Dyrlæger uden grænser

Vi er fire pensionerede kvindelige dyrlæger, som syntes, at nu havde vi  lyst og tid til at prøve kræfter med dyrlægearbejde under andre betingelser end de danske. Vi har kendt hinanden siden studietiden for over 40 år siden og har holdt forbindelsen lige siden.

På billedet ses Dyrlægerne Kirsten E Riis, Ingeborg Mølbak, Charlotte Bondam og Kirsten Boeck før afrejse.

Gennem Vets Beyond Borders (Dyrlæger uden grænser) kom vi i forbindelse med en lokal dyreværnsorganisation, som drev en klinik i det nordlige Botswana for private midler.

På kortet kan ses, at Botswana ligger i det sydlige Afrika. Det udmærker sig ved at være et af de mest fredelige og stabile lande I Afrika. Det er på størrelse med Frankrig, men har kun en befolkning på ca 2 millioner. Langt størstedelen af landet er ørken, Kalahari, men i den nordlige del findes findes et kæmpemæssigt indlandsdelta, Okavango. Her breder enorme vandmasser fra en stor flod sig ud over et kæmpemæssigt område og forsvinder derefter i sandet. Det giver livsbetingelser for et meget rigt dyreliv, som trækker mange safarigæster til.

Maun Animal Welfare Society (MAWS)

Efter mere end to døgns rejse, nåede vi frem til byen Maun, som ligger i kanten af Okavango-deltaet. Her havde lokale ildsjæle fået bygget en klinik, hvor der hver dag blev steriliseret og kastreret en del hunde og enkelte katte. Det overordnede mål var at begrænse mængden af hunde til gavn for dyrene selv, men også for det samfund, de tilhørte.

Folk i Botswana er glade for deres hunde og har rigtig mange af dem. Men der er ikke tradition for at holde dem inde. Det betyder, at hundene strejfer, parrer sig og får hvalpe., hanhundene slås og kan få voldsomme bidskader. Desuden kan de sprede sygdomme som hundesyge og rabies, sidstnævnte kan smitte både dyr og mennesker med dødelig udgang. Hundesygevirus udgør en meget alvorlig trussel mod en del af de vilde dyr.

Hundene blev hentet hver dag i denne bil, overnattede i bure, hvor de blev fodret og blev så opereret den følgende dag. Når de var vågnet af bedøvelsen, blev de kørt hjem igen til deres respektive familier. De var forbavsende hårdføre og hurtigt på benene efter indgrebet.

Det var gratis af få sin hund opereret. Alle udgifter blev betalt af MAWS og det var et imponerende stykke dyreværnsarbejde, der blev udført på stedet. Langt de fleste hunde var i god foderstand og venlige og omgængelige, så der var ikke tale om forsømte gadehunde.

Vi boede i et hus ikke langt fra klinikken og gik på arbejde hver dag fra 8 til 17, somme tider længere. Da vi var flere dyrlæger, kunne vi sagtens operere flere dyr samtidig. I forbindelse med operationen fik hundene penincillin og smertestillende medicin, de blev tatoveret i det ene øre, blev behandlet mod orm, flåter og lopper og vaccineret mod rabies og hundesyge, parvo og andre virussygdomme.

Det skete jævnligt, at der blev bragt syge hunde til klinikken. De blev behandlet , ligeledes gratis, men betingelsen var, at ejerne indvilligede i at lade dem neutralisere bagefter. Ind i mellem var der hunde, hvis tilstand var så dårlig, at aflivning var den eneste mulighed.

Kirurgi i det fri

To dage arbejdede vi i en landsby ca 50 km fra Maun. Hele klinikken med ALT, hvad der skulle bruges blev flyttet derud og installeret i deres kgotla. Det var en slags tingsted, - en overbygget cement-terrasse , hvor landsbyens øverste mødes og drøfter forskellige problemer.
Landsbybeboerne kunne så komme og få deres dyr opereret og tage dem med hjem igen, når de var vågnet af bedøvelsen.
Det gav os et spændende indblik, hvordan livet leves på landet I Botswana. Der var fritgående kreaturer, æsler og geder overalt og folk boede i små gasbetonhuse med metaltag. Der var ikke indlagt vand og elektricitet, men nok et lille sted, hvor de kunne få opladet deres mobiltelefoner….
Vores tilstedeværelse var selvfølgelig interessant for alle børnene!

Safari

Alle i Maun arbejder med safari på en eller anden måde, således også MAWS’ medlemmer. Derfor kunne de sende os to og to afsted på en safaritur ud i deltaet., som belønning for vores frivillige, ulønnede arbejde. Man kan ikke køre derud, men må flyve, da Okavangodeltaet er et kæmpemæssigt vandområde, over 400 km på hver led.

Vi fløj en halv times tid i et lille Cessna fly henover lavvandede områder med mange øer og landede på en lille landingsbane. Herfra gik turen i jeep og med båd hen til den lodge, vi skulle bo på. Det var starten på et par dage i virkelig luksus. Der var ture ud i omgivelserne i jeep, båd eller kano, helt efter eget ønske. Hele tiden var vi ledsaget af meget kompetente guider, der kunne svare på alt. Mange af dem var vokset op i deltaet.

Det var meget spændende. Vi kunne komme sejlende imellem siv og åkander og så kunne der pludselig stå en eller flere elefanter og æde lige så fredeligt 15-20 m fra os. Der var aldrig tegn på agressiv adfærd, men guiderne respekterede også, at det var dem, der var kongerne her.
Botswana har forbudt al jagt, - det er ret enestående i Afrika, hvor der jo ellers er store penge af tjene på storvildtjægere. Det betyder så til gengæld, at dyrene er meget trygge og man kan komme ret tæt på.
På turene med jeep, som foregik på de mange øer, så vi udover elefanter også giraffer, antiloper, gnuer, zebraer, vortesvin, flodheste, aber og løve. Derudover mange fugle som fiskeørn, maraboustork og mange mindre meget flotte fugle.

Pludselig var der gået tre uger og det var tid at forlade MAWS og Maun. Men heldigvis var der allerede nye frivillige dyrlæger på vej til at fortsætte det nyttige arbejde og til at få en oplevelse for livet!