Tamkattens historie

Den tamme huskat omfatter en lang række racer, der er så forskellige, at mange har svært ved at forstille sig, at alle variationer skulle være opstået ved mutationer på basis af en enkelt katteart. Og det kan heller ikke udelukkes, at der er indkrydset vilde racer i tamkattelinien undervejs i dens udvikling.

Der verserer også forestillinger om, at de tamkatte, der forekommer forskellige steder i verden skulle stamme fra lokale, naturligt forekommende kattearter.

Men uanset, om der er indkrydset andre arter, er der ingen tvivl om, at det er den afrikanske vildkat, der er hovedstamformen for huskatten i alle dens afskygninger.

Katten ved Det døde Hav

Selv om huskattens historie har en storhedstid i det gamle Ægypten, går dens historie meget længere tilbage i tiden. Arkæologiske fund viser, at der ved Dødehavet har været en tæt kontakt mellem mennesker og den afrikanske vildkat for godt 8000 år siden. På det tidspunkt overgik stenalderens samler- og jægersamfund i området til at dyrke afgrøder, hvilket betød, at samfundet blev mere bofast, og at man har opbevaret sommerperiodens afgrøder, og levet af dem om vinteren.

Hvor der bor mennesker i længere tid med lagre af føde og ophobninger af affald, kommer der rotter og mus til, og hvor der er rotter og mus, kommer den afrikanske vildkat til, nu som dengang.

Det kan imidlertid ikke på basis af de 8000 år gamle fund afgøres, om kattene har været husdyr, om de har været tilfældige strejfere, eller om de har været jagtudbytte, der har givet pelsværk, og som kunne spises. Én ting kan fastslås, nemlig at kattene har været der. Og så er det ikke svært at forstille sig, at killinger er blevet kæledyr, der med tiden har vist sig at være overordentligt nyttige husdyr.

Katten i Indusdalen og på Cypern

I den gamle kultur i Indusdalen, der florerede for 8000 til 4000 år siden var der omfattende bysamfund, der var helt afhængige af korn og ris. Arkæologiske fund viser, at der blandt andre domesticerede husdyr som geder, kvæg og elefanter også er fund af huskatten. Disse katte kan meget vel være blevet bragt til området fra nærorienten med handelskaravaner

Der er gjort interessante 7000 år gamle fund af afrikansk vildkat på Cypern. På denne ø har der aldrig været en population af vildkatte, hverken europæisk eller afrikansk, så fundene af katte viser, at de må være blevet bragt til øen. Det kan være sket ved at handelsskibe med korn har benyttet sig af skibskatte til at holde rotter og mus nede, men det kan også dreje sig om at tilrejsende har medbragt kattene som kostbare gaver eller solgt dem til de fastboende, der så kunne kontrollere mus og rotters indhug i de opbevarede afgrøder.

Fund af 9500 år gammel kælekat

Nu har et helt nyt gravfund på Cypern sandsynliggjort, at katten fungerede som husdyr og kæledyr allerede for 9500 år siden. Fundet, der netop er offentliggjort i det ansete videnskabelige tidsskrift, Science, viser en kat, der var begravet tæt ved en menneskegrav. Og skeletresterne tyder på et meget nært slægtskab med den afrikanske vildkat. Forskerne mener, at det har været en stor kat, at den kan have haft brunlig eller gullig stribet pels og stribet hale, og at det har været en 8 mdr. gammel kat, formodentlig en han. Der er tale om en grav, der indeholder fint forarbejdede redskaber og der er ingen tvivl om at kattens ejer og dermed katten har haft høj status.

Katten i Ægypten

Der er ægyptiske kattefund, der kan føres 4500 år tilbage, men de første sikre fund af tamkatte i Ægypten er 1000 år yngre. Til gengæld har kattens rolle i det ofte hungersnødsramte landbrugsland været så betydningsfuld, at den fik status af guddom. Når huskatten døde anlagde familien sorg, og der var dødsstraf for at slå en kat ihjel. Der var templer, der opdrættede katte, og døde katte mumificeredes omhyggeligt. At katten også kom til at symbolisere frugtbarhed, er måske ikke så mærkeligt, for familier med kat sultede vel ikke så meget som familier uden. Frugtbarhedselementet genfinder vi i den nordiske mytologi, hvor kærligheds- og frugtbarhedsgudinden Freja benytter katte som trækdyr.

Katten i Europa og Amerika

Der er registreret græske tamkatte der dateres tilbage til for 3500 år siden, og katten forekom almindeligt i Middelhavsegnene for 2500 år siden. Derfra er de blevet spredt nordud formodentlig som gaver og handelsvare. Det menes for eksempel, at tamkatten blev bragt til England med romerne for 2000 år siden.

Den tysk-saxiske konge Henrik 1., der levede for 1100 år siden, forstod kattens enorme betydning for regulere antallet af mus og rotter. Hans opfattelse af kattens værdi kommer klart til udtryk i bøden for at slå en kat ihjel, den satte han nemlig til omkring 15 tønder korn.

Også vikingerne havde katte, blandt andet på skibene, og der er amerikanere, der mener, at tamkatten allerede kom til Amerika med vikingerne for 1000 år siden.

For cirka 650 år siden startede paverne de modbydelige processer, der resulterede i tortur og heksebrændinger. Forfølgelserne, der især ramte kvinder, varede i 350 år i den kristne del af verden, i Danmark dog kun en kortere periode i 1600-tallet efter reformationens indførelse.  

Det var sine steder nok at være katteejer, for at blive udpeget som heks af en torteret hekseanklaget, og for at en ny hekseproces blev startet. Kirken anså, at dyr, blandt andet katten, var i stand til at formidle kontakten mellem heksen og djævelen.

I den forbindelse er det interessant at sammenstille heksetroens opfattelse af heksenes sexuelle orgier med djævelen efter at være fløjet til Bloksbjeg, med den nordiske mytologis tro på at frugtbarhedsgudinden Freya fløj i en vogn forspændt med katte.

Det fortælles, at Christian d. IV under et besøg i Nordnorge oplevede, at en af matroserne stjal en stor sort hankat fra en samisk kvinde. Hun råbte rasende sine forbandelser efter skibet, da det lagde fra land. Da vejret kort efter blev meget dårligt, var kongen og skibets besætning enige om, at det nok var bedst at sende katten retur. Man satte den da ud i en lille jolle med proviant til flere dage, og ganske rigtigt bedredes vejret.

Den hårde hekseforfølgelse, der også kunne gå ud over kattene, medførte, at de i nogle områder næsten var udryddet. Og der er fortalere for, at reduktionen af katte var årsagen til, at rotterne tog overhånd, og at pestepidemierne følgelig hærgede Europa i Middelalderen.

Det had til katte, som kirken nogle steder lagde for dagen, afspejles måske i fastens skik med at slå katten af tønden.

Under hungersnød, for eksempel i forbindelse med krige hvor byer blev belejret, blev også kattene spist. Under tyrkernes belejring af Wien opstod begrebet "taghare". Det var nemlig ikke alle, der kunne klare at vide, at de spiste kattesteg.

Menneskers forhold til kattene er også sådan, at det aldrig er blevet almindeligt at bruge kattenes skind til pelsværk. Og selv om kattene har pels i fine farver og mønstre, og selv om skindet er blødt og smidigt, er det helt utænkeligt at forstille sig, at man skulle holde katte i farme på samme måde, som man holder mink og ræv.

Mens hunde har ejere har katte tjenere

Fra at katten har været et nytte- eller kæledyr, man typisk fik foræret på den nærmeste bondegård, er det blevet et raffineret kunstprodukt.

Når en kat tidligere blev syg, måtte den se at blive rask, og hvis den døde, fik man bare en ny. I modsætning til det, er dagens kat i mange familier et dyrt købt avlsprodukt. Den er et vigtigt medlem af familien, og den plejes og passes med sygdomsforebyggelse og dyrlægebehandling og bliver gerne 15-18 år gammel.

Hvor huskatten før fik en sjat mælk og lidt levninger fra familiens måltider, får den nu specialprodukter, som den kræsent kan afvise, uden at den af den grund risikerer at sulte.

Kattens største nytteværdi i dagens vestlige verden er nok dens evne til at glæde de mennesker, den bor hos. Da en kat ikke kan bringes til underkastelse, opleves dens accept af madmor eller -far som en gave, man er taknemmelig for.

Katten giver liv og skønhed til et hjem, og dens insisterende snak og hyggelige spinden fjerner tendenser til nedstemthed og ensomhedsfølelse hos både børn og voksne.

Af journalist Vibeke Brock.