Hjerner, krybdyr og kæledyr

Af journalist Vibeke Brock

Når vi vil udtrykke, at menneskelige handlinger er dybt primitive, kan vi sige, at adfærden er styret af vores krybdyrhjerne. Dermed har vi mere eller mindre bevidst benyttet os af viden om, at vi pattedyr dels nedstammer fra urformer af krybdyr, dels at vore pattedyrhjerner er blevet mere omfattende end krybdyrenes.

En måde at sammenligne hjerner på er selvfølgelig at sammenligne deres størrelse. Umiddelbart kunne man forledes til at tro, at jo større hjerner, jo flere hjerneceller og dermed jo mere kompleks intelligens. Men en meget stor del af hjernens celler har intet med intelligente processer at gøre, for deres funktioner er relateret til forskellige funktioner i kroppen. Derfor benytter man ofte en måleenhed, hvor der er korrigeret for dette forhold. Man tager simpelthen hjernens vægt og dividerer den med kroppens vægt.

Den gang, man for godt hundrede år siden gik meget op i at sammenligne hjernestørrelser hos kloge mænd, var der meget forståeligt en del små mænd, som blev overordentligt tilfredse med indførelsen af den nye korrigerede enhed, der viste, at de var lige så kloge som høje mænd. (At høje mænd gennemsnitligt er klogere end mindre mænd afspejler blot, at der blandt mindre mænd er en større repræsentation af individer, der er - eller har været - underernærede i en grad, der har påvirket udviklingen af deres intelligens).

Desværre for alle de kloge mænd medførte den korrigerede enhed, at kvinder scorer højere end mænd, og mere skal der ikke nævnes om disse interessante forhold i denne sammenhæng.

Forskellige hvirveldyrs hjernekapacitet i forhold til kropsvægt

Sammenligner man hjernekapaciteten for forskellige hvirveldyr ved hjælp af den nye enhed, viser det sig, at mennesket scorer højest, og det tager vi selvfølgelig som belæg for, at det er en rigtig fornuftig måde at måle intelligenskapacitet på.

Delfiner og marsvin scorer også rigtig højt og ligner i det forhold mennesket meget mere end vore nære slægtninge gorillaer og chimpanser.

Tamhundens forfader, den vilde ulv har en score, der er næsten lige så høj som bavianer, mens dyrenes konge løven lige som rotter scorer lidt under middel.

Det kommer næppe bag på nogen, at ål scorer ekstremt lavt. Men at alligatorer scorer lavere end middel i sin vægtklasse, mens guldfisk scorer højt, vil måske rokke lidt ved den prestige alligatorejere mener sig berettiget til i forhold til folk, der har fisk som kæledyr.

At man ikke uden videre kan slutte sig til, hvad scoren er for en hel dyregruppe ud fra en enkelt arts score, ses for eksempel af, at strudse scorer langt under middel, mens krager ligger pænt over.

Ægget var forudsætningen for et helt liv på land

Et af de mest fascinerende områder inden for evolutionsbiologien omhandler udviklingen af krybdyrene, der begyndte i den jordperiode, der kaldes kul/carbon for cirka 340 millioner år siden.

Stamformen for krybdyr var amfibier, den dyregruppe der i dag er repræsenteret af tudser, frøer og salamandre. Amfibier er alle afhængige af adgang til at opholde sig i ferskvand, om ikke hele tiden så i hvert fald i forbindelse med de yngste livsstadier mens de er æg eller larver/ungdyr.

Udviklingen af krybdyr er revolutionerende i den forstand, at de blev de første hvirveldyrformer, der kunne være på land i alle livets stadier. Og forudsætningen for denne - i dobbelt forstand evolutionære landvinding - er udviklingen af krybdyrægget. I dette æg udvikler den befrugtede ægcelle sig trygt og godt omgivet af en skal og hinder, der lader ilt diffundere ind i ægget og kuldioxid fra fostercellernes ånding ud. Fostret er omgivet af sit eget våde miljø, hvor det stille og roligt kan tære på den medbragte madpakke i form af æggeblommen, mens det udvikler sig til et fuldt færdigt krybdyr. Således behøver krybdyrgruppen ikke gennemleve et larvestadium lige som amfibierne. Når ægget klækkes, er det et fuldt færdigt minikrybdyr, der kravler ud af skallerne.

Med den nyudviklede tilpasning til livet på landjorden udviklede der sig en rigdom af krybdyrarter over de følgende 275 mio år. Denne krybdyrenes erobring af klodens landområder fortsatte frem til slutningen af kridttiden, hvor voldsomme ændringer i miljøet medførte, at blandt andet alle dinosaurerne uddøde på nær nogle krokodillearter og nogle fra dinosaurerne udviklede fugle.

For cirka 220 mio år siden, samtidig med at de første dinosaurer blev udviklet, opstod de første primitive pattedyr. Men den store udvikling af de mange pattedyrarter fandt først sted for cirka 60 mio år siden, altså efter den omfattende massedød af de store krybdyr. Den øjeblikkelige situation er sådan, at der er registreret godt 4.000 nulevende paddearter, godt 6.000 krybdyrarter, 4.000 pattedyrarter og 9.000 fuglearter. Så selv om fuglene er den yngste af de nævnte grupper, er de altså for tiden den mest varierede med hensyn til artsrigdom.

De fire nulevende krybdyrordener og deres egnethed som kæledyr

Mens mange mennesker udvikler overfølsomhed overfor kæledyr med pels er der mindre risiko for allergiske reaktioner forbundet med at holde krybdyr som kæledyr, ikke mindst fordi de holdes i lukkede terrarier.

Som nævnt kan krokodillerne opfattes som en gruppe overlevende dinosaurer. Gruppen udgør en selvstændig orden Crocodilia. Denne orden har cirka 25 nulevende arter, der er fordelt på tre underfamilier: De egentlige krokodiller, alligatorer som også omfatter kaimanen og endelig Gavialinae som fiskekrokodillen gavial hører til.

Alligatorerne går for at være relativt lette at holde i fangenskab. Men langt de fleste, der har prøvet at have disse dyr som kæledyr, giver op, når dyrene opnår en vis størrelse. Og selv om dyrene kan trænes til at fatte, hvornår de vil blive fodret, skal man ikke forvente, at der udvikles særlige emotionelle bånd mellem ejer og de spændende fortidsdyr.

Slangerne indgår sammen med firbenene i den anden krybdyrorden, der hedder Squamata og som omfatter 2.500 nulevende arter.

Det er simpelthen ikke så oplagt at kæle med et krybdyr, for der er ikke plads til større hengivenhed i krybdyrhjernen, men mange ejere af slanger finder det behageligt at stryge henover den lune og tørre slangehuds skæl. Visse pytonarter kan blive rigtig gode og afslappede kæledyr, men det er ikke nødvendigtvis den egenskab, der efterspørges blandt slangeejere. I nogle kredse er det forbundet med en vis status at holde aggressive eller endog giftige slanger som kæledyr.

Heller ikke firbenene har forudsætning for at blive kælne, men der er arter, der er mere omgængelige end andre, herunder visse gekkoer, hvorimod de flotte iguaner og kamæleoner ikke egner sig som kæledyr.

Det er nok først og fremmest fascinationen af de særprægede dyr, der får folk til at investere i køb af dem. De ligner jo mere eller mindre de drager, der indgår i eventyr og myter over hele jordkloden, og det er let at forestille sig, at de er miniudgaver af store truende uhyrer. De største firben er varanerne, der kan blive godt tre meter lange, og de kan meget vel have været basis for myter om drager, selv om de ikke spyr ild.

Der er kun er få giftige firben. Alligevel er det en god idé at omgås dem med forsigtighed, for et bid af deres spidse tænder kan give infektioner med bakterier som salmonella og stivkrampe.

Den tredje krybdyrorden Rhynchocefalia har kun én nulevende repræsentant, der heldigvis er fredet og beskyttet på en lille ø nær New Zealand. Et spændende træk ved denne art tuataraen er, at det tredje øje, eller krybdyrøjet, der hos de fleste krybdyr er en markering i hovedets skellet, faktisk indeholder væv, der er karakteristisk for funktionsduelige øjne.

Den fjerde og sidste krybdyrorden kaldes Chelonia. Den omfatter skildpadderne på land, i havet og i ferskvand og omfatter cirka 250 arter. Det er arter, der ikke har ændret sig stort siden deres tilblivelse for knapt 200 mio år siden. Blandt landskildpadderne er Galapagos skildpadden specielt imponerende med sin monstrøse vægt, der går op til 400 kg.

Havskildpadderne er vægtløse i vand. Den største art, læderskildpadden kan blive næsten 1,5 m lang. Havskildpadderne imponerer især ved deres mange hundrede kilometer lange svømmeture til og fra de obligatoriske æglægningslokaliteter. Der kravler de som programmerede robotter ud af vandet op i sandbunker og småklitter, graver passende huller, lægger deres cirka 100 æg og slæber sig derefter tilbage til havstokken ret uberørt af, hvad der foregår omkring dem. Således er det ikke de direkte krigshandlinger i Libanon, der generer Middelhavets grønne havskildpadde, når den lægger sine æg på Libanons strande for tiden, men derimod de store udslip af råolie i området, der er resultat af bombningen af et kraftværk i det sydlige Libanon.

Mens havskildpadderne ikke overvejes som kæledyr for seriøse ejere, er det fuldt ud muligt at holde ferskvandsskildpadder og landskildpadder. De kræver meget omhyggelig rengøring og er vel ikke direkte kælne, men det er let at undgå at blive nappet af dem, og som alle de andre krybdyr er det nogle fascinerende skabninger at iagttage.