Rent drikkevand
Af journalist Vibeke Brock
Det understreges ustandseligt, at der skal være adgang til friskt, rent drikkevand til dyrene. Men hvorfor er det egentlig så vigtigt, at drikkevandskvaliteten er høj for kæledyr som katte, hunde og heste? I naturen må mange dyr jo ofte klare sig med mudret og stillestående vand. Det skyldes simpelthen at vand kan indeholde sygdomsfremkaldende mikroorganismer, de såkaldte patogene mikroorganismer. Og når vandet "beriges" med madrester fra snuder og muler og eventuelt også bliver lunt, ja så trives mikroorganismerne, og nogle vil have så gode betingelser, at de deler sig efter opskriften, at en bliver til to, der bliver til fire, der bliver til otte.
De patogene organismer, der især trives godt i dyrenes drikkevand, er protozoer, der er encellede dyr, og bakterier, og risikoen for, at dyrene smittes med indvoldsorm og virus fra drikkevandet, kan heller ikke udelukkes.
Vandet skal bare have stået lunt et par dage, før disse levende slimbelægninger dannes, men heldigvis er der i de fleste tilfælde blot tale om, at drikkevandet er blevet uappetitligt. Der kan, når uheldet er ude, være udviklet større mængder af patogene bakterier i vandet, og så er der tale om en anderledes farlig situation.
Skadelige bakterier i drikkevand
Det er oplagt, at dyr som hunde og katte, der holder sig rene omkring tarmåbningen ved at slikke sig, kan afgive tarmbakterier til drikkevandet. Det kan dreje sig om Colibakterier, der som oftest er ganske uskadelige og udgør en del af den normale tarmflora, hvor de blandt andet sørger for at tarmen er iltfri, så mange andre bakterier bukker under.
Der er dog eksempler på at farlige stammer, for eksempel E. coli O157, er dødelige for mennesker.
En anden gruppe af tarmbakterier, der er sygdomsfremkaldende i forskellig sværhedsgrad er Salmonella. Disse bakterier er karakteristiske ved, at de ikke blot lever i tarmen. De trænger ind i selve tarmvæggens celler, hvor de udskiller giftige affaldsprodukter, der medfører diarré og giver anledning til generelle forgiftningstilstande, der kan være dødelige.
Campylobacter er også tarmbakterier, der er sygdomsfremkaldende. De trives bedst og formerer sig i tarmen, men de kan overleve i og dermed overføres fra dyr til dyr med drikkevand.
Også miltbrandbakterier kan overføres med vand, der er forurenet med jord og støv. Heldigvis er Bacillus anthrasis, der giver de frygtede og dødsensfarlige tarminfektioner, der i engelsktalende lande kaldes anthrax, meget sjælden.
Legionella bakterier, der medfører infektioner med høj feber, overføres med lunkent vand.
Endelig skal bakteriegruppen Listeria nævnes. De forekommer blandt andet i tarmen på dyr og mennesker, men også frit i jord og vand. I større koncentrationer er de årsag til alvorlige sygdomstilfælde.
Der er også sygdomsfremkaldende smådyr fra drikkevand. Mest kendt er nok det lille encellede dyr Giardia lamblia, der er en tarmparasit, der afgives med afføring og spredes med vand. Den giver anledning til kraftig diarré. En anden gruppe af diarréfremkaldende encellede dyr, der kan spredes med drikkevand, er amøberne fra slægten Entamoeba.
De gavnlige bakterier
Under normale omstændigheder har vore kæledyr en bakterieflora i hele fordøjelsessystemet. Mange af disse bakterier vil ikke skade dyrene, nogle vil endda være gavnlige symbionter, der hjælper dyret med at spalte næringsstoffer, de ellers ikke ville kunne udnytte. Og colibakteriernes aktivitet er direkte forudsætningen for at værten får K-vitamin.
Fordøjelsessystemets mikroflora har endvidere den funktion, at de optager pladsen for eventuelt skadelige bakterier, der har svært ved at etablere sig på bekostning af de eksisterende bakterier. Det er et forhold, der betyder, at dyrene generelt er ret robuste under normale forhold.
Men dyr, der har været syge og er blevet behandlet med antibiotika, har ikke blot fået bekæmpet de sygdomsfremkaldende bakterier ved hjælp af medicinen. Også deres normale bakterieflora er nedkæmpet.
Det betyder, at dyret er ekstra udsat for at få en infektion lige efter en behandling med antibiotika, og at dets drikkevand skal skiftes ekstra omhyggeligt.