Dieffenbachia

Hvordan ser dieffenbachia ud?

Dieffenbachia er en stueplante, der stammer fra det tropiske Centralamerika. Planten bliver i naturen op til en meter høj, men som stueplante sjældent mere end 60 cm. Bladene er op til 30 cm lange, linseformede og voksagtige, og har farver, der varierer fra mørkegrøn til lysegrøn over i hvide aftegninger, enten i striber eller som prikker spredt på bladene.

Hvor kan katten komme i kontakt med dieffenbachia?

Da dieffenbachia kan købes i de fleste blomsterforretninger i Danmark, er planten en meget almindelig stueplante, som findes i mange danske hjem.

Hvilken gift indeholder dieffenbachia?

Dieffenbachia indeholder ligesom stueplanten finger-filodendron høje koncentrationer af calciumoxalat og oxalsyre samt en proteinlignende substans, der reagerer ved at frigøre histamin.

Hvordan viser forgiftningssymptomer sig?

• Det karakteristiske ved dieffenbachia er, at planten forårsager stor irritation i mund og spiserør straks efter, at dyret har tygget i den. Disse beskadigelser på overfladen i mundhulen og videre ned i fordøjelseskanalen er årsag til, at der ses symptomer som savlen, opkast og diarré hos dyret.
• Planten forårsager endvidere ofte en hævelse omkring stemmebåndet, således at den kat, der har spist planten, ikke kan mjave normalt. Denne indvirkning på stemmebåndet har givet planten navnet "Dumb Cane" i USA, hvilket direkte oversat betyder "stumt rør".
• Hvis ikke dyret kaster planten op, vil dele af den fortsætte ud i tarmkanalen og give koliksmerter i bughulen. Dyret vil ligeledes virke nedstemt.
• Det er typisk killinger, der finder på at tygge i planten, men da der ikke optages giftstof i kroppen er det meget sjældent, at det forgiftede dyr ikke kommer sig helt over mødet med dieffenbachia.

Hvad kan man gøre for at modvirke giften?

Først og fremmest må ejere af katte, der kan finde på at spise planter, frarådes at anskaffe sig planten i hjemmet. Har en kat spist dieffenbachia, er det vigtigt at søge dyrlæge. Behandling med cortison, smertebehandling og evt. væsketerapi kan komme på tale.

Af dyrlæge Peter Kierk.

Hvordan ser dieffenbachia ud?

Dieffenbachia er en stueplante, der stammer fra det tropiske Centralamerika. Planten bliver i naturen op til en meter høj, men som stueplante sjældent mere end 60 cm. Bladene er op til 30 cm lange, linseformede og voksagtige, og har farver, der varierer fra mørkegrøn til lysegrøn over i hvide aftegninger, enten i striber eller som prikker spredt på bladene.

Hvor kan katten komme i kontakt med dieffenbachia?

Da dieffenbachia kan købes i de fleste blomsterforretninger i Danmark, er planten en meget almindelig stueplante, som findes i mange danske hjem.

Hvilken gift indeholder dieffenbachia?

Dieffenbachia indeholder ligesom stueplanten finger-filodendron høje koncentrationer af calciumoxalat og oxalsyre samt en proteinlignende substans, der reagerer ved at frigøre histamin.

Hvordan viser forgiftningssymptomer sig?

• Det karakteristiske ved dieffenbachia er, at planten forårsager stor irritation i mund og spiserør straks efter, at dyret har tygget i den. Disse beskadigelser på overfladen i mundhulen og videre ned i fordøjelseskanalen er årsag til, at der ses symptomer som savlen, opkast og diarré hos dyret.
• Planten forårsager endvidere ofte en hævelse omkring stemmebåndet, således at den kat, der har spist planten, ikke kan mjave normalt. Denne indvirkning på stemmebåndet har givet planten navnet "Dumb Cane" i USA, hvilket direkte oversat betyder "stumt rør".
• Hvis ikke dyret kaster planten op, vil dele af den fortsætte ud i tarmkanalen og give koliksmerter i bughulen. Dyret vil ligeledes virke nedstemt.
• Det er typisk killinger, der finder på at tygge i planten, men da der ikke optages giftstof i kroppen er det meget sjældent, at det forgiftede dyr ikke kommer sig helt over mødet med dieffenbachia.

Hvad kan man gøre for at modvirke giften?

Først og fremmest må ejere af katte, der kan finde på at spise planter, frarådes at anskaffe sig planten i hjemmet. Har en kat spist dieffenbachia, er det vigtigt at søge dyrlæge. Behandling med cortison, smertebehandling og evt. væsketerapi kan komme på tale.