Tilmeld dig vores nyhedsbrev
Modtag faglig viden og spar 10% i vores webshop.
Kartoflen er vel nok en af de mest kendte planter i den danske køkkenhave. Kartoflen hører til natskyggefamilien, hvor vi også finder planter som koralkirsebær (stueplante), tomat, bittersød natskygge og sort natskygge. Bladene er konkave og har fjerlignende aftegninger på begge sider. Blomsterne er hvide/rødviolette. De underjordiske udløbere med stængelknolde har kartofler i spidsen. Efter kartoflerne er udviklet dannes der grønne bær, de såkaldte kartoffelæbler.
Ved at færdes enten i en kartoffelmark eller i urtehaven kan katten komme i kontakt med, og måske finde på at spise, de giftige dele af kartoffelplanten. Det er plantens grønne dele, dvs. de grønne blade, kartoffelæblerne og kartofler, der har ligget på jordoverfladen og blevet grønne, som er giftige ved indtagelse.
Katte kan godt tåle en kogt kartoffel.
Kartoffel indeholder det giftige alkaloid solanin, som findes i flere planter i natskyggefamilien. Den højeste koncentration af solanin findes i de såkaldte kartoffelæbler.
Der findes ingen specifik modgift mod solanin. Det er ofte kattekillinger, der kan finde på at æde kartoffelæblerne eller grønne kartofler. Tager man katten på fersk gerning, er det muligt at få den hurtigt til dyrlægen, som vil kunne give opkastningsmiddel eller foretage maveskylning. Ved forgiftning vil behandlingen være symptomatisk; det vil sige, at dyrlægen via væsketerapi og anden behandling støtter det forgiftede dyr optimalt for at gøre det rask igen.
Der er ikke angivet en dødelig dosis af solanin hos katte. De eneste tilfælde af dødsfald her i landet er af ældre dato, hvor børn har spist kartoffelæblerne.
I vores webshop har vi et stort udvalg af alt du skal bruge til din hund
Besøg butik