

Sponsoreret
Rotter

At grave
I naturen lever rotter i huler og gange som, de udvider med jævne mellemrum. De sover i deres huler og de søger ly for rovdyr. Rotter graver imidlertid ikke alene huler for at have et sted at sove og søge ly. De graver også, fordi de kan lide at grave.
Det er derfor vigtigt, at rotter har rør og huler, hvor de kan opholde sig, og det er vigtigt, at de har mulighed for at grave.
At stå på bagben
Rotter er nysgerrige dyr, der gerne står på bagben for at undersøge deres omgivelser, men de står også på bagben for at strække sig og for at interagere med andre rotter. Rotter står på bagben ved at støtte med halen eller ved at stå på tæer op ad en lodret overflade.
Det er derfor vigtigt, at rotternes bure er så høje, at rotterne har mulighed for at stå på bagben.
At klatre
Rotter klatre gerne for at flygte for rovdyr eller for at få fat i noget spiseligt. Det er særligt unge rotter, der har et behov for at klatre. Behovet synes at være størst omkring 3 måneders alderen og aftager derefter. Der er også noget, der tyder på at hunrotter klatre mere end hanrotter.
At gnave
Det er ikke tilfældigt, at rotter kaldes for gnavere. Deres tænder vokser livet igennem, hvorfor det er nødvendigt, at de jævnligt slider tænderne ved at gnave i noget. Rotter i fangeskab, der ikke har mulighed for at gnave kan begynde at gnave i tremmerne.
Det er derfor vigtigt at give rotter noget at gnave i. Gulerødder, korn og stykker af blødt træ er gode at gnave i og hjælper med at holde rotternes tænder korte.
At have noget at undersøge
Rotter anses for intelligente dyr, der gerne udforsker og undersøger deres omgivelser. Undersøgelser har vist, at rotter der præsenteres for en ny ting undersøger denne mere første gang end, hvis de får præsenteret tingen flere gange. Derfor mener man, at rotter i særlig grad har behov for at blive stimuleret ved at have mulighed for at undersøge nye ting.
At have kontakt med andre rotter
De er meget sociale dyr, der lever i naturen lever i grupper. De er meget tolerante over for andre rotter i deres gruppe. Voksne rottehanner kan, i modsætning til kaniner og flere andre gnavere, leve harmonisk sammen, hvis de er vokset op sammen. Det kan dog være problematisk at introducere en ny rotte i gruppen. Det er derfor vigtigt at holde rotter sammen med andre rotter.