Sponsoreret
Læggenød
Latinsk navn: Dystoki
Hvad er læggenød hos fugle?
Læggenød er en tilbageholdelse af æg i fuglens æggeleder eller kloak. Undertiden anvendes ordet "læggenød", fordi fuglen ikke kan lægge æg.
Hvad er symptomerne på læggenød?
- Fuglen bliver nedstemt
- Den sidder ofte stille i bunden af buret
- Den æder og drikker mindre, og bliver derfor let dehydreret
- Den har ofte trængninger, hvilket betyder, at den prøver på at komme af med ægget, ligesom når den laver klatter. Derfor kan tilstanden forveksles med forstoppelse
- Maven hæver på nogle fugle
Hvordan kan din dyrlæge stille diagnosen læggenød?
Ved direkte at føle på fuglens mave kan man ofte mærke ægget. Dette er tydeligst, hvis det drejer sig om et æg, der er for stort til at det kan passere bækkenet. Den sikreste metode er dog at tage et røntgenbillede eller ultrascanne fuglen.
Hvordan behandles læggenød?
Ofte vil dyrlægen forsøge at give olie i næbbet, som smørelse, så ægget kan passere det sidste stykke vej ud af kloakken. Dyrlægen kan ligeledes forsøge at behandle lokalt med olie i kloakken, ved at smøre med en lille vatpind. Dette kan mange gange løsne ægget. Olien bevirker dog, at ægget ikke kan ruges ud...
Medicinsk behandling med hormoner, der øger uddrivningskraften af ægget, kan også komme på tale, eller ægget kan knuses i æggelederen og derpå forsigtigt tages ud i mindre stykker. Denne procedure bør dog kun foretages af den rutinerede fugleholder eller dyrlæge, idet der er stor chance for at fuglen dør hvis metoden gribes forkert an.
En sidste mulighed er kirurgisk fjernelse, hvor ægget tages ud gennem et snit i bugvæggen.
Hvordan er fremtiden for din fugl, hvis den har læggenød?
Normalt er den god, hvis problemet opdages før fuglen bliver for svag.
Hvorfor får fugle læggenød?
Årsagen ligger ofte i mangel på vitamin D3, eller i et forkert forhold mellem calcium og fosfor i foderet. En anden faktor er uro omkring æglægningstidspunktet, hvilket resulterer i stress.
Hvad er risikoen for, at din fugl får læggenød?
Læggenød er hyppigt forekommende, og årsag til at mange fugle hvert år dør i yngletiden. Det er særligt unge og ældre hun-fugle, som risikerer at erhverve sig denne lidelse i tilslutning til æglægning. Ligeledes vil hun-fugle i alle aldersgrupper med utilstrækkelig mængde D3-vitamin og calcium i foderet være udsatte.