Hunkat med killinger spiser ikke

Min hunkat fødte 3 killinger den 10.6.26 kl. 04.00. Hun er i rolige omgivelser og dier/passer sine killinger. Problemet er, at hun næsten ingenting spiser. Jeg har prøvet næsten alt. Kyllingefoder nægter hun. Jeg forsøger nu at blande kyllingefoder med hendes almindelige foder. Men heller ikke det hjælper.

Hun virker ikke sløv, men hun skal jo spise. Skal jeg kontakte dyrlægen?

Men venlig hilsen
Kaia

Svar fra Netdyredoktor

Kære Kaia

Nu er dine killinger en uge gamle og forhåbentlig har morkatten fundet sin appetit!

Indtagelse af rigelige mængder foder er jo forudsætningen for en god og rigelig  mælkeproduktion. Der plejer at følge en rigtig god appetit med diegivningen. Så det er vigtigt at finde ud af, om hun måske står med en infektion, der giver feber. Så hvis situationen ikke er bedre og du ikke har været ved dyrlægen, må du se at komme af sted.

Du bør fodre med et godt killingefoder, - det giver hende alt, hvad hun har brug for. Desuden kan det være en fordel at killingerne også kan få det, når de begynder at spise selv. Det kan være en fordel at give det som vådfoder,(i starten) - det dufter bedre og frister mere!

Held og lykke med den lille familie!

Med venlig hilsen

Kirsten Boeck

Dyrlæge og redaktør

Få VetPlan - en sundhedsordning til din kat

Læs mere