Tilmeld dig vores nyhedsbrev
Modtag faglig viden og spar 10% i vores webshop.
Vi har en labrador tæve på 7 år. Vi har lige fået taget blodprøver, der viste, at hendes stoftskiftetal lå på 9. Alle andre prøver var uden bemærkninger.
Hun viser ingen symptomer på lavt stofskifte, synes jeg. I hvert fald ikke, hvad jeg kan bedømme ud fra det dyrlægen fortalte, så mit spørgsmål er, om en prøve kan være lav uden at det nødvendigvis betyder noget?
Venlig hilsen
Jeanette
Kære Jeanette
Det er ikke muligt i en brevkasse som denne at vurdere konkrete tilfælde. Det kræver, at man kan se og undersøge det pågældende dyr.
Jeg vil foreslå, at du læser vores artikel om lavt stofskifte, så du kan se, om der er noget, du kan genkende.
En blodprøve kan give et fingerpeg i retning af den rigtige diagnose, men den kan ikke stå alene, den skal altid sammenholdes med de kliniske symptomer. Et lavt T4, som formentlig er det din hund har fået målt (normalt er 25-40 nannomol/liter, borderlinie er 15-25) er ikke nok i sig selv. T4 er et af de såkaldte thyreoidea-hormoner og det kan påvirkes af andre ting, såsom andre sygdomme, medicin, proteinbindingsfejl mm. Det er langtfra altid, man kan finde årsagen.
De mest typiske symptomer, jeg har mødt på lavt stofskifte, har været tynd og skællende pels, bare pletter, nedsat energiniveau og nogle gange "gammelhundsansigt". Hvis der så samtidig har været en lav T4, har diagnosen været let - og behandlingen som regel effektiv.
Det fremgår ikke af din mail, hvorfor din hund har fået taget blodprøve - om det var et geriatrisk check eller om, der har været en mistanke til et eller andet sygdomsproblem. Hvis det sidste har været tilfældet, må man lede videre efter årsagen.
Jeg håber, du sammen med din dyrlæge kan komme til bunds i problemet - hvis der er et.
Med venlig hilsen
Kirsten Boeck
Dyrlæge og redaktør
Giv dit kæledyr adgang til ydelser som fx sundhedstjek, tandtjek, vaccination og rabatter på foder.
Læs mere