Tilmeld dig vores nyhedsbrev
Modtag faglig viden og spar 10% i vores webshop.
Rododendron er kendt fra havens surbundsbede, hvor den velkendte prydplante blomstrer i foråret og forsommeren i et utal af smukke farver. Bladene er elipseformede og tilspidsede, læderagtige, skinnede og normalt mørkegrønne på oversiden og bleggrønne på undersiden. Blomsternes udseende og farve varierer blandt de mere end tusinde forskellige sorter, der findes af planten. Plantens størrelse varierer ligeledes fra buske til små træer på op til 4-5 meters højde.
Da rododendron vokser overalt i danske haver, er det klart, at katte meget let kan komme i kontakt med planten.
Rododendron indeholder ligesom stueazaleaen adskillige diterpeneresinoider, der kaldes grayanotoxiner. Atten forskellige grayanotoxiner er blevet isoleret fra denne planteart, og toxinerne (giftstofferne) findes i alt fra plantens stamme til blomsternes nektar. Hovedgiftstoffet i rododendron er grayanotoxin 1, som også er kendt under navnet rhodotoxin eller andromedotoxin.
Stoffet indvirker på natriumudvekslingen mellem det ydre og det indre i cellerne, hvorved der sker nogle biologiske processer, som forårsager forskellige forgiftningssymptomer hos katten.
Der findes ingen specifikke modstoffer mod rododendronens giftstoffer, de såkaldte grayanotoxiner. Væskebehandling og oprettelsen af en normal elektrolyt-balance er vigtig for at katten hurtigst muligt skal komme sig. Det er ret usandsynligt, at en kat vil æde så meget af planten, at den dør af det. Man bør imidlertid undgå, at katten indtager planten i en mængde, så der ses forgiftningssymptomer. Denne mængde er angivet til 0,2 % af kropsvægten, hvis det drejer sig om indtagelse af friske blade, og gælder for mange forskellige dyrearter.
I vores webshop har vi et stort udvalg af alt du skal bruge til din hund
Besøg butik