Hund nr 2?

Mit spørgsmål går i al sin enkelthed ud på, at vi står for at skulle anskaffe os hund nr. 2. Vi har en dejlig schæfer hanhund på 3 år som er venlig overfor tæver og hvalpe, så vi er ikke betænkelige ved anskaffelsen af en lille tævehvalp. Men vi har et par spørgsmål:

  1. Skal vores hund med ud og hente hvalpen?

  2. Hvornår er det bedst at lære hvalpen at være i hundegård?

  3. Skal hvalpen være i hundegård med hanhunden eller alene?

  4. Er der andet vi skal være opmærksomme på med den nye hvalp og vores hanhund?

Venlig hilsen
Charlotte

Svar fra Netdyredoktor

Kære Charlotte

Vi vil ikke anbefale, at I tager hanhunden med ud at hente hvalpen. Det er muligvis hvalpens første køretur, og den skulle gerne forløbe så rolig og behagelig som muligt. Vi vil derimod foreslå, at I sørger for at hanhunden er blevet motioneret godt, således at han er rimelig afslappet til hans senere møde med den ny hvalp.

Når I kommer hjem med hvalpen, er det en god ide, at I lader de to hunde mødes på et neutralt sted, hvor de har god plads til at hilse på hinanden. Det er også ideelt, at hundene hilser på hinanden uden liner og al for megen utidig indblanding fra jer. Det giver hundene lejlighed til at vise og læse hindens kropssprog. Når hundene har hilst på hinanden, kan I gå sammen hjem.

Senere kan det være en god idé, at hvalpen også får lov at inspicere sine nye omgivelser i fred og ro. Luk derefter af til "unødvendige" rum, så der er knapt så meget for hvalpen - og jer! - at holde rede på.

Tilvænning til hundegården bør starte tidligt. Det er en god idé at starte med at fodre hvalpen i hundegården, og så lade hende være der en kort tid efter. Lad hende også lege med interessant legetøj i hundegården, det vil også gøre hende glad for at være der. Træn flere gange dagligt og øg langsomt tiden hun er alene.

Det vil sikker gøre det mere behageligt at være i hundegården sammen med hanhunden og derfor gøre det lettere at efterlade hende der, men det er vigtigt at I også lærer hvalpen at være alene i hundegården. Det kunne jo være at det blev nødvendigt fra tid til anden, og så har hun lært det.

M.h.t. andet I skal være opmærksomme på kan nævnes: Vigtigheden af at lave sjove ting med hanhunden, når hvalpen er til stede. Derved associerer hanhunden, hvalpens tilstedeværelse med noget godt og bliver hurtigere glad for den. I skal være opmærksomme på at opretholder jeres position som "lederne" i flokken. Dvs. at I bl.a. konsekvent anvender regler for begge hunde både hjemme og ude. For at hanhunden også får lov at beholde sin plads som højere rangerende, skal I lade ham afvise hvalpen, når han ikke gider at lege mere, vil have legetøj for sig selv, vil være i fred osv.

Det er bedst hvis hundene indbyrdes kan fastlægge disse regler, dog uden at nogen af dem lider overlast. Endelig skal I selvfølgelig også være meget opmærksomme på, at holde hundene adskilt, når tæven kommer i sin første løbetid (kan være fra ca. 7 måneders alderen).

God fornøjelse med familieforøgelsen.

Med venlig hilsen

Lise Lotte Christensen

Adfærdsspecialist (hund)

Få VetPlan - en sundhedsordning til din hund

Læs mere

VetPlan sundhedsordning

Giv dit kæledyr adgang til ydelser som fx sundhedstjek, tandtjek, vaccination og rabatter på foder.

Læs mere