Sponsoreret
Svømmehale
Svømmehale er en steril betændelsestilstand (myositis) i hundens halemuskler, der stort set kun opstår efter, at hunden har badet eller svømmet meget. Tilstanden opfattes som en overanstrengelse, efter at halen er blevet brugt til at styre med. Svømmehale er specielt udtalt efter badning i havet, hvor strøm og bølger bevirker, at halen bruges meget. Bevægelse i vand kræver stor muskelstyrke, men det erkendes ikke under selve det fysiske arbejde.
Hvad er symptomerne på en svømmehale?
- Halen hænger slapt ned og bevæges stort set ikke
- Der er ømhed ved berøring af haleroden
- Hunden kan virke ked af det og have nedsat appetit
Hvordan kan din dyrlæge stille diagnosen svømmehale?
Dyrlægen vil forhøre sig om hundens adfærd i dagene forud for konsultationen. Der er næsten altid en forhistorie om, at hunden har været ude at svømme. Derefter vil dyrlægen undersøge hunden og bl.a. måle dens temperatur og vurdere dens almene tilstand. Dyrlægen vil så foretage en grundig undersøgelse af området omkring haleroden.
For ikke at forveksle sygdommen med andre lidelser, f.eks. nervesygdomme, brud eller betændelse, kan det være nødvendigt at undersøge en blodprøve og en urinprøve fra hunden for at fastlægge den endelige diagnose.
Hvordan behandles en svømmehale?
Svømmehale behandles med smertestillende medicin og ved at holde hunden i ro. Hvis betændelsesreaktionen i haleroden er meget voldsom, kan det blive nødvendigt at behandle med binyrebarkhormon i en kort periode.
Hvordan er fremtiden for din hund, hvis den har en svømmehale?
Efter 2-5 dages behandling vil hunden typisk blive fuldstændig rask igen.
Hvorfor får hunde svømmehale?
Svømmehale opstår stort set kun efter, at hunden har badet eller svømmet meget. Halen bruges til at styre med, når hunden svømmer. Styrebevægelsen reguleres af halemusklerne ved haleroden og er til daglig en uvant bevægelse for hunden. Hvis hunden svømmer meget, kan der opstå infiltrationer og efterfølgende betændelse i disse muskler.
Hvad er risikoen for, at din hund får en svømmehale?
Risikoen for svømmehale afhænger stort set kun af, om hunden holder af at svømme, og hvor trænet den er til at svømme.
Hvilke racer er særligt udsatte for at få svømmehale?
Golden retriever, labrador og andre hunde, der holder af at bade og svømme.
Anden viden om svømmehaler hos hunde:
Mange hunde holder af at bade og svømme og har derfor stor risiko for at få svømmehale. Sørg for jævnligt at træne hunden i vandet, men lad den til gengæld ikke svømme i for lang tid. Herved kan man til en vis grad forebygge tilstanden.