Hund
Kat
Hest
Smådyr
Videnskab
VetPlan
Brevkasse
Find dyrlæge
Webshop
Se udvalgte Produkter

Produkter fra vores butik

Tilbud
340,00 kr
238,00 kr

VetPro Aktiv Hund, 400g. Køb her
129,00 kr

KONG Wobbler, Small Køb her
219,00 kr

Nutri-Plus Gel, 120 g Køb her
199,00 kr

BUSTER Soft Cube blå Køb her
129,00 kr

BUSTER DogMaze Mini, sort Køb her

Sponsoreret

Hypothyroidisme

Latinsk navn: Hypothyreosis

Af dyrlæge Mette Pilgaard Kristensen.

Hvad er hypothyroidisme hos hund?

Hypothyroidisme er en almindelig hormonel lidelse hos hunde. Den skyldes mangel på skjoldbruskkirtelhormon og opstår som følge af fejl i selve skjoldbruskkirtlen eller fejl i den overordnede kirtel, som styrer produktionen af skjoldbruskkirtelhormonerne. Resultatet er en nedsat mængde af skjoldbruskkirtel-hormon i kroppen, og det bevirker, at stofskiftet nedsættes.

Hvad er symptomerne på hypothyroidisme?

Hormonerne i skjoldbruskirtlerne er de vigtigste stofskifte-regulerende hormoner. Når koncentrationen af disse hormoner i blodet falder, vil hundens stofskifte blive nedsat. Derfor vil hunde med hypothyroidisme ofte være sløve og apatiske, og de vil blive tykkere på trods af mindre appetit. Udover de symptomer, der har med stofskiftet at gøre, vil der typisk være forandringer på 3 andre områder: 

  • Hudforandringer:
    Pelsen bliver gradvis tyndere, og det kan udvikle sig til decideret hårtab. Hårtabet vil være koncentreret omkring brystkasse og bug og være ensartet fordelt på begge sider. Det er karakteristisk, at hunden ikke klør sig. Dette kan dog ændre sig, hvis der som følge af lidelsen opstår hudbetændelse på de hudløse, skrøbelige områder.

    Der sker fortykkelser i huden. Fortykkelse optræder både i overhuden og underhuden. I overhuden vil fortykkelsen medføre, at hunden bliver skællet og tør. I underhuden er årsagen til fortykkelsen, at der samler sig væske.
    Det sker især i hovedregionen og kan føre til, at hunden får et sørgmodigt udtryk i ansigtet.
    Huden bliver mørk. Det sker især på de hårløse områder og der, hvor huden bliver slidt mest.

  • Reproduktionsforstyrrelser:
    Nedsat stofskifte vil føre til manglende eller væsentligt nedsat sexlyst hos hunden. Hos tævehunde vil der gå længere tid mellem de enkelte løbetider, som desuden bliver mindre udtalte.

  • Nerve- og muskelforstyrrelser:
    Koordinationsevnen kan blive nedsat eller svigtende, eventuelt med tendens til cirklende bevægelser. Cirkelbevægelserne kan være ledsaget af en "hovedet-på-skrå" holdning.

Den nedsatte mængde af skjoldbruskkirtelhormon i blodet fører til en ophobning af kolesterol og andre fedtsyrer i blodet og leveren.

I sjældne tilfælde kan hypothyroidisme angribe helt unge hunde. Denne form giver anledning til en sygdom, som kaldes kretinisme. De karakteristiske symptomer på kretinisme opstår, fordi knogle- og muskelvæksten i hundens voksealder er uharmonisk og ukoordineret på grund af sygdommen.
 
En hund med kretinisme vil have et uforholdsmæssigt stort og bredt hoved, ofte med en tyk tunge, som hænger uden for læberne. Dens brystkasse vil være alt for tyk i forhold til benene. Desuden er hunden typisk meget sløv og uden appetit, og den er ikke legesyge som normale hvalpe.

Ligesom voksne hunde med hypothyroidisme vil hvalp med kretinisme have hudforandringer. Især er der mange hårløse partier, og hvalpepelsen bliver ikke udstiftet normalt. Den blivende hvalpepels findes også hos hunde med dværgvækst. Derfor er det vigtigt at undersøge hvalpen omhyggeligt for at finde frem til, hvilken af de to sygdomme, den lider af.

Hvordan kan din dyrlæge stille diagnosen?

Ved den indledende undersøgelse af hunden vil dyrlægen lægge mærke til, hvordan hudforandringerne ser ud. Hvis der er tale om ensartet fordelte, ikke-kløende, hårløse områder og en generelt fortykket hud, vil det styrke mistanken om hypothyroidisme. Ejerens oplysninger om hundens aktivitetsniveau og eventuelle vægtforøgelse er også vigtige for at komme diagnosen nærmere.

For at stille den endelige diagnose skal hundens blod undersøges. Hvis hunden lider af hypothyroidisme, vil der typisk være en stigning i koncentrationen af kolesterol og fedtsyrer. Ved en speciel analyse kan dyrlægen måle niveauet af skjoldbrusk-kirtelhormon, og hvis hunden har en meget lav koncentration af hormonet, lider den af hypothyroidisme.

Også hunde, som gentagne gange får dybe hudbetændelser, kan lide af hypothyroidisme. For selvom lidelsen i sig selv ikke giver anledning til kløe og betændelse i huden, kan hårløsheden og den fortykkede, skrøbelige hud gøre hunden disponeret for hudbetændelser på længere sigt.

Sådanne hunde vil dyrlægen eventuelt undersøge for en underliggende hypothyroidisme. Viser det sig, at den lider af sygdommen, er det naturligvis vigtigt at behandle hunden for netop hypothyroidisme frem for udelukkende at koncentrere sig om de symptomer, der er opstået som følge af lidelsen.

Hvordan behandles hypothyroidisme?

Sygdommen bliver behandlet ved at give hunden tilskud af skjoldbruskkirtelhormon i tabletform. Typisk vil dyrlægen give tabletter til 3-4 uger, og derefter skal hunden igen undersøges og eventuelt have justeret mængden af medicin.
Til kontrolundersøgelsen er det vigtigt for dyrlægen at få at vide, om hunden er blevet mere aktiv og har fået en bedre appetit.

Ved korrekt behandling vil hunden blive mere frisk og livlig allerede inden for en uges tid, og hudproblemerne begynder at forsvinde inden for den første måned.

Den optimale medicindosis varierer fra hund til hund. Det er derfor vigtigt, at hunden kommer til regelmæssige kontrolundersøgelser. Desuden er det vigtigt at være opmærksom på tegn på overdosering med hormon. Typiske tegn på et for højt niveau af skjoldbruskkirtelhormon er nervøsitet, halsen, aggression, glubende appetit samtidigt med vægttab, og endeligt en voldsomt forøget tørst og urinmængde.

En hund med hypothyroidisme skal være i hormonbehandling resten af livet. Det er dog sjældent et problem, hvis hunden kommer til regelmæssig kontrol, og hvis man som ejer er opmærksom på hundens opførsel og aktivitetsniveau.

Hvordan er fremtiden for din hund, hvis den har hypothyroidisme?
Langt de fleste hunde fungerer udmærket med hormonmedicinen, og de kan sagtens leve et langt og i øvrigt sundt liv med sygdommen. Behandlingen skal fortsætte resten af hundens liv, men er heldigvis økonomisk overkommelig.

Hvorfor får hunde hypothyroidisme?

Hunde med hypothyroidisme har enten en fejl i selve skjoldbruskkirtlen eller en fejl i den overordnede kirtel i hjernen, som styrer produktionen af skjoldbruskkirtelhormon. I langt de fleste tilfælde sidder problemet i selve skjoldbruskkirtlen, hvor beskadigelsen oftest skyldes en autoimmun reaktion, hvor hundens immunforsvar reagerer mod hundens egen skjoldbruskkirtel.

Endeligt kan en overproduktion af binyrebarkhormon undertrykke skjoldbruskkirtlens egen hormonproduktion. Det betyder, at hunde, som har sygdommen cushings syndrom, er i risiko for samtidigt at udvikle hypothyroidisme.

Hvad er risikoen for, at din hund får hypothyroidisme?
Sygdommen er den mest almindelige hormonelle lidelse hos hunde. Den optræder primært hos voksne hunde, dvs. hunde over 2-3 år, og der er lige mange tæver og hanhunde, som får sygdommen. Lidelsen kan blive behandlet enkelt og med godt resultat, og derfor er det naturligvis vigtigt, at du er opmærksom på de forskellige symptomer og får undersøgt din hund hos dyrlægen ved mistanke om sygdommen.

Hvilke racer er særligt udsatte for at få hypothyroidisme?
Hovawart, golden retriever, dobermann, gravhund, shetlandsk sheepdog, irsk setter, miniature schnauzer, cockerspaniel, airedale terrier, beagle, boxer, chowchow, engelsk bulldog, granddanois, irsk ulvehund, malamut, newfoundlænder, pomeranier og puddel.

Kender du VetPro? VetPro er vores eget kvalitetsfoder til hunde og katte.

Spørg os gerne - vi vil meget gerne hjælpe dig med at finde det rigtige foder til dit kæledyr.

Hvad enten dit kæledyr er hvalp/killing, voksen eller senior, så tilbyder VetPro det rette produkt til konkurrencedygtige priser.

VetPro kan købes i vores butik eller webshop.

Gå til webshop