

Min undulats æg sidder fast og hun virker syg
Min undulat på ca 5 år har lagt et ubefrugtet æg i dag (har selskab af en anden hun fugl og der er ikke redekasse i buret). Ægget kan dog ikke komme helt ud (er næsten ude men sidder fast i den sidste del). Vores fugl er selvfølgelig besværet af det og hun virker syg.
Er her til aften kommet op på den pind (øverst i buret) som hun plejer at sove på.
Er der et godt råd til hvordan vi hjælper hende af med ægget?
Venlig hilsen
Lisa
Kære Lisa
Din undulat er kommet i læggenød, det kan du læse mere om her: læggenød hos fugle
I dette tilfælde, er ægget kommet så langt, at det sidder i kloakken - sådan kaldes den kombinerede udgang for æg, afføring og urin hos fugle. Du skal have fat i fuglen og smøre olie på ægget med en vatpind hele vejen rundt. Så skal det gerne komme ud i løbet af ca to timer, ellers må du tage din fugl til dyrlæge. Det er vigtigt - dette er et nødstilfælde, der kræver akut hjælp.
Læggenød er meget almindeligt hos burfugle og skyldes en kombination af mangel på kalk og D3 vitamin, så det skal du være opmærksom på findes i kosten. En diæt bestående af frø, frugt og grøntsager uden tilskud dækker ikke fuglenes behov. Desuden menes stress at være en udløsende faktor.
Iflg. en fugleekspert bør man fjerne æglægningsstimulanser som spejle og legetøj og tilstedeværelse af en partner vil ofte ikke ændre på problemet.
Jeg håber, at det lykkes for dig at klare din lille vens problem !!
Med venlig hilsen
Kirsten Boeck
dyrlæge, Netdyredoktor