Hund
Kat
Hest
Smådyr
Videnskab
AniPlan
Find dyrlæge
Webshop

Ulveadfærd

Af journalist Vibeke Brock

Interessen for ulve er øget i løbet af de sidste 10-20 år, og specielt er der fokus på deres fascinerende sociale adfærd. De ulve som tiltrækker den største opmærksomhed i Danmark er de fritlevende ulveflokke i Norge og Sverige; det drejer sig for tiden om cirka 120 individer.

Privatpersoner har ikke lov til uden videre at eje en ulv, så i kølvandet på ulvens popularitet er det blevet mere almindeligt at anskaffe sig en ulvehybrid (krydsning mellem tamhund og ulv) som familiedyr. Men der, hvor ulveadfærden er forudsigelig i den "rene" form, kan der forekomme nogle uforudsigelige og uønskede handlinger hos ulvehybriderne. De skyldes ofte frygt, som udmunde i aggresivitet.

De 10.000-15.000 år, der er gået siden tamhunden blev fremavlet på basis af ulven Canis lupus, har resulteret i forædling af en mængde racer. Og det kan være svært at genkende ulven i racer som pekingeser og chow-chow, hvis man kun tager udseendet i betragtning.
Men slægtsskabet bliver mere tydeligt, når man forholder sig til hundenes adfærd, især når de kommunikerer med hinanden. Det betyder ikke, at der ikke er blevet forskel på ulves og hundes adfærd, men viden om ulves adfærd kan måske medvirke til, at man bedre forstår sin hunds måde at reagere på indenfor familiens område, og når den møder andre hunde.

Hilseceremonierne, hvor alle ulve hilser på hinanden, foregår flere gange om dagen, for eksempel når ulvene vågner efter en kortere eller længere søvn, eller når spejdere eller jægere kommer hjem til flokken efter nogle timers fravær. Noget tilsvarende kendes måske fra familiens tamhund.

Det er svært at sige noget generelt om, hvordan tamhunden opfatter sin menneskefamilies medlemmer, men den har utvivlsomt en opfattelse af, hvordan dens egen rang er i den lidt sære flok, den nu engang er blevet en del af.

Pænt goddag
Ulvenes hilseceremonier genfinder vi til dels fra hunde, der møder hinanden på neutralt område, hvor de meget hurtigt finder frem til den indbyrdes rangorden.
Og hvis det ikke er indlysende, hvilken hund der rangerer højest, afgør de det i kamp, så der bliver orden i forholdene. Hvis en hund får besøg af en anden hund, mens den er på sit eget territorium, vil den besøgende hund indtage en mere underdanig positur, end hvis de havde været på neutralt område. Og en fremmed ulv, der begiver sig ind på en fremmed ulvefloks territorium, risikerer at blive dræbt, hvis den ikke har held til at tigge sig ind i flokken ved udvisning af stor underdanighed.

Generelt er ulve kærlige og omgængelige overfor dem, de kender, selv om deres rangordningsprocedurer ser grumme ud. De undgår helst det ukendte, og forskere, der har studeret ulves adfærd, forklarer de negative historier om ulves aggressivitet overfor mennesker med, at der enten har været tale om

  1. krydsninger mellem ulve og tamhunde,
  2. ulve, der har været i fangenskab eller 3) ulve, der har haft den frygtede sygdom hundegalskab (rabies).

En sund og renracet ulv vil ifølge deres observationer prøve at undgå mennesker, men den vil uden tøven dræbe hunde, der færdes i dens område. Det sidste forhold bidrager til ulvens rygte som en uhæmmet dræber, og det mildner bestemt ikke de uheldige hundeejeres syn på den.

Hvordan kan en ulv eller hund nu vide, at den er på en andens territorium? Det kan den simpelthen lugte sig til. Hunde har, lige som ulve, duftkirtler under poterne, under kindernes pels, ved haleroden og ved endetarmsåbningen, så blot ved at gå på jorden afsætter de duftmærker. Hertil kommer den duft, der afsættes, når hundene strinter med løftet ben, og når de tømmer blæren eller tarmen.  

Ulve kan - og det gælder også for de hunde, der har en raffineret lugtesans - afgøre såvel køn som alder på en fremmed ulv, der har gået i en veksel. Drejer det sig om en kendt ulv, kan den endvidere afgøre, hvem det er. Duften giver også oplysninger om, hvilken brunstmæssig fase den passerede ulv er i.

Det er altså mere eller mindre indiskrete oplysninger om nabolagets hunde, en tamhund får, når den går tur i parken med sin ejer. Og den vil helst følge spillereglerne og give sine egne bidrag til informationsudvekslingen.

Sex og magt
I ulveflokken er der kønsrelateret rangfølge. Fører-hannen (ofte benævnt alfahannen) er ubetinget leder for hannerne, der hilser ham ved at gøre sig små med sænket hoved og hale. De kan også slikke og nappe hans læber, en adfærd, som hvalpene benytter for at få voksne til at gylpe mad op til sig.

Uden for brunsttiden dominerer fører-hunnen over de øvrige hunner og sine egne voksne han-hvalpe, mens hun er domineret af de øvrige voksne hanner. Men når hun er i brunst, dominerer hun over den han, der kurtiserer hende. I flokken vil det ofte dreje sig om alfahannen, og de to holder sammen til en af dem dør. En hanulvs kurtisering af en hunulv, der er ved at være i brunst, foregår isoleret fra flokken.
Det betyder i praksis, at selv en ung han, der er ved at etablere sig uden for flokken, har mulighed for at få afkom. I januar og ind i februar følger den interesserede han tæt på hunnen og registrerer hendes hormonelle status. Parring i flæng er ikke en adfærd for ulve, for dem er parring og synkronisering af fertilitet et alvorligt anliggende, der får høj prioritet.

Når hunnen nærmer sig brunstperioden, løfter hun ben og afsætter strint med passende duftstoffer på en sten eller tot græs. Den kurtiserende han, der ikke forlader hende på noget tidspunkt, vil øjeblikkelig strinte på samme sted og dermed vise hende og eventuelle forbipasserende med næsen i orden, at hun er optaget.

Som dagene går, vil hun tillade ham flere og flere gunstbevisninger, hvis hun ellers synes om ham. Hun tillader ham at gnide sit hoved mod sin ryg, så hans duftstoffer, feromoner, bliver afsat i hendes pels, og hun gnider hoved med ham, så de udveksler ansigtsdufte. Hun accepterer hans parringsdans, der består i, at han i stive sæt kredser rundt om hende med fremstrakte forben, brystet mod jorden og højt løftet hale, og hun går så vidt som til at give ham små nap i læben.

Når tiden for hendes ægløsning er ved at være inde, signalerer hun bestigning ved at lægge sine forben op på hans ryg, og når hun for alvor vil vise, at tiden til parringen er inde, bakker hun mod ham med halen lagt stramt til siden. Selve bedækningen, hvor han klamrer sig til hendes ryg med forbenene, mens han med buet ryg støder ind i hende, varer ikke ret længe. Derefter drejer han sig ned på jorden med forbenene, og så hænger de to ulve sammen med bagdelene mod hinanden og venter på, at akten fuldbyrdes i løbet af den næste halve time. Når de er kommet fri af hinanden, kærtegner de hinanden med hovederne, lægger sig og hviler lidt, går et par kilometer og starter på en ny parring, og sådan går der et par dage. 

Et par måneder senere fødes hvalpene, der udelukkende lever af tævens mælk de første uger. Derefter bliver de et fælles anliggende for de to forældre og hele flokken med hensyn til fodring, leg og socialisering.

Sanseindtryk fortolkes i hjernen
Generelt er hundes hjernevolumen i forhold til kropsvægten reduceret med 30% i forhold til ulvens. Det betyder ikke nødvendigvis, at ulvene er klogere, for en stor del af deres større relative hjernevolumen har med deres meget veludviklede sanser at gøre. Og gode sanser betyder naturligvis langt mere for ulvenes overlevelse, end de gør for tamhunden.

Det er vigtigt for ulve at have en social struktur, der muliggør jagt i flok, da deres bytte ofte er så stort, at det vil være vanskeligt for et enkelt dyr at nedlægge det på egen hånd. Ulvens byttedyr vil eksempelvis være rener i fjeldområder og elge i skovområder. Under jagten giver ulvene ikke en lyd fra sig, men de er uhyre opmærksomme på hinandens adfærdsmæssige signaler, og inden for kort tid er det klart for dem alle, hvilket individ i den forfulgte flok, jagten skal koncentrere sig om.

En af ulvene vil typisk springe op og bide sig fast i struben på byttet, mens de øvrige vil bide i bagbenene, ruske i flankerne og flænse indvoldene ud gennem dyrets side. Det siger sig selv, at byttedyret hurtigt dør, mens festmåltidet raser, og ulvene forsyner sig med kød under hensyntagen til deres rang i flokken.

Ulvene har forstået hinanden under jagten, og dermed brugt mindst mulig energi på at få føde. Nu handler det om, at forsyne sig efter bedste evne med 4-5 kg kød i maven, som delvis gylpes op til helt unge hvalpe eller en tæve, der er blevet i hulen med hvalpene. At foræde sig og kaste op er en teknik, som tamhundene ikke har brug for, men stadig behersker.

Et kobbel hunde, der forfølger et bytte vil give hals og ophidse hinanden og løbe langt og længe efter byttet, måske til det segner. De vil have brugt meget energi på at nedlægge dyret, og de vil bruge endnu mere energi på at kæmpe om maden. For dem er energispørgsmålet ikke så alvorlig, der venter jo mad derhjemme.

Tal med den
Mens hundeejere er dårlige til at kommunikere med hunde gennem bevægelser og især duft, kan vi benytte os af, at hunden og dens forfædre også kontakter hinanden med lyde. Ulvehvalpene småbjæffer, når de vil have voksenkontakt, og det kan de voksne også benytte sig af. De voksne knurrer og gør som tegn til hvalpene på, at der er fare på færde. Hvis en bjørn eller en anden fjende skal jages væk, gør ulvene som rasende.

En knurrende ulv er farlig, og selv flokkens mest underlegne ulv bliver respekteret, hvis den knurrer.

Hunde er kloge nok til at oversætte vores stemmeføring og ord til de informationer vores handlinger giver, så"god hund"-meddelelsen virker, hvis man samtidig kæler for hunden eller belønner den på anden vis..

I forbindelse med tamhundens domesticering har den mistet meget af den oprindelige ulveadfærd, og evnen til at hyle, er åbenbart ikke noget, mennesker har ønsket at fremavle.

Nogle hunde hyler fra tid til anden, det gælder for eksempel de grønlandske slædehunde, men selve ulvehylet er noget helt specielt.

Ulve hyler året rundt, når flokken mødes eller skilles, og det er derfor især ved daggry og i mørkningen, det sker. Hylende ulve fortæller andre, hvor de befinder sig, og det er kun, når ungerne er små og tæt på hulen, det helt undgås, så ungernes svarhylen ikke afslører dem overfor fjender. Men ellers er hylen af hjemvendende jægere almindelig og viser fremmede flokke, hvor territoriet er.

En enlig ulv kan hyle for at kontakte en flok eller en eventuel mage, men det er ulveflokkens hylekor, der er så overvældende. En ulv starter og de andre falder i, og ulvene fordeler hyletonerne imellem sig, så hylet bliver så flerstemmigt som muligt. Det langtrukne hyl starter med en forholdsvis lavtliggende tone, der løftes nogle toner under hylet for igen at falde inden hylet afsluttes.

Når luften er lagdelt, og der for eksempel er stillestående kold luft, der ligger som et lag over jorden, er betingelserne for at lyden udbredes over store afstande optimal. Ulvenes tuden kan da let høres 20-30 km væk, en fantastisk naturoplevelse, som mange efterhånden får del i.

Netdyredoktors nyhedsbrev Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder om dyrs sundhed, tips til træning og masser af gode tilbud