Min ellers renlige hvalp tisser pludselig indenfor

Jeg har en hundehvalp på snart 7 mdr., og den sidste 1,5-2 mdr. har han været fuldstændig renlig (også selvom han har sovet 9 timer i streg, uden at vågne og jeg så lige skal bruge 30min på at gøre mig klar - han venter altid til vi kommer ud)!

Det der så sker lige pludselig, er at han blev passet sidste weekend hvor han tissede 2 gange da han var ved at få sele på (og det gør han ALDRIG med mig) + han et par dage senere tissede 2 gange inden for hos min veninde og 2 gange på arbejde (samme dag).
Og ja, så har han igen tisset indenfor i dag liiiige inden han skulle ud, meget underligt når han udmærket vidste døren blev åbnet 2 sekunder senere, men så tisser foran døren alligevel - PÅ TRODS AF AF AT HAN VIRKELIG GODT VED HAN IKKE MÅ. Det er meget tydeligt af se på ham.

Nå, min pointe er bare: er der noget svar på hvorfor det så pludselig er sket? Jeg skælder ham ud når han gør det indenfor og roser ham når han gør det udenfor.

Håber du kan hjælpe :D

Hilsen
Lærke

Svar fra Netdyredoktor

Kære Lærke

Der kan være flere årsager til urenlighed. Først og fremmest skal sygdom udelukkes. Tal med din dyrlæge omkring dette.

Dernæst kan der være noget stress og utryghed inde over. Desuden kønshormoner. Hvis han er begyndt at lette ben eller er tæt på, er han kønsmoden, og det kan give anledning til urinmarkering.
Når jeg nævner utryghed, tænker jeg på selve pasningen samt at skulle have selen på. Kan han have været utryg? Og er han generelt en lidt tilbageholden hund? Hunde, som tisser i hilsesituationer samt andre situationer i nærheden af mennesker, er ofte utrygge.

Du er nødt til at være opmærksom på de forskellige situationer for at finde ud af årsagen. Og det er ikke altid ligetil. Men uanset hvad, gør han det ikke for at genere dig, så det er vigtigt, at du ikke skælder ham ud. Det hjælper ikke på situationen og i værste fald får du en utryg hund, som tisser indendørs, når du ikke ser det. Og det vil ødelægge hans tillid til dig.

Jeg ønsker dig held og lykke med at løse problemet.

Bedste hilsener

Karina de Fries

Adfærdsrådgiver

Få VetPlan - en sundhedsordning til din hund

Læs mere

VetPlan sundhedsordning

Giv dit kæledyr adgang til ydelser som fx sundhedstjek, tandtjek, vaccination og rabatter på foder.

Læs mere