Hund
Kat
Hest
Smådyr
Videnskab
AniPlan
Find dyrlæge
Webshop

Hvad er en art og en race?

Af videnskabsjournalist Vibeke Brock

Usikkerheden kommer hele tiden op til overfladen, når dyreejere taler om dyr, når haveentusiaster fortæller om havens blomster, når lystfiskere fortæller om deres fangst, når kokke omtaler råvarer eller når ornitologer diskuterer fugleobservationer. Danskere er simpelthen usikre på, hvordan de systematiske forhold er for de organismer, de diskuterer, og de bruger udtryk som hestearter, plantefamilien, skaldyrracer, torskeslægten og spurvegruppen.

Usikkerheden er især påfaldende med tanke på, at mange af de samme mennesker med stor præcision kan redegøre for systematikken inden for militæret, eller for model og fabrikationsmærke på almindelige personbiler. Den mest benyttede biologiske systematik, som almindelige svenskere og englændere i modsætning til danskere kender, er heldigvis ikke mere indviklet end systematikken vedrørende militær rang eller personbiler.

Carl von Linné
Mens englænderne med god rette anser Charles Darwin for at være den mest betydningsfulde biolog nogensinde, forbereder svenskerne sig på at dyrke 300-årsdagen næste år for et næsten lige så stort biologisk ikon nemlig Carl von Linné.

Charles Darwin, der er født godt hundrede år senere end Linné fremkom med en teori om, hvordan arterne er udviklet. Den går i enkelhed ud på, at tilfældigt opståede træk, der giver større overlevelseschance for en art konserveres i arten, mens ugunstige træk forsvinder.

Først efter Darwins død blev det klart, at de forskellige karaktertræk, han opererede med, var bundet til individernes arveanlæg i gener, der består af de relativt simple kemiske forbindelser, vi kender som DNA. En vigtig forudsætning for Darwins teori var Linnés systematiske arbejde.

Linnés gennembrud bestod i, at han fandt frem til kriterier for, at arter af dyr og planter kan grupperes i systemer, hvor nogle arter naturligt danner en gruppe, der adskiller sig fra andre arters gruppe. På basis af sit omfattende kendskab til utallige former for planter og dyr konstruerede og udgav han en systematik for planter i 1753 og for dyr i 1758, der i store træk svarer til den systematik, der nu 250 år senere anvendes verden over.

Arten er en naturlig enhed
Den vigtigste enhed i systematikken er arten. En art kan defineres som en gruppe af organismer, der kan få afkom med hinanden, afkom, der vel at mærke er avlsdygtigt. Et velkendt eksempel
på to arter, der ganske vist kan få afkom sammen, men afkom, der til gengæld ikke selv kan få afkom, er hest og æsel. Arten er en enhed, der opleves som naturlig af de fleste mennesker, man kan godt kende tiger fra panter og æbler fra pærer. Den næste systematiske enhed, der samler arter, der ligner hinanden hedder slægten.

I mange tilfælde stemmer den også overens med ens intuitive opfattelse:

  • Hvilket dyr tilhører ikke samme slægt som de to andre:
    Tiger, panter, vildkat? (Vildkatten tilhører en anden slægt).
  • Hvilke to planter af følgende tre er i slægt med hinanden:
    Hindbær, jordbær og brombær? (Jordbær tilhør en anden slægt).

Har man lært, at slægten er en enhed, der omfatter flere arter, er det ord, der betegner det overordnede, næste led irriterende. Flere slægter kan nemlig samles i en familie. Og familiebetegnelsen stemmer ikke overens med den måde, vi i hverdagen benytter de to udtryk: slægt og familie. Der benytter vi udtrykket familie i betydningen kernefamilie, og det er jo en enhed, der er mindre omfattende end slægten. Benytter vi derimod familiebegrebet mere bredt i betydningen "at være i familie med" har vi et langt mere rummeligt begreb, der passer bedre overens med Linnés systematiske familiebegreb. Tamhunden tilhører ligesom ulv, prærieulv og de forskellige rævearter hundefamilien, Canidae.
 
Betegnelserne på de mere overordnede kategorier er det vanskeligere at lære, og de benyttes ikke meget i dagligdags sammenhæng. Men det kan være interessant at kende til dem. Sammen med andre familier som kattefamilien og bjørnefamilien indgår hundefamilien i en såkaldt orden, der kaldes rovdyr, carnivora. Denne orden går sammen med andre ordener i den klasse der hedder pattedyr, mammalia og som for eksempel også omfatter primatorden, som mennesker og aber hører til og gnaverordenen som mus hører til. Pattedyrene går sammen med klasserne fugle, krybdyr, padder, fisk og sækdyr i rækken chordata , som er dyr med en streng i ryggen, der i de første fem grupper bliver til en hvirvelsøjle. Endelig samles rækken chordata med de øvrige dyrerækker som for eksempel polypdyr, pighuder, leddyr og bløddyr i dyreriget, animalia.

Slægt, art og race
Går vi tilbage til at beskæftige os med arten, kan vi bruge hunden som et eksempel. Ulven kan få reproduktionsdygtigt afkom med både tamhund og præriehund. Men der er så udtalte forskelle mellem de tre grupper, at de fleste oplever et behov for at give udtryk for denne forskel. Det kan man gøre ved at opfatte dem som underart-
er, der så igen for tamhundens vedkommende kan opdeles i de mange kendte racer.

Man kan også gøre det ved at give de tre former forskellige artsnavne, selvom man godt ved, at de på basis af det forplantningsmæssige kriterium egentlig udgør én art. Det er derfor ret almindeligt at benytte to forskellige artsnavne og kalde ulven for Canis lupus og tamhunden for Canis familiaris.

Ved navngivning af en art benytter man to latinske navne. Først dens slægtsnavn, der staves med stort begyndelsesbogstav, derefter dens artsbetegnelse, der staves med lille bogstav. De latinske artsnavne skrives i kursiv. Hvis et individ er navngivet med tre navne, angiver det tredje navn underarten, det er for eksempel tilfældet, når vildkatten benævnes Felis silvestris. Tamhunden kan betragtes som en underart af vildtypen ulv. Opfattes den som underart skal den betegnes Canis lupus familiaris.

Med de tre systematiske enheder, slægt, art og race, er man godt dækket ind i daglig sammenhæng. Men der er altså, som ovenfor omtalt, en systematik, der samler slægterne i mere omfattende enheder, der igen samles i endnu mere overordnede enheder, indtil man står med en enhed, der omfatter alt levende. Mens Linné opdelte alt levende i de to riger, planteriget og dyreriget, arbejder de fleste systematikere i dag med flere hovedgrupper. En almindeligt benyttet opdeling omfatter således 5 enheder: dyr, planter, svampe, bakterier og en restgruppe, der består af de encellede organismer, der ikke er bakterier.

Netdyredoktors nyhedsbrev Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder om dyrs sundhed, tips til træning og masser af gode tilbud