

Kanin med skævt hoved
Vi har en kanin, som har skævt hoved. Nogle dage er værre end andre. Nogle gange hjælper det at sidde og massere ham i nakken/ nusse ham.
Hvad kan der være med ham? Har egentlig været sådan siden vi fik ham for to måneder siden, men da det har været lidt svingende har jeg ikke ville tage ham retur til, hvor vi købte ham.
Har vedhæftet et billede fra i dag, hvor det var slemt.
Venlig hilsen Mette
Hej Mette
Der kan være flere årsager til, at kaniner har en skæv hovedholdning. Det kan være en skade på det indre øre efter en mellemørebetændelse, en skade på hjernen efter et fald mm. En hyppig årsag er en infektion med en lillebitte parasit, der kaldes E. cuniculi, som er hyppig hos kaniner. Den udløser symptomer fra nervesystemet hos nogle, men ikke hos alle. Det er en lidelse, man først de senere år er blevet opmærksom på og endnu ikke ved så meget om.
Tit er symptomerne ret voldsomme med en meget mere skæv hovedholdning, end dit billede viser. Det kan være så meget, at kaninen ikke kan holde balancen og ikke er i stand til at spise. Sygdommen kan behandles med et middel mod parasitter. Det er langtfra alle kaniner, der kan gøres raske, og hvis kaninen skal hjælpes med at spise, kræver det også en stor indsats fra ejeren i lang tid.
Det lyder ikke, som om din lille kanin har så alvorlige problemer, heldigvis. Jeg vil anbefale, at du tager den til dyrlæge og får den undersøgt, så man forhåbentlig kan finde årsagen til det skæve hoved.
Held og lykke med projektet !
Med venlig hilsen
Kirsten Boeck
Dyrlæge, Netdyredoktor