Sponsoreret
Kræft i milten
Latinsk navn: Cancer splenis
Kræft i milten kan enten opstå lokalt i milten eller som følge af spredning fra andre kræftknuder i kroppen. Typen og farligheden af kræft i milten kan derfor variere meget, vokse med forskellig hastighed og give forskellige prognoser (fremtidsudsigter) fra hund til hund. Kræft i milten rammer normalt hunde over ca. 5 år, og især hunde af større racer.
Hvad er symptomerne på kræft i milten?
Symptomer, du skal være opmærksom på, er:
- Nedstemthed
- Forøget bugomfang
- Blege slimhinder
- Opkast/ diarré
- Øget tørst
- Hyppig vandladning
- Akut kollaps
Hvis du synes, din hund har symptomer, der kan minde herom, bør du søge dyrlæge hurtigt, da tidsfaktoren kan være afgørende.
Hvordan kan din dyrlæge stille diagnosen?
Dyrlægen vil ofte kunne mærke en fast hævelse i bughulen. Der kan være udprægede blege slimhinder ved blødninger fra milten.
Opkast/diarré forekommer som følge af, at den forstørrede milt trykker på mave eller tarme. Hunden kan også drikke meget efter blødninger i bughulen, der derved får et forøget omfang. Hvis der er tale om en såkaldt blodcyste (hæmangiom), kan denne briste akut, hvorefter hunden bliver meget slap og kan miste bevidstheden. Disse symptomer sporer din dyrlæge ind på den rigtige diagnose. Der vil blive taget røntgenbilleder og/eller scanning, som kan afsløre forstørret milt og eventuelle spredninger. Udtagning af prøver fra milten vil kunne indikere hvilken type kræft, der er tale om.
Hvordan behandles kræft i milten?
Ved kræftformer, hvor lidelsen er opstået primært i milten, kan der behandles kirurgisk med fjernelse af milten, som hunde i reglen godt kan undvære. Men da de fleste typer af miltkræft er ondartede, vil behandlingen rette sig direkte mod de tilstedeværende symptomer, og i de fleste tilfælde vil aflivning komme på tale.
Hvad er fremtiden for din hund med kræft i milten?
Kræft i milten er en livstruende lidelse, hvor udsigten til fuldstændig helbredelse ofte er dårlig. Grunden hertil er, at de fleste former for kræft i milten er ondartede og del i en spredning fra andre organer. Der kan ses spredning til hjertet.
Hvis lidelsen dog er lokaliseret alene til milten, kan en fjernelse af denne komme på tale, men det må i hvert enkelt tilfælde afgøres af dyrlægen.
Hvorfor får hunde kræft i milten?
Milten er et organ med stor blodgennemstrømning, og den bliver derfor ofte angrebet af kræft i forbindelse med spredning fra andre tumorer i kroppen. Derfor er det ikke blot een, men mange forskellige kræfttyper, man finder i milten.
En hyppig spredning til milten ses ved leukæmi, ved kræft i mælkekirtlerne og ved kræft i bugspytkirtlen.
Hvad er risikoen for, at din hund får kræft i milten?
Da kræft i milten som nævnt ofte er et resultat af spredninger fra andre kræfttumorer, er det vigtigt, at du i tide søger dyrlæge, hvis du kan mærke unormale hævelser på kroppen af din hund. Det er ikke muligt at give en procentsats på hvor mange, der rammes, men der er en øget risiko med stigende alder, og især ved hunde af større racer som Schæfer og Golden Retriever.
Anden viden om kræft i milten:
I Danmark bruges, i modsætning til i USA, kun sjældent kemoterapi ved kræftbehandling af hunde, da det med de nuværende midler her i landet anses for påførsel af unødig lidelse. - Forskningen går dog stadig nye veje, og behandling vil sikkert være en mulighed i fremtiden.