Sponsoreret
Flækket rovtand
Flækket rovtand er en betegnelse for et brud på rovtanden. Hunden har fire rovtænder, to i overmunden og to i undermunden. Det er den største kindtand i både i over- og undermund. Rovtanden kan være delvist flækket, hvilket vil sige, at der er en revne i tanden. Hvis rovtanden er fuldstændigt flækket eller brækket, mangler der simpelthen et stykke af tanden.
Hvad er symptomerne på en flækket rovtand?
Afhængig af hvor slemt tanden er beskadiget, kan hunden have svært ved at spise, og den vil vise tegn på smerte i munden. Måske vil den ikke bide i sin bold eller andre legeting. I meget smertefulde tilfælde vil hunden måske slet ikke spise.
Hvis man kigger hunden i munden, kan man måske se den flækkede tand direkte. Tanden kan være misfarvet, tandmarven kan være synlig, eller der kan være en sort plet ved brudfladen på den flækkede tand. Tandkødet kan også være hævet. I nogle tilfælde kan man se spor af blod i munden på hunden.
Hvordan kan din dyrlæge stille diagnosen flækket rovtand?
Dyrlægen vil foretage en grundig undersøgelse af hundens mund og tænder og forhøre sig om hundens tilstand i øvrigt. Derudover afgøres det, om hunden har feber.
Hundens kæbe bør røntgenfotograferes, så man kan se, om der er opstået følgetilstande. Følgetilstande kan f.eks. være bylder i bunden af tandroden eller betændelse i tandmarven, eller også kan rovtanden være flækket hele vejen på langs.
Hvordan behandles en flækket rovtand?
Behandlingen afhænger af, hvor omfattende tandbruddet er:
- Hvis der kun er en revne i tanden, foretages der ikke nogen umiddelbar behandling, men det vil være en fordel jævnligt at tage et røntgenbillede af tanden. Så kan dyrlægen se, om der på et tidspunkt opstår tandmarvsbetændelse, som så skal behandles.
- Hvis tandbruddet er enkelt og regelmæssigt, og der ikke er opstået nogle følgetilstande, bliver tanden rodbehandlet og plomberet. Behandlingen foregår under fuld bedøvelse.
- Hvis der i forbindelse med bruddet er opstået følgetilstande, f.eks. bylder i bunden af tandroden, tanden er flækket på langs eller tandmarvsbetændelse, skal tanden trækkes ud. Denne behandling foregår også under fuld bedøvelse.
Hvis tanden skal plomberes eller trækkes ud, behandler man næsten altid hunden med antibiotika og smertestillende medicin.
Hvordan er fremtiden for din hund, hvis den har en flækket rovtand?
Hundens fremtid afhænger både af, om der er opstået følgetilstande i forbindelse med tandbruddet, og hvor hurtigt sygdommen behandles. Jo hurtigere hunden behandles, jo mindre er risikoen for, at den udvikler følgetilstande. Langt de fleste hunde bliver fuldstændigt raske igen.
Hvorfor får hunde en flækket rovtand?
Rovtanden kan faktisk kun flække, hvis hunden kommer til skade, f.eks. ved påkørsel eller slåskamp, eller hvis den bider i meget hårde ting som f. eks. sten.
Hvad er risikoen for, at din hund får en flækket rovtand?
Hvis hunden ikke bider i sten, slås eller på anden måde kommer til skade, så er risikoen for en flækket rovtand ringe.
Hvilke racer er særligt udsatte for at få en flækket rovtand?
Store, aktive racer har størst risiko for at flække en rovtand. Det drejer sig om schæfer, labrador retriever, golden retriever og jagthunde.