Plantespisning hos kat
Af dyrlæge Gudrun Frantsen.
Hvorfor spiser min kat grønne planter?
Katte karakteriseres som rovdyr, dvs. kødædende dyr, men mange katte kan også lide at spise grønt.
Mindre mængder plantedele kan have gavnlig indvirken på kattens fordøjelse ved, at katten kaster op, så hårboller og andre ufordøjelige ting fjernes fra mavesækken. Katte kan ikke fordøje selve plantedelene, idet de mangler de enzymer, der kan nedbryde planternes cellulose. Små mængder plantedele vil ufordøjet passere gennem tarmsystemet, mens større mængder altså vil blive kastet op, fordi de irriterer mavesækken. Ofte spiser katten ikke planterne, men tygger på dem eller bider i dem.
Enkelte planter tiltrækker katten på en særlig måde. Det gælder katteurten (Catnip). Når katten inhalerer de æteriske olier fra denne plante, opfører den sig, som om den var i en euforisk rus: Bliver let slingrende, ruller sig og virker lidt depressiv. Symptomerne minder lidt om løbetidssymptomer. Baldrian har den samme virkning, hvilket udnyttes ved fremstilling af såkaldte katteparfumer.
Er det farligt for katten at spise planter?
De fleste planter er uskadelige, men der er nogle, som i sjældne tilfælde kan være giftige for katte.
Specielt indendørskatte kan være udsatte for planteforgiftning, såfremt udvalget af planter er ringe, og der er en giftig imellem. Katte er ikke i stand til at skelne ikke-giftige og giftige planter fra hinanden.
I det nationale forgiftningscenter i USA er følgende planter registreret som de, der hyppigst har fremkaldt forgiftningssymptomer hos katte (plantens latinske navn er anført i parentes):
- Hawaiiblomst (Hibiscus)
- Rhododendron (Rhododendron)
- Sømandstrøst (Aglaonema hybrid)
- Alpeviol (Cyclamen)
- Sigøjnerblad (Dieffenbachia)
- Trompetlilje (Lillium Longiflorum)
- Vedbend (Hedera Helix)
- Kærlighedstræ (Fhilodendron)
- Julestjerne (Euphorbia Pulcherrima)
- Fredslilje (Spathiphyllum Wallissii)
- Liljer er generelt meget giftige for katte, nærmeste dødelige
Hvordan forebygger jeg plantespisning samt planteforgiftning?
Man kan undgå planteforgiftning ved at placere de giftige planter et sted, hvor katten ikke kan nå dem. Eller bedst ved helt at undlade at have disse planter.
Man kan forsøge at hindre katten i at tygge i ens yndlingsplante ved at tilbyde den kattegræs. Græsset kan købes "færdigt" eller som frø, man selv fremdriver. Det er dog ikke altid, at katten vælger sit kattegræs frem for potteplanten. Her kan det blive nødvendigt med fjerndistance afstraffelse - for eksempel med en vandpistol - at tage katten på fersk gerning. Katten må helst ikke opdage/se ejeren i situationen. Man kan forsøge at dække planterne med deodorant, og derved gøre dem mindre attraktive for katten. Endelig kan det være nødvendigt at fjerne planterne fra kattens område, når man ikke er hjemme til at holde øje med katten.
Til at regulere fordøjelsen og passagen af hårboller hos katten findes en pasta, kattemalt. Ved tilskud af dette, kan lysten til at spise potteplanter måske reduceres lidt.
Du skal kontakte din dyrlæge
- hvis katten kaster op over længere tid
- hvis katten udvikler diarré
- hvis katten savler
- hvis katten opfører sig underligt og anderledes end normalt
- hvis katten får kramper