktion og nedsat evne til at koncentrere urinen. Resultaterne sammenholdes med hundens alder og med oplysninger og lignende symptomer hos hundens søskende eller andre familiemedlemmer. I nogle tilfælde kan det komme på tale at udtage en vævsprøve (biopsi) fra nyrerne til histologisk undersøgelse.

Hvordan behandles familiær nefropati?

Der findes ingen helbredende behandling for familiær nefropati, men man kan lindre symptomerne ved at give hunden en speciel nyreskånekost med et lavt proteinindhold. Derudover kan det være nødvendigt at give væskebehandling for at skylle affaldsstoffer ud af blodet.

Hvordan er fremtiden for din hund, hvis den har familiær nefropati?

Lidelsen er fremadskridende, og hunden vil ofte dø af nyresvigt inden for få år. Nogle hunde klarer sig længere. Jo før lidelsen opdages og hunden kommer på nyrediæt, jo længere tid kan den sædvanligvis overleve. Familiær nefropati kan være årsag til dødfødte hvalpe, eller svagtfødte hvalpe, der dør kort efter fødslen (fading puppy syndrome).

Hvorfor får hunde familiær nefropati?

Flere undersøgelser har vist, at familiær nefropati er en arvelig lidelse. Man mener i dag, at den findes hos ca. 20 hunderacer. Hos de fleste racer, der er undersøgt, er lidelsen knyttet til et enkelt gen, der ikke er kønsbundet. Hunden har to udgaver af det pågældende gen, og begge gener skal være omdannet til den syge form, før lidelsen kommer til udtryk. Det arvelige gen skal altså forekomme hos både tæven og hannen for, at en eller flere hvalpe i et kuld får lidelsen.

Hvad er risikoen for, at din hund får familiær nefropati?

Hvis både tæven og hannen er bærer af det gen, der forårsager familiær nefropati, vil der i et kuld på fire hvalpe rent statistisk ske følgende: Én hvalp vil få det syge gen fra begge forældre og vil derfor få lidelsen. To hvalpe vil kun få ét sygt gen fra enten tæven eller hannen. De vil, ligesom forældrene, blive raske bærere af genet. Den sidste hvalp vil være helt rask, fordi den hverken arver et sygt gen fra faderen eller moderen, og kan altså ikke give sygdommen videre til sine egne hvalpe.
 
Hos samojeder har arvegangen vist sig at være bundet til x-kromosomet. Hos samojeder er det derfor kun hannen, der kan få familiær nefropati, mens tæven kun kan være bærer af genet.

Hvilke racer er særligt udsatte for af få familiær nefropati?

Familiær nefropati er i dag beskrevet hos mange hunderacer. Sygdommen ses hos f.eks. alaskan malamute, cockerspaniel, dobermann pincher, golden retriever, lhasa apso, miniature schnauzer, norsk elkhund, portugisisk vandhund, rottweiler, samojede, shar pei, shih tzu, soft coated wheaten terrier og standard puddel.