En hund blandt pungdyr

Af journalist Vibeke Brock

Da de første europæere kom til Australien forbløffedes de over landets helt specielle dyr som kænguruer og koalabjørne, nemlig pungdyrene. Men der var dog en art, der lignede dyr, de kendte i forvejen, nemlig dingoen.

Dingoen, den australske vildhund, er på størrelse med en schæferhund, men har et lidt mere plumpt hoved end schæferen. Dens pels er oftest rødlig til lys gullig. Den har været jaget skånselsløst, efter at englænderne koloniserede Australien, så de tilbageværende individer er overordentligt menneskesky.

Dingoen har naturligvis givet anledning til en del diskussion, der har drejet sig om dens oprindelse.

Nogle mennesker har hævdet, at det var en oprindelig, urgammel australsk art. Mens andre har haft den opfattelse, at dingoen simpelthen var resultatet af, at bortløbne tamhunde havde parret sig i flæng.

Efter de sidstes mening skulle dingoen altså være resultatet af tilfældige krydsninger mellem forskellige hunderacer. Ved disse krydsninger, der miksede arveanlæg fra de forskellige racer, skulle der så efterhånden være dannet en race med de mest fælles og oprindelige hundekarakterer. Ved krydsninger af forædlede hunde opstod der en art, en slags ultimativt gadekryds,  en "ægte vildhund". Denne opfattelse har i tidens løb tiltalt mange, og den stemmer meget godt overens med troen på, at gadekryds giver afkom, der er sundere og mere robust end afkommet fra rene racer. 

De oprindelige pattedyr på Australien er, som nævnt, pungdyrene, der udmærker sig ved, at de ikke danner moderkage, men føder bittesmå, få uger gamle fosterlignende unger. Ungerne bæres i pungen efter fødslen som en slags udvendige fostre. I stedet for at få næring gennem moderkagens blod, som de indvendige fostre gør, får de nyfødte pungdyr mælk gennem pungens dievorte.

Pattedyr med moderkage er først kommet til Australien langt senere, det drejer sig for eksempel om menneske, flagermus,  rotte, kanin og diverse husdyr.

Selv om de fleste forbinder begrebet pungdyr med relativt fredelige væsener som opossum, kænguru og koalabjørn, eksisterer der også pungrovdyr. Det drejer sig om pungulv og den tasmanske djævel, der begge er effektive dræbere. De har åbenbart ikke været så hårde konkurrenter, at de har forhindret dingoen i at klare sig. I dag er de to pungdyr næsten udryddet, men forekommer stadig vildtlevende på Tasmanien.

Med hensyn til problemet vedrørende dingoens oprindelse, er der i efteråret 2003 sket en afklaring på den gamle diskussion. En australsk forsker fra University of New South Wales i Australien, Dr. Alan Willton har sammenlignet  DNA-materiale fra 211 dingoer fra forskellige steder I Australien, med prøver fra 676 tamhunde fra hele verden og med prøver fra 27 ulve. I den forbindelse skal det nævnes, at tamhunde nedstammer fra ulve.

På basis af sine analyser kan Alan Villton nu fastslå, at gingoen kom til Australien for cirka 5000 år siden. Han gætter på, at den kom til landet i båd nordfra som tamhund sammen med en gruppe mennesker. Måske var der tale om, at det var flere nærtbeslægtede hunde, der kom til Australien, måske var der kun tale om en enkelt drægtig tæve.

Alan Willton her endvidere vist, at dingoen ikke er enestående, hvad dens arvelige forhold angår, for den har nære tamhundeslægtninge i Indonesien, Japan og Sibirien.

Så dingoen er altså mest af alt en tamhund, der blev fremavlet for tusinder af år siden på basis af menneskers selektion eller udvælgelse. De avlede på dens ulveagtige forfædre med henblik på at få de for mennesket mest gunstige karakterer fremelsket.

Og denne tamhund har derefter bevaret sine for racen karakteristiske arveanlæg i 5000 år uden yderligere avlsarbejde. Nok lever dingoen i naturen, men dens arveanlæg er lige så "unaturlige" som andre tamhundes.