Tamkatten og de andre kattedyr

Alle, der oplever synet af en af de store katte i naturen, parker, eller zoologiske haver, får en umiddelbar fornemmelse af dyrets slægtskab med tamkatten. Og fornemmelsen holder faktisk stik i videnskabelig sammenhæng, for løver, tigre, leoparder og jaguarer og alle andre kattedyr hører samen med tamkatten til én gruppe nemlig kattefamilien.

I det følgende afsnit ridses kattedyrenes systematik op. Det er lidt tung læsning, og den læser, der finder det uinteressant, kan heldigvis bare hoppe videre til et senere afsnit. Kattefamilien kan også systematiseres på andre måder, end den viste.

Vi danskere er i modsætning til for eksempel englændere og svenskere ikke rigtig blevet trænet i at bruge latinske betegnelser i skolen, og er man uinteresseret, kan man bare skippe dem.

Ønsker man at kunne sige de latinske navne, kan man bruge følgende simple tommelfingerregler: Oftest skal trykket lægges på tredje-sidste stavelse. Er der kun to stavelser, lægges trykket på den første af dem. C udtales som k, og generelt udtaler man simpelthen ordet med danske lyde, mens en englænder tilsvarende bruger engelsk udtale.

Det er helt acceptabelt, at udtale latinske ord forkert, det gør læger, gartnere og mange andre også.

Kattedyrenes systematik

Kattedyrene udgør en familie inden for rovdyrsordenen (Carnivora). Familien kaldes simpelthen for kattefamilien, på latin: Felidae.

Vores forskellige racer af tamkat er efter de flestes opfattelse efterkommere af den afrikanske vildkat, Felis lybica, et forhold, som uddybes i senere.

Selv om de fire store kattearter, løve, tiger, jaguar og leopard ser forskellige ud, er de nærtbeslægtede. Deres karaktertræk har så mange lighedspunkter, at de alle fire henføres til den samme slægt Panthera. På latin hedder de derfor i samme rækkefølge henholdsvis Panthera leo, Panthera tigris, Panthera onca, og Panthera pardus.

I naturen parrer individerne af en givet art sig kun med artsfæller, og på den måde opretholder arten en ensartet genetisk pulje, hvor "en løve er en løve". 
Men i fangenskab kan et dyr i brunst blive mindre kritisk i sit partnervalg, og der er rapporteret eksempler på bastarder mellem løver og tiger, og mellem jaguar og leopard. Genetisk set er sådanne krydsninger næsten altid en blindgyde, fordi bastarderne ikke selv er forplantningsdygtige.

OBS - Her mangler desværre et diagram, der viser slægtskabet mellem kattedyrene, der er nævnt i artiklen. Dette har ikke været muligt at genfinde og gør det nogle steder svært at se de beskrevne sammenhænge i kattedyrenes systematik. 

Øverste niveau viser familien. Niveauet under viser grupper, der har status af underfamilier. Niveauet, hvor de latinske navne er skrevet med kursiv, er slægterne. Alle felterne under slægterne viser arterne, der er skrevet med lidt mindre tekst. Diagrammet indikerer, at tamkatten er en underart af den afrikanske vildkat.

Geparden, Achinonyx jubatus, der også er et stort medlem af kattefamilien, henregnes til en helt anden gruppe, end de fire ovenfor nævnte. Den er endda så forskellig fra alle andre store og små katte, at den ikke alene tilhører en anden slægt, den har sin egen underfamilie (Acinonychinae).

Slægtsnavnet er det første ord i den latinske betegnelse for en art, og det skrives med stort forbogstav. Ofte vil man forkorte slægtsnavnet til bare dette forbogstav efterfulgt af et punktum, for eksempel A. jubatus.

Slægtsnavnene viser, at en lang række af de øvrige velkendte kattearter ikke er nært beslægtede. Det gælder for eksempel for sneleopard (Unica unica), puma (Puma concolor), los (Lynx lynx) og karakal (Caracal caracal).

Tamkattens nærmeste slægtninge

Felis-slægten omfatter en række arter, hvoraf nogle omtales her. Som nævnt, er den afrikanske vildkat (Felis lybica) stamformen til tamkatten, og den svenske systematiker Linné opfattede tamkatten som en selvstændig art, som han kaldte Felis catus.

Mange systematikere har den opfattelse, at nogle vildkattearter ikke er selvstændige arter, men underarter af vildkat. De giver derfor de pågældende katte tre navne. Det første navn er for slægten, det andet navn for arten, og det tredje navn for underarten. På basis af den opfattelse hedder huskatten så Felis silvestris catus, den europæiske vildkat Felis silvestris silvestris og den afrikanske vildkat Felis silvestris lybica, Ved at navngive kattene på denne måde indikerer man, at de muligvis kan danne hybrider med hinanden.

Af andre felis-arter kan nævnes ozelotten (Felis pardalis), jungle- eller rørkatten (Felis chaus), den fiskende kat (Felis viverrina), den asiatiske steppekat (Felis ornata).

Det er interessant at bemærke, at leopardkatten (Prionailurus bengalensis), der tidligere henregnedes til felis-slægten, nu anses for at tilhøre en helt anden slægt.

Nye karaktertræks opståen

Tamkatten Felis silvestris catus eller bare Felis catus har i tidens løb givet ophav til en lang række forskellige katteracer. Og der er mange spændende opfattelser af, hvordan de hver især er fremkommet.

Hvis man pludselig får katte med 6 tæer, kan man kigge sig om blandt kattenes vilde slægtninge for at finde en art med 6 tæer. Fænomenet med de seks tæer kunne måske forklares med, at den pågældende art blot er blevet indkrydset i racen.

Men nu er der ingen vilde arter af kattefamilien, der har 6 tæer. Fænomenet, der er ret almindeligt hos tamkatte, må altså være opstået på anden måde.

En alternativ forklaring kunne være, at de firfodede dyr, som også vi er en del af, har lidt ustabile gener for antallet af fingre og tæer. Et forhold, der kan give anledning til mutationer, der medfører, at individet får ændret antallet.

Arter kan nemlig ændre sig, og hvis ændringen er en ulempe for individerne, slår ændringen ikke igennem, men forsvinder. Hvis ændringen ikke ødelægger individernes overlevelsesmuligheder, eller måske endda er en fordel, vil de sætte deres præg på arten, og der vil med tiden blive flere individer af slagsen. 

I avlsarbejde fremelsker man ofte karakterer, der klart ville være til ulempe for katten i naturen. For eksempel ville det ikke være så godt at få en hvid pels i stedet for den plettede eller stribede camouflagepels for en vildkat i nåleskoven. Byttedyr ville kunne opdage den hvide kat på lang afstand, og en udsultet kat får ikke afkom. Men en hvid kat ville få fordele frem for en farvet i områder med sne og med tiden udkonkurrere de farvede katte dér.

Det ville heller ikke være godt for en kat at få en meget lang pels, der kan hænge fast i tjørne og krat. Uheldige ændringer, der opstår ved mutationer, får ikke lov til at præge en vild population af kattedyr, men det kan være spændende elementer at avle videre på for opdrætteren af katteracer.

Når der hos korthårede katte opstår unger med langhåret pels, betyder det altså ikke nødvendigvis, at misseoldemor har været på afveje. Der kan i hendes æg eller i oldefarens sædcelle være sket en mutation, der medfører, at genet for korthår ændredes til genet for lange hår. Ved indavl sker der så på et tidspunkt det, at en killing får det pågældende gen både fra sin far og sin mor, og derved bliver langhåret (Se for eksempel beskrivelsen af katteracen Tyrkisk Van).

Det er en charmerende tanke, at en hyggelige tamkat har gener fra vildkatte i fra de nære omgivelser. Måske er det begrundelsen for at kalde en katterace med øreduske og stumpet hale for Amerikansk Lynx, selvom der ikke er tale om, at der har været indkrydset en los i racen. Og legenderne er livskraftige. Hvilken amerikansk ejer af en prægtig Maine Coon kan dy sig for at fortælle, at racen menes indført med vikingen Leif den Lykkelige for tusind år siden.

Netop den Norske Skovkat og den amerikanske Maine Coon opfattes i nogle sammenhænge som eksempler på, at der er sket en opblanding af huskatten med den europæiske vildkat. Og der er rapporteret eksempler på, at tamkatte og europæisk vildkat kan hybridisere. Men det er unægteligt bemærkelsesværdigt, hvis der indgår arveanlæg fra den europæiske vildkat, der er kendt for sit spruttende raseri, i de to velafbalancerede og yderst omgængelige katteracer.

En alternativ forklaring kunne være, at der er sket genetiske ændring i tamkattens arveanlæg, der har muliggjort, at der efterhånden er fremkommet katte, som har haft mulighed for at klare sig under halvvilde forhold i de nordlige dele af Skandinavien og Nordamerika.

Mens tamkatten vist løber en alvorlig risiko for at blive spist af en europæisk vildkat, hvis den skulle nærme sig med parringsmæssig hensigt, skelner den Afrikanske vildkat ikke mellem artsfæller og tamkatte. Det understreger naturligvis deres nærtbeslægtethed, men det er faktisk et forhold, der truer med at ødelægge den oprindelige vildkats genpulje. Man er nu gået i gang med at redde den afrikanske vildkat fra den genetiske forurening, som tamkatteracerne jo i den forbindelse udgør.

Både leoparden og jaguaren findes i henholdsvis en plettet og en sort variant, og gener for plettet pels findes også i mange andre kattearter. Det er derfor ikke overraskende, at gener for plettethed er opstået i forbindelse med avlen af flere katteracer. Igen er der to oplagte forklaringer, den ene er, at der er indkrydset en vild, plettet katteart, den anden er, at der er opstået en mutation, der giver pletter i nogle arveanlæg. 

Det angives, at den flotte katterace Bengalen netop skulle være produktet af indkrydsning med den vilde art leopardkatten. Det er en forførende ide, men den stemmer dårligt overens med opfattelsen af, at leopardkatten ikke en gang hører til Felis-slægten (se Bengalen). På den anden side er der rapporter om, at arter fra ikke blot forskellige slægter men også forskellige underfamilier som leopard og puma har kunnet få bastarder.

Af journalist Vibeke Brock